Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
217
Skildvagterne strakte dem deres Korsgeværer imøde og havde Befaling til kun at ind-
lade Hofbetjentene og Rigsraaderne, hvilke sidste vare sammenkaldte af Kongen til at
møde paa Slottet denne Morgen. Svend studsede over en saa uventet Forhindring.
Paa ethvert andet Sted vilde han næppe have ladet sig standse heraf, i dette Øjeblik
fandt han sig i Omstændighederne. Han blev staaende ved Siden af Slæden, støttet
til sin Bøsse; et spottende Smil foer over hans Læber, idet han saae ned paa Hjorten
og flygtigt sammenlignede de overvundne Hindringer med denne sidste nærværende.
Ib delte ikke hans Taalmod. Han blev staaende paa Broen med Huen bag paa Hove-
det, den venstre Haand i Siden, og udbrød med en Stemme, der stedse blev lydeligere,
efterhaanden som de Omkringstaaendes Opmærksomhed droges hen paa ham:
»I ulyksalige Spyddragere! hvad tænke I dog paa, mens I nægte saadanne
Mænd som os Adgang til Hove? Hans Naade vil skikke Jer al Landsens Elendighed
paa Halsen, naar det rygtes. — Jer og Jeres Efterkommere lige til det syvende Led.
Jeg siger det uden Overdrivelse.«
»Hvad bringer I Kongelig Majestæt?« spurgte Sergeanten, som var kommen til.
»Vi bringe ham den gladeste Tidning, han har modtaget paa denne Side
Kyndelmisse.«
»Eja, en Hjort,« sagde Sergeanten spottende. »Den vil rigtignok volde Hans
Naade stor Glæde.«
»Men hvilken Hjort! det siger jeg, til Gudfader hører det, at en saadan Hjort
som vores lever der ikke Mage til i denne Verden. Den er sine halvtredsindstyve-
tusinde Daler værd mellem Brødre.«
De Omkringstaaende brast i Latter.
»Halvtredsindstyvetusinde Rigsdaler,« gjentog Sergeanten spottende.
»Ja, og saa regner jeg endda hverken Skroget eller Skindet med,« tilføjede Ib.
I dette Øjeblik blev hans Tale afbrudt ved et Tegn fra Svend. Mængden
gjorde Plads for en gammel, graahaaret Mand, som kom gaaende hen imod Slottet.
Han var klædt i en kort, sort Kappe, under hvilken man saae en brun Fløjls Vams,
kantet med Sølv, og Knæbenklæder af noget lysere Farve, opsplittede nedenfor
Bæltet. Omkring Halsen bar han en lang Guldkjæde, som endte i en Medaillon
af samme Metal. Da han nærmede sig Vindebroen, tog han efter den Tids Hofetikette
sin Baret af og betraadte Slottets Enemærker med blottet Hoved. Det var den hæder-
lige Kristen Skeel, som her gik op til Slottet.
»Strenge Herre!« udbrødSvend, idet han traadte hen til Rigsraaden, »et Ord,
hvis I tillader det.« Skeel standsede. Svend vedblev: »Mig har Kongelig Majestæt
skikket i By at forrette et Ærinde, som jeg bringer ham Besked paa i denne Slæde.
Vagten nægter os Adgang til Slottet. I skjænke mig eders Beskyttelse!«
Rigsraaden lod sit Blik gaa fra Svend til Ib og Slæden. Derpaa spurgte han:
»Hvem ere I gode Mænd?«
»Folk kalde mig Svend Gjønge i daglig Tale.«
»Min Tro!« udbrød Rigsraaden overrasket og lagde sin Haand paa Svends
C&rit Htlar: Gjøngehøvdingen. 28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
