- Project Runeberg -  Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester /
250

(1897) [MARC] Author: Carl Brosbøll With: Poul Steffensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

250

GJØNGEHØVDINGEN,

Vrede eller Kjærlighed i denne sikre Holdning eller i dette fremmede Blik. Det ud-
trykte indre Ro, en fuldkommen Ligegyldighed.

Hvis han havde haft Lejlighed til at overveje, vilde det have kunnet sige ham
alt; men til vor Ulykke overvejer Kjærlighed saare sjeldent, den føler blot.

»Jeg kommer,« sagde han, »for at erfare Aarsagen til det, som her foregaar,
thi jeg vil heller fæste Lid til eders Ord end til min egen Frygt og mine egne Øjne.«

»Og hvad fortalte da eders Frygt, Svend Gjønge?«

»At jeg endnu ikke havde gjort nok, hverken dengang jeg tilforn for eders
Frænders Skyld holdt mit Jaord med Ane Marie, at I kunde blive reddet, eller nu, da
jeg kommer for at lægge min Konges Gunst og alle Menneskers Bifald for eders
Fødder, for at jeg kunde være eders Kjærlighed mere værdig. Jeg har vist ikke
gjort nok endnu; thi der maa voves meget for vinde meget.«

Hans skjælvende Stemme og bedende Blik besad i dette Øjeblik mere Vel-
talenhed end nogensinde før. Men for Julie var den spildt og hun svarede:

»Sandelig! I har gjort alt for meget, og da jeg længe følte, at jeg stedse
kom i dybere Gjæld hos Eder og aldrig vilde være istand til at forskylde de Ofre, I
vedblev at bringe mig, saa besluttede jeg ikke at modtage flere.

»Og hvorfor just nu,« sagde Svend sørgmodigt og dæmpet, »da jeg nærmer
mig det Maal, jeg saa længe stræbte efter, nu, da jeg har naaet den Hæder, som 1
tilforn satte Pris paa?«

»Lad mig tale ud, Svend!« vedblev hun. »Hvorfor just nu, spørger I; fordi
det ikke tidligere lykkedes mig at bringe denne Kamp tilende mellem min Pligt og
min Tilbøjelighed, og fordi jeg agter Eder for højt til at —«

Hun standsede og syntes at lede efter Ord.

»Tal kun ud,« svarede Svend med et vemodigt Smil, »dølg mig intet.«

»Fordi jeg agter Eder for højt til at hykle en Kjærlighed, naar jeg ikke
længer føler den.«

»I sige ikke saa, man elsker enten altid eller aldrig, det fornemmer jeg hos
mig selv.«

Julies Stemme var ikke længer saa sikker og fri som i Begyndelsen. Sam-
talen havde taget en Retning, som hun ikke ønskede; hun følte, at hun enten havde
sagt for meget eller angivet Grunde, der vare lige utilfredsstillende for Svend og
hende, og som i Virkeligheden ogsaa lode sig sammenfatte i et langt kortere Begreb.

»Jeg vilde ønske, at jeg aldrig havde elsket Eder,« svarede hun.

»Ak nej, Julie Parsberg!« ytrede Svend. »Tal ikke dette Sprog; har end
hele vor Fortid kun været Skuffelse, saa lad os idetmindste være sanddru nu, da I vil,
at vi skulle skilles. I har ikke ophørt at elske mig, fordi det stred mere mod eders
Pligt idag end forleden, Kjærlighed har kun til Pligt at være sin Gjenstand tro. I
elsker mig ikke mere, fordi I elsker en Anden.«

Julies Kinder glødede; den Tilstaaelse, Svend gjorde, havde hun endnu ikke
vovet at gjøre sig selv. Blodet foer hende til Hovedet, og hun tilkastede ham et
stolt og maalende Blik, medens hun udbrød:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:50:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gjongehovd/0256.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free