Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
GJØNGEHØVDINGEN.
»Aa, Herre Gud!« raabte Tange fortvivlet, »I har vist Sidsel Knapperne, saa
er jeg da rent ulykkelig.«
»Tværtimod, min rare Ven!« svarede Kaptajnen leende, »det var hende, som
blev ulykkelig derover.«
»Det tror jeg nok, hun kjendte dem altfor godt, jeg har faaet dem af min
Kjæreste til sidste Jul.«
»Ja, men veed Han, hvad hun gjorde, det stakkels Skind? Hun kjøbte min
Tro alle Knapperne af mig og betalte mig resolut, det maa jeg tilstaa.«
Tange sad med Bægeret i sin Haand og stirrede stift hen for sig uden at
kaste; han udstødte et dybt Suk. Manheimer vedblev:
»Jeg har ellers gjort hende Uret, det Skabilkenhoved! jeg troede min Sjæl,
hun var vred paa mig.«
»Hvorfor?«
»Ja, hun har ingen Grund dertil, medmindre det skulde være, fordi jeg for-
gangen gav min Tjener Ordre til at slagte Gæs, de magre med de fede, da de skreg
og skrattede udenfor mit Kammervindue om Morgenen. Hvad gjør saa Karlen? Da
han først var kommen i Hede, nøjes han ikke med Gæssene alene, men tager Hønsene
med, det hele Kompagni. Over denne Bagatel gav hun sig til at larme og støje, som
om vi havde faaet en Flok Trompetere ind i Gaarden. Men nu er det glemt; jeg
tænker nok, den Gamle viser det Venskabsstykke ogsaa at kjøbe de Knapper, jeg
vinder fra Ham iaften.«
»Og I vil sælge hende dem, Kaptajn?«
»Naturligvis, min rare Præst! saadan en god Kunde maa man min Sjæl holde
fast paa; det var Synd andet, end at hun skulde faa Dusinet fuldt. Nu videre, det
er til Ham at ryste.«
»Nej, nej!« raabte Tange med alt det Raseri, som udgjør en Kujons Mod.
»I kan handle med mig, som 1 vil, Kaptajn! men hvis Sidsel faar mindste Nys om,
at 1 har vundet mine Sølvknapper, saa spiller jeg aldrig mere med Jer.«
»Han ryster Tærningerne, og det paa Minutten!« raabte Kaptajnen med rynkede
Bryn, »eller Fanden skal tage mig, om jeg ikke ryster Ham Sjælen ud af Kroppen.
Forstaar Han?«
Tange greb Bægeret uden flere Indvendinger. Spillet begyndte paany.
Kaptajnen vedblev imidlertid sine Historier:
»Saa stridig og halsstarrig den Gamle end er, har jeg dog min Fornøjelse af
at kunne faa hende til at lystre. Forgangen sad hun og heglede Hør nede i Folke-
stuen, da jeg kom ind til hende med den tømte Mjødkande, fordi jeg havde skikket
min Tjener hen til Kjøbmandens efter en flamsk Sild. Den Gamle bruger Mund som
sædvanligt og forsikrer højt og dyrt, at nu havde vi snart drukket dem ud af Huset.
Godt, siger jeg, har 1 ikke Mjød, saa kommer 1 til at skaffe mig en Kande Franskvin,
den Drik holder jeg ogsaa mere af. Hvorledes mener Hr. Kaptajnen, at jeg skulde
skaffe Franskvin? siger hun. Det skal jeg lærer Eder, lille Moer! svarer jeg. I det
samme stikker min Tjener Hovedet ind ad Døren, jeg vinker ad ham og holder fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
