Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
ii 7
vare gaaede til Ro, skulde hente os nogle Pigebørn herop, af dem som bo udi de
smaa Gader, og have os lidt Lystighed med dem. Mord og Brand! jeg glemmer, at
han bad mig ikke at tale til Eder derom, fordi I var en afskyelig, gammel Sladder-
mund, som han sagde, der kun pønsede paa at sætte Ufred mellem ham og Kjæresten.
Men jeg har bedre Tanker om Eder, I lader Jer ikke forlyde med noget. Kom og
kys mig paa min Haand, gamle Sidsel! Var I tyve Aar yngre, kunde I gjøre Jer
Forhaabning om at blive min Kjæreste, mens jeg ligger her i Kvarter.«
Manheimer udstrakte Haanden, men Sidsel tog sit Forklæde for Øjnene og
forlod Kammeret med en lydelig Hulken.
Kaptajnen sank atter tilbage paa Løjbænken og lukkede Øjnene, men denne
Gang kom han ikke til at sove. Straks efter hørte man Skridt paa Gangen, og Tange
traadte ind. Kapellanens Miner røbede en heftig og bevæget Sindsstemning; der var
tillige noget mere dristigt og bestemt i hans Fremtræden end tidligere.
»Kommer Han allerede tilbage, min Bedste!« udbrød Kaptajnen. »Jeg ventede
Ham ikke saa snart. Fik Han Graveren itale?«
»Tys, stille!« svarede Tange og udstrakte Haanden med en bydende Bevægelse.
»Da jeg kom til Kirken, fik jeg et bedre Indfald. Har 1 Lyst til at slutte en Handel
med mig?«
»Ja vel, min Søn! lad os handle!«
»Hør først Betingelserne!«
»Aa ja, hvorfor ikke! Han opstiller altsaa Betingelser.«
»For det første leverer I mig de to Sletledalere tilbage, som I vandt fra mig
før. Dernæst sværger I mig til, ved en Krigsmands Parole og ved eders timelige og
evige Vel, at gaa ned til Sidsel imorgen og sige, at I har taget de Sølvknapper i mit
Kammer, som I solgte hende forleden.«
Medens Tange talede, havde Kaptajnen givet flere Tegn paa Utaalmodighed.
Han stampede i Gulvet og bed i sine Knebelsbarter. Men ved den sidste Betingelse
udstødte han en rasende F?d, foer ind paa Tange og greb ham med den ene Haand
i Skulderen, medens han med den anden tog Kaarden, der laa paa Bordet.
»Ved min Himmerigs Part!« raabte han, »jeg skal straks spidde Ham fast til
sin egen Væg, elendige Salmesynger! siden Han vover at gjøre mig et saadant For-
slag. Jeg, Kaptajn Manheimer! skulde tilstaa et Tyveri, det jeg ikke engang har
begaaet.«
Tange var bleven bleg, idet Kaptajnen sprang ind mod ham; imidlertid tabte
han ikke sin Fatning, men udbrød: »Forhold Eder rolig, Kaptajn! I har hørt mit For-
slag tilende, nu skal I erfare, hvad jeg byder til Vederlag derfor.«
»Lige meget, jeg gaar i al Evighed ikke ind paa den sidste Betingelse.«
»Og hvorfor ikke? I kan jo sige, at I blot tog Knapperne for at drille Sidsel.
Hun vil endda ikke finde den Grund saa utrolig.«
»Nu ja — maaske,« ytrede Kaptajnen, »men hvad skal jeg have til Gjengjæld
derfor? det maa være noget særdeles, to Kirkebægere ville ikke engang fgrsla^I det
maa være noget rædsomt, noget utroligt.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
