Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
193
»Ræk mig da Haanden!« sagde Kulsoen.
Hun lod sin Hest gaa i langsomt Skridt, greb Manheimers Haand og betragtede
den opmærksomt nogle Øjeblikke.
»Det var da sære Tegn!« ytrede hun straks efter. »Jeg har nu spaaet saa
mangen Mand sit Livsbrød, men aldrig set Mærker som eders tilforn. Hvad den
Fremmede forkyndte, det siger jeg ikke, for jeg veed det ikke, men i eders Haand
staar at læse, at I hverken vil komme til at dø i Vandet eller paa Landet. Stemmer
det med, hvad I før har hørt?«
»Jo, paa en Maade slaar det til,« svarede Manheimer eftertænksomt. »Paa
en Maade. Men staar der ikke noget at læse, om at jeg skal blive en rig Mand?«
»Aa nej, strenge Hr. Kaptajn!« svarede Kulsoen, »det staar aldrig i Menne-
skenes Haand.«
»Hvor da?«
»I hans Hoved; — fordi jeg tænker, det ikke kommer an paa Andre end os
selv, hvad vi ville blive. — Her have vi Husene foran os. Nu rider I ind og lader
Karle og Heste hvile ud, imens de holde godt Udkig, jeg gaar imidlertid paa Kund-
skab og ser at faa lidt mere at vide.«
Klokken var henimod to om Natten, da Gjøngerne naaede ind i den store
Skovstrækning mellem Everdrup og den nye Herreborg, som Jens Sparre i 1609 havde
opført paa det gamle Paddeborgs Ruiner. En skarp Nordenvind jog Skyerne hen over
den mørke Himmel, mellem disse saae man af og til Stjernerne komme tilsyne. Denne
Gang var det Tilfældet, som lod Svend undgaa sine Fjender, idet Manheimer, ved at
følge Vejen til Næstved, var dragen for langt vestlig, og Oberst Sparre, der havde
begyndt sin Forfølgelse op ad Kjøgevejen, var kommen ham forud paa den mod-
satte Side.
Svend drog nu fremad midt imellem dem, idet han, bekjendt med alle Stier
og Snigveje, bestandig søgte at holde sig i Nærheden af Skovene, der kunde yde ham
det sikreste Skjul. Fire Gjønger fulgte tilhest med Slæden. To af dem i et Bøsse-
skuds Afstand forud, de Andre ligesaa langt bagefter.
Da de vare komne ind i Sparresholms Skove, udstødte Svend et Ugleskrig
til et Tegn for hans Folk, derefter holdt han stille og steg af. Han saae sig tilfreds
omkring og udbrød halvhviskende til Ib:
»Saa vidt ere vi da slupne, og jeg tænker, det var det værste Stykke Vej,
vi have lagt tilbage. Nu tage vi os en Mundfuld Mad og give Hesten et Stykke
med, før vi fare videre. Bliver det ved paa den Vis, naa vi vel de store Skove ved
Lellinge inden Daggry.«
»Raskere vil det gaa, naar vi komme dybere ind i Skoven, der venter Jesper
os med en frisk Hest,« ytrede Ib, medens han tog sin Madpose frem og lagde den
ned paa Hjorten.
Svend og lb holdt Maaltid. Til de øvrige Gjønger saae man intet. Efter at
Ugleskriget havde underrettet dem om, at Slæden standsede, trak de sig nærmere hen
til Udkanten af Skoven og ventede der, lyttende og spejdende til alle Sider.
Carit Etlar: Gjøngehøvdingen. 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
