Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
GJØNGEHØVDINGEN.
finder I en Kone og et lidet Barn, og naar I hilser fra Svend Poulsen, vil hun navn-
give sig som min Hustru. Sig hende da, at jeg sidder fangen her, og at hun
skyndsomst skal tænke paa ham, som ligger i Risbunken, og at et Men-
neskeliv beroer derpaa. Tal hverken mere eller mindre og mærk Eder vel hendes
Svar, at I kan bringe mig det, saa skal Generalen faa at vide, hvor hans Søn er
at finde.«
»Og Du giver ham dit Ord paa, at det vil ske?« spurgte Præsten ivrig.
»Nej, Herre!« svarede Svend, »jeg giver ham mit Liv derpaa.«
Præsten ilede op paa Slottet, straks efter vendte han tilbage igjen og raabte
til Svend, idet han gik over Gaarden:
»Jeg har forebragt dit Ord til Generalen, og det vil ske med Dig, som Du
ønsker; nu iler jeg ned i Landsbyen.«
Svend nikkede, Præsten gik over Vindebroen.
Det begyndte imidlertid at mørknes, en tæt Snebyge trak hen over Slottet.
Siden Bent og hans seks Soldater havde spærret Udgangene til Gaarden, var alt
blevet roligt i Nærheden, man hørte Taarnuhret i Jungshoved Kirke slaa fem, og
Mændene, som udenfor arbejdede paa Svends Grav med Spader og Hakker i den
frosne Jord. Da Præsten gik, havde Bent trukket sig tilbage paa sin tidligere Plads
nedenfor Hovedtrappen. Svend stod alene, lænet op til Muren, tavs og ubevægelig.
Man har maaske glemt de Ord, Svend hviskede til sin Hustru om Aftenen, da
Kaptajn Kernbok førte Gjøngerne ud af Hytten.
»Komme vi nogensinde i Bekneb,« sagde han, »og Du faar Bud fra mig eller
Ib om Risbunkerne, hvor forblommet det end sker, saa list Dig hen og stik dem
ibrand; det er et Tegn for vore Folk til at samle sig, og det kunde vel hænde sig
saa, at mit Liv vil komme til at bero paa denne Omstændighed.«
Snevejret begyndte med det tiltagende Mørke, Soldaterne vendte tilbage over
Vindebroen, Graven var kastet. I det Øjeblik, Porten blev aabnet, og Krigsfolket
traadte ind i Gaarden, lød en hul Brummen fra Hundehuset, i Nærheden af hvilket
Svend stod bunden. Gjøngen lyttede, han vendte langsomt sit Hoved om mod Stedet.
»Svend!« hviskede en Stemme, der bragte alle Gjøngens Pulse til at banke.
»Er det Dig, Ib?«
»Ja!«
»Hvordan kommer Du her?«
»Jeg kom ind paa et Halmlæs og krøb gjennem Kjælderen ud af Vinduet til
Hundehuset.«
»Og vore Folk?«
»De ere, hvor de skulle være.«
»Hvad taler I om, Svend Gjønge?« spurgte Bent Arvedsøn, som, efter at
Mørket var tiltaget saaledes, at han ikke længer kunde se Svend fra Trappen, havde
nærmet sig Muren.
»Jeg læser mit Fadervor,« svarede Svend.
»Læs i Guds Navn, I kan have det nødig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
