Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IOO
OJØNGEHØVDINGEN.
Det var altsaa Dagen før Altergang, paa hvilken Menigheden plejede at gaa
til Skrifte; og dog kunde man næppe antage, at denne Aarsag alene havde forsamlet
en saa usædvanlig Mængde i Kirken. De Tilstedeværendes Opmærksomhed var ogsaa
mindre henvendt paa den gamle Præst i Skriftestolen end paa en kvindelig Skikkelse,
som laa knælende paa Stengulvet midt i Kordøren. Hun var iført en vid Overkjole
af sort Lærred, der naaede hende fra Halsen til de blottede Fødder.
»Det er Kulsoen!« hviskede Tilskuerne. »Idag staar hun første Gang aaben-
bar Skrifte herinde, men paa Søndag sige de, at hun skal staa med bare Ben udenfor
Kirkedøren i den høje Sne. Det slemme Skarn!«
»Hvem er Kulsoen?« spurgte den ene af to Mænd, som tilligemed Mængden
havde trængt sig frem paa Kirkegulvet, og som ved fortsatte Bestræbelser vare naaede
hen i den yderste Række.
»Gudfader bevares naadig vel!« hviskede en lille Mand ved deres Side,
»kjender I ikke Kulsoen? Det er jo den lede Troldheks, som har gaaet omkring her
i Byen og ude paa Landet og forkoglet baade Folk og Bæster. Tænk Jer engang,
1 gode Mennesker! til Fastelavn for to Aar siden kommer hun ind og forlanger noget
at leve af hos min Nabokone, Dyveke Ulfsen, hende som gjør det rare Semslæder.
Dyveke havde travlt i Huset og svarede, at hun ikke gav Mad til omstrejfende Gjøg-
lere. Derudover blev Heksen rasende og sagde: Veed I hvad, lille Mo’er! jeg gaar
min Vej igjen, men I skal komme til at huske paa Gjøglere, til de bære Jer ud af
Huset med Benene foran. Ni Maaneder efter fødte Dyveke en Søn, der saa ud i Lader
og Gebærder som en Bajads, han skreg og lo og vrængede Ansigt som Narren hos
det uærlige Pak, der trækker Landet rundt og danser paa Line og viser fremmede
Dyr, og han vil aldrig bringe det til videre end at ligge og rode i Skarnet paa Gaden
blandt Høns og Svin og hvissomda at slaa en Skoggerlatter op.«
»Samme Historie har kun lidt at sige, naar Nabo tænker paa Skoflikkerens
Søn, den lille Jeppe,« bemærkede en Anden. »Han gik og legede oppe i Gaasetaarnet,
og saa fandt de paa at krybe ud i Hullerne for at fange sig nogle Alliker, som der
have deres Reder. Allerbedst som de ere ifærd hermed, kommer Kulsoen gaaende op
paa Banken fra Voldgraven og raaber til dem: Sort ifor og lys ibag; nu skal jeg
lære Dig at flyve, lille Jeppe! Derefter begyndte hun paa sine Fagter og Mummerier
og koglede Drengen ud af Glamhullet, saa han faldt ned lige foran hende. De andre
Drenge skreg og løb hjem og fortalte, hvad der var sket. Da Forældrene kom ned
til Taarnet, fandt de Kulsoen siddende med Drengen i sit Skjød, han var død, og der
saas intet andet Tegn til Skade paa ham, uden aleneste et stort, rødt Saar, lige under
Hjertekulen. Forstaar 1? den skarnagtige Kvind havde taget Hjertet ud af ham for
at bruge det til sine Koglerier.«
»Hun er fra vor By,< ytrede en Bonde, som sad i Stolen indenfor Fortælleren,
og som havde draget sin Koftes Hætte sammen over Hovedet, medens han holdt
Maaltid af en Madkasse og en Øldunk, som han havde bragt med i Kirken.
1 dette Øjeblik hørte man Lyden af en lille Klokke, hvorefter Graveren kom
frem med en lang, hvid Stok og gik med megen Værdighed og Selvfølelse langs med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
