Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
159
»Ja, Du snakker, som Du har Forstand til,« hviskede Kulsoen. »Fattigfolk,
som vi, have ikke Raad til at vrage og det er nok ikke hver en Kvæld, Vorherre er
saa god at skikke os slig rar Mad. Nu har jeg sørget for vor Nadvere, men maa
jeg ikke ogsaa tænke paa en lille Mundfuld til vor Middagsmad imorgen?«
Under disse Bemærkninger drog hun med det tidligere Held nok en Kavring
og en lille Knapost op igjennem Hullet og havde atter faaet Stokken ned til en ny
Fangst, da der hørtes Skridt udenfor Døren. Kulsoen drog Kjæppen tilbage og skød
Brædtet hen paa dets Plads igjen. 1 samme Øjeblik traadte Svend og Ib ind i Stuen.
Ib udstødte et Skrig, da han satte Mjøddunken paa Bordet og opdagede det
begaaede Rov. Hans Ansigt udtrykte den dybeste Overraskelse.
»Hvem har taget vor gode Mad!« udbrød han. »Se engang! Bordet er næsten
tomt, og Ingen af os har endnu faaet det ringeste.«
Svend var naturligvis ikke istand til at give nogen Oplysning, og Begge ud-
trykte sig i Formodninger, til megen Opbyggelse for Ægteparret, som imidlertid oven-
over gjorde sig tilgode med deres Bytte.
»Der maa Nogen have listet sig ind i Stuen, mens vi vare ude,« ytrede Ib.
»Og vi skulde ikke have set dem gaa bort?« svarede Svend med et Skuldertræk.
»Det er ogsaa sandt. — Nu begriber jeg alt. Det er Rotterne, som have
stjaalet Maden.«
»Rotterne,« gjentog Svend, »to Brød, en Ost og en Pølse, man skulde næsten
ikke tro, de kunde løbe bort med saa meget.«
»Ja, veed Du hvad, Svend! man skulde næsten heller ikke tro, at Maden
kunde løbe bort af sig selv. Rotterne eller Nissen har taget dem, og jeg holder paa
det første, siden jeg har set flere Rotter end Nisser.«
»Gid det maa bekomme dem vel!« svarede Svend smilende, »nu ville vi tage
til Takke med det, de have ladet os beholde tilbage.«
Maaltidet fandt Sted under en uafbrudt Tavshed. Da endelig Ib havde aftørret
sin Kniv og stukket den i Bæltet, udbrød han:
»Synd og Skam var det, at vi satte os tilbords uden Bøn, men Vorherre
regner os det vel ikke saa nøje i Krigens Tid, og sin Bøn skal han faa alligevel,
naar jeg lægger mig til Ro i Halmen. Lad mig nu høre, hvad Plan Du har udfundet
for at bringe vor Mjød tønde til dens Bestemmelsessted.«
»Jeg tænker, vi fare fort, som vi have begyndt.«
»Ja, men vil det gaa paa den Viis? Vi faa vist megen Fortræd undervejs,
helst da Sagen begynder at spørges. Paa det korte Stykke Vej, vi have draget, er
allerede Tre vidende om vor Hemmelighed.«
»Hører Du?« hviskede Kulsoen til Tam, »de have en Hemmelighed sammen,
den maa vi se at komme undervejr med.«
»Den Første er Kaptajn Manheimer, som vi formeldte vor Hilsen i Kirken,
han var saa ivrig efter at faa Dig itale forleden, at han knap lader det blive ved det
ene Forsøg; den Næste er Lehnsmanden, Tyge Høeg, og den Tredie —ja, Gud naade
hans Sjæl I han er der, hvor de to Andre burde være. — Ad hvilken Vej har Du
tænkt, at vi skulle drage?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
