Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
**3
paa den Gamle, medens han svøber hende en vældig Tot Blaar om Hovedet. Kjæl-
lingen skreg og bad for sig, men det hjalp ikke. Jeg tager dernæst en Brand fra
Skorstenen og truer med at tænde Blaaren, hvis hun ikke skaffer mig en Kande
Franskvin. Just som jeg holder den hen til Blaaren, udstøder hun et hvinende Skrig
og tænk sig, efter dette kom hun paa Minutten i Tanker om, at hun havde nogle
Flasker Vin liggende i Kjælderen.«
Under denne Fortælling var Spillet uafbrudt blevet fortsat til afgjort Tab for
Tange.
»Kapellanen sidder ikke i Lykke iaften,« bemærkede Kaptajnen med et haan-
ligt Smil. »Nu har jeg vundet otte Knapper, og han har kun to tilbage.«
En frygtelig Bleghed hvilede over Tanges Ansigt. Hans Hænder skjælvede,
idet han rystede Bægeret og lod Tærningerne rulle hen ad Bordtæppet. Begge Brikker
viste paa seks.
»Dette gaar om igjen!« udbrød Kaptajnen. »Jeg saa ikke Kastet.«
»Nej, det gaar ikke om!« svarede Tange med en fortvivlet Bestemthed. »Ret
maa have sin Gang.«
»Nu vel da!« vedblev Manheimer, »vi spille kvit eller dobbelt om Resten af
Knapperne. Laan mig Koften.«
Tange rakte Koften hen paa Løjbænken til Kaptajnen, som med sin Kaarde
filede de sidste Knapper af.
»Kvit eller dobbelt!« gjentog Tange, hvem Lykken gav Mod. Han samlede
Tærningerne og rystede paany. Der faldt to Enere. Manheimer udbrød i en skadefro
Latter og slog med sine Sporer i Betrækket paa Løjbænken. Turen var til ham at
slaa. Ved det første Kast viste Tærningerne paa syv, men næste Gang laa der tolv
Øjne paa Bordet. Kaptajnen havde vundet.
Manheimer strøg sin Knebelsbart og viste leende sine hvide Tænder, medens
Tange sank tilbage og skjulte sit blege Ansigt i Hænderne.
»Mord og Bøddel!« raabte Manheimer efter i nogle Øjeblikke at have ladet
sit Blik hvile paa den fortvivlede Kapellan. »Hvor Han dog er et stort Barn, at blive
forknyt for saa lidt. Jeg har kjendt en Adelsmand, som paa en Aften spillede to
Herregaarde bort og sin Slegfred dertil, uden at der kom saa meget som en Rynke
paa hans Ansigt; og Han hænger med Ørerne for ti Sølvknapper. Siden de synes
Ham saa dyrebare, saa behold dem, behold dem allesammen. Jeg skal ikke være den,
der berøver ham Kjærestens Gave.«
Med disse Ord skød Manheimer Knapperne over til Tange.
»Mener I det virkelig?« udbrød Tange tvivlende. »Jeg sætter stor Pris paa
disse Knapper, fordi de ere en Skjænk fra min Kjæreste.«
»Han kan beholde dem allesammen,« svarede Kaptajnen. »Men lige for lige,«
tilføjede han med et lumsk Grin. »Jeg giver Ham Knapperne, til Gjengjæld derfor
skal Han fortælle mig, hvor Præsten har forvaret Kirkens Sølvkalk og Brødæsken.«
»Det lader jeg vel være,« sagde Tange, »siden jeg ikke veed det.«
Carit Etlar: Gjøngehøvdingen. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
