Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13«
GJØNGEHØVDINGEN.
mod Kjøbenhavn, to fik kongelig Majestæt, Karl Gustav, til sit eget Brug, siden baade
hans Heste og Vogn sank i Havet undervejs paa Beltet. Nu har jeg alene en gammel
Følhoppe tilbage, som ikke er Nogen tjenlig.*
»Den kan være god nok til mig, og jeg laaner den med eders Tilladelse.«
»Nej, min Sjæl, om I gjør.«
»Saa laaner jeg den uden eders Tilladelse.«
«Eja!« raabte Tyge med en haanlig Latter. »Du taler min Tro, som om jeg
ikke havde mine Folk i Nærheden, der paa et Vink af mig kunde kaste Dig ud af
Porten.«
»Hvis I gjorde det,« sagde Svend rolig, »kom jeg i Nærheden af mine Folk,
Nogle af dem vente udenfor Porten.«
Ib, som under Samtalen var bleven staaende ved Døren, rømmede sig i dette
Øjeblik og begyndte at klirre med sin Sabel, det sædvanlige Tegn paa, at hans Kamp-
lyst begyndte at vækkes.
Kræmmeren sad i Skyggen af Lampen og tegnede med en Pen paa Egebordet;
han dyppede den og skrev to Ord paa et Stykke Papir, som han skød hen til Tyge.
Lehnsmanden saae Papiret og læste forundret: »Giv efter!« Han vovede i dette Øje-
blik ikke at kaste sine Øjne paa Espen, men vant til at bøje sig for dennes gode
Indfald, forandrede han pludselig Tonen og udbrød:
»Herre min Gud! hvor I farer op for ingenting; jeg talte jo kun saadan
for Spøg.«
»Ak, Hr. Lehnsmand!« sagde Svend Gjønge, »tro heller ikke, jeg svarede i
Alvor. Hvorfor skulde det vel falde mig ind at tage eders Hest med Magt, siden jeg
forud vidste, I vilde lade mig faa den godvillig?«
Tyge syntes at betænke sig paa Svar, medens han saae over mod Kræmmeren.
Denne tog Ordet:
»Ja I ser paa mig, naadige Hr. Lehnsmand! Min Nærværelse er maaske Eder
og disse gode Mænd til Besvær. Men hvis de blot ville gaa ned i Borgstuen, til jeg
har faaet den Besked, I lovede mig, saa gaar jeg min Vej igjen, og I kunne da tale
sammen uforstyrrede.«
»Varer det længe?« spurgte Svend.
»Aa nej,« sagde Tyge, »lad Eder give Mad og Drikke dernede, og kom kun
tilbage, saa snart I have spist.«
Til Trods for Svends skarpe Blik, var Kræmmerens List undgaaet hans Op-
mærksomhed, han fattede derfor heller ikke Aarsagen til denne pludselige Venlighed.
Imidlertid adlød han Lehnsmandens Opfordring og gik hen til Døren, Ib rømmede sig
og klirrede frygteligt med sin Sabel, idet de forlode Værelset. Saa snart de vare
komne udenfor, greb Ib Svend i Armen og lagde sit Hoved til Døren for at lytte,
Tyges og Kræmmerens halvsagte Hvisken tabte sig i den lange Afstand.
»Saa sandt jeg er en ærlig Mand,« hviskede Ib, »de tænke paa at spille os
en Streg. Jeg saae den lille Kræmmer smile saa lumsk, da Du vendte ham Ryggen.
Men vi skulle snart komme under Vejr med, hvad de have for.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
