Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
GJØNGEHØVDINGEN.
»Det er billigt,« svarede Manheimer. »Du kan lade din Broder sørge for din
Pleje. Jeg ønsker Dig en god Bedring.«
Efter disse Ord nikkede han til hende med en spottende Latter, steg tilhest
og jog i Spidsen for sine Ryttere bort fra Stedet. Kulsoen udstødte et rasende Skrig
og raabte, idet hun udstrakte sin knyttede Haand efter Manheimer:
»Vi dele!«
Han syntes ikke at høre dette Raab. Lidt senere forsvandt han imellem
Træerne indenfor Skovhegnet.
»Veed Du, hvor Svend er?« hviskede Kulsoen til Tam, idet hun sank tilbage
paa Fodersækken i Slæden.
»Ja vel veed jeg det,« svarede han. »Svend Gjønge ligger endnu nede paa
hin Side af Jungshoved og tager vare paa sine mange Penge.«
»Hvad gjør Du da her med Slæden?« spurgte hun bestandig svagere.
Tam smilede: »Som jeg sagde, er jeg ude for at hente Doktoren til min
stakkels, syge Kone.«
Kulsoen svarede intet til denne Spøg, hun havde lukket sine Øjne og var
sunken bevidstløs tilbage i Slæden.
Faa Ord ville være tilstrækkelige til at forklare, hvorledes det lykkedes
Gjøngehøvdingen at undgaa sine Forfølgere. Da Manheimer saae Slæden holde ved
Broen i Skoven, kastede Svend Kronhjorten i den tilfrosne Grøft, derefter sprang han
og Ib ned og bare Hjorten dybere ind i Skoven. Imidlertid afbrøde Gjøngerne Broen,
og Tam og hans Kammerat kjørte bort med Slæden. Nogle Timer senere, omtrent
paa samme Tid som Manheimer blev overbevist om sin uheldige Fejltagelse, sad Svend
Gjønge og lb paa Toppen af et stort Halmlæs, i hvilket de havde skjult deres Skat,
og kjørte syngende og vel tilmode op ad Kjøge Landevej. Svend kjendte de to
Bønder, som skulde have bragt Læsset fra Alsløvgaard ind til de svenske Magasiner
i Højelse, en Landsby paa hin Side Kjøge. Ved Overtalelser og en Pengebelønning
fik han Lov til at kjøre i deres Sted. Han skjulte sin Hjort paa Bunden af Læsset,
skiftede Klæder med Bønderne og forlod dem med det Løfte at lade Vogn og Heste
blive staaende hos en Kjøbmand i Byen, indtil Ejermændene selv afhentede den. Ibs
Ansigt var venligt og smilende som Morgensolen over deres Hoveder. Han laa paa
Ryggen, udstrakt i sin fulde Længde i Læsset, og udstødte nogle dybe og uartikule-
rede Toner, som han holdt for en Sang. Af og til endtes disse, idet han rejste sig
overende i Halmen og udbrød i Lovtaler over Svend.
»Ja vist, Svend!« ytrede han saaledes, efter at en svensk Patrouille var
passeret dem forbi, uden enten at værdige Læsset eller de to Mænd et Blik. »Nu
siger jeg det rent ud, jeg holder mere af Dig end af noget andet Menneske i denne
Verden, for Du er saa klog og saa listig, min Høvding! at ikke fem Djævle skulde
kunne veje op mod Dig, om de saa stillede sig paa Hovederne af hverandre; men Du
skal ret snart faa din Belønning. Du skal faa den, siger jeg, for saa snart vi nu
kjøre ned ad Kjøge Gade, rejser jeg mig op i Halmen og giver Dig et Trykkys, af
de længste og allerbedste, lige for Øjnene af alle Folk. — Kan Du forlange mere?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
