Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
Skikkelser, en kold og isnende Vind foer igjennem Skoven. Men Gjøngerne vare for
vante til at færdes paa denne Tid af Døgnet til at agte derpaa. De fulgte efter
Slæden i to Rækker, med Bøsserne under deres Kapper og lyttende efter alt, hvad
der forekom dem mistænkeligt. Udenfor Skoven skiltes de, efter at Svend havde ind-
prentet Enhver især alle de Enkeltheder, han havde at iagttage.
Ane Marie var fulgt med dem ud af Hulen. Hun blev staaende i Udkanten
af Skoven med sin lille Søn paa Armen og saae Mændene og Slæden forsvinde i for-
skjellige Retninger i Mørket, som herskede over Egnen.
Manheimers Skare vedblev at følge Hovedvejen op forbi Præstø. Dragonerne
udtømte sig i Bemærkninger over den uanselige Skikkelse, der red foran dem hos
Kaptajnen, og som, krumbøjet og vaklende til begge Sider i den høje Ryttersadel,
næppe syntes at have Kraft nok til at holde sig opret paa Hesten.
»Vi kunne ellers nok fare lidt i Mag,« ytrede Kulsoen. »Mens Dagen varer,
ride vi ikke Svend Gjønge op.«
»Bliver Du alt træt?« spurgte Manheimer spottende.
»Aa nej!« svarede hun, »hvis saa var, vilde jeg kun være Eder en daarlig
Fører, men jeg tænker, at Svend er for listig eri Ræv til at vove sig ud i Solskin;
bedst gjøre vi derfor i at høre os lidt for undervejs, siden faa vi nok vor Lyst styret
med at ride.«
Medens Kulsoen talede, vare Rytterne komne op til Bondebyen Baarse. Her
deler Vejen sig i to Arme, hvoraf den ene løber ind i Landet mod Nordvest til Næst-
ved og Ringsted, den anden vedbliver derimod at følge Retningen opad mod Kjøge.
Omtrent lige ved Omdrejningen laa dengang en lille Smedie, hvis Ejer just var ifærd
med at beslaa en Rytterhest. Da han saae Skaren nærme sig, standsede han sit
Arbejde, skød Huen op i Panden og stirrede Svenskerne imøde med et nysgjerrigt
Blik. Kulsoen red hen til ham.
»Guds Fred og god Morgen, Asmus!« udbrød hun, smilende over det Udtryk
af Forundring, hvormed Manden gjenkjendte hende. »Har Du ingen Vejfarende set
til i denne Morgenstund?«
»Vejfarende?« gjentog Manden med aaben Mund og vedblev at stirre paa
hende. — »Herre Jømine, Boel! er det ogsaa Hende? — Saa nu er hun da bleven
til et Mandfolk?«
»Ak ja, Asmus! det gaar mig ikke bedre, men Du svarede ikke paa mit
Spørgsmaal.«
»Hvad skulde det være for Vejfarende?«
»En Mand eller to, der age paa en Slæde og føre Øltønder med sig.«
»Dem har jeg ikke set til, men havde hun været her igaar, saa kunde hun
have tjent sig en Skillings Penge.«
»Hvormed?« spurgte Kulsoen.
»Den ene af Herremandens Køer oppe paa Engelholm er kommen forkert afsted
og har faaet Troldtøj i sig, saa den hverken kan leve eller dø. Herremanden lod
derfor gaa Bud om efter en klog Kone, at hun kunde læse noget over den; da Ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
