Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
145
»Aa vist!« udbrød Husholdersken leende, »der binder I os bestemt noget paa
Ærmet. Hvad skulde det vel være for en Mikstur, som kunde smelte Is?«
»Herre Gud, lille Kone!« svarede Ib med Munden fuld af Mad, »tænk Jer blot
om: det allerdaarligste, varme Vand er jo istand dertil, og naar det lader sig gjøre,
hvor meget mere maa det da ikke ske med min Herres Mikstur, der er sammensat af
saa mange forskjellige Ting, tusinde Gange kostbarere end Vand?«
»Ja, det er ogsaa sandt,« svarede Konen.
»Men de to Ankere ville da kun forslaa lidt til den Mængde Is,« indvendte
den ene af Karlene.
»Mener Du?« ytrede Ib med en spottende Overlegenhed. »Veed Du da ikke,
at naar Isen først engang begynder at tø, saa faar Vandet underneden den til at fare
fort dermed? Det er blot Maaden at fange rigtig an, hvorpaa det beror, og den
Maade kjender min Herre Generalen.«
Ib tog en vældig Slurk af Mjødkanden og vedblev derefter med en vidunderlig
Hurtighed:
»Naar først det er sket, træder han frem, han griber an mellem Kanonskud
og Salver, de fyre paa ham noget morderligt, og Modet stiger formedelst Fjendens
Skrig og begraver ved Selvtægt de Forbistrede, som over dette Mirakel ikke holde
Stik, men som ulyksalige Mænd og Koner med deres smaa Børn tvært om igjen for-
tabe sig i Fyr og Flamme. Forstaar I? — Akkurat det, jeg her nævner, sagde den
hollandske Hærpaukenslager ham i Mandags, og naar I ikke begriber det, saa ynker
jeg Jer, og naar I ikke sige ja til, at en saadan General maa være en allerhelvedes
Karl, saa ere I jo enfoldigere end de umælende Dyr. Nu har jeg betroet Jer vor
Hemmelighed, men hvis I snakke om den til Nogen, maa I selv tage, hvad der
følger paa.«
Efter denne Formaning, som blev given med den dybeste Alvor, tømte Ib
Mjødkanden tilbunds og rejste sig op fra Bordet. »Gud være med Jer, I rare Menne-
sker! nu maa jeg afsted igjen.«
»Drager I bort i dette Mørke?« spurgte Husholdersken, der havde fundet saare
megen Opbyggelse ved Ibs Underholdning.
»Maa jeg ikke over til Generalens Fætter paa Lundbygaard og bestille Kvarter
til hans Naade, siden han selv vil nedlade sig til at tage bort i Slæden? Hils min
Ven, Lehnsmanden, og sig ham Tak for Mad. Det er sandt, nu, da jeg nævner Navnet,
kommer jeg i Tanker om, at han befalede En af Jer at tage Lygten og lyse mig
igjennem Haven.«
Lygten blev tændt, og begge Karlene ledsagede Ib ud til Gjærdet, her kom
han nyt Fængkrudt paa sine Pistoler, skjulte dem under Koften og krøb derpaa
igjennem Buskene ud paa Marken.
»Glem ikke at hilse min Ven, Lehnsmanden,* raabte han, idet han forsvandt.
Imidlertid vandrede den lille Kræmmer hen ad Vejen til Jungshoved, støttende
sig til en tyk Stok, han havde skaaret i Risgjærdet. Som enhver uvant Fodgænger,
Carit Etlar: Gjøngehøvdingen. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
