Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
GJØNGEHØVDINGEN.
Det var Fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgaard og hendes Datter Karen,
som her kom Ib imøde. Fruen var Enke efter den forrige Lehnsmand paa Jungs-
hoved, Jørgen Kaas til Guddumlund.
Efterhaanden som Karen nærmede sig Ib, viste hendes Ansigt en levende
Glæde, og hun standsede sin Hest med det Udraab:
»Ib Abelssøn! er det virkelig Eder?«
Ibs krigerske Anstand forsvandt aldeles ved Lyden af denne Stemme, hvis Ord
vare blide og smigrende som et Kjærtegn; han svingede sin fjedrede Hat og strakte
den anden Haand op til hende, idet han udbrød:
»Naadige lille Jomfru Karen I Gud velsigne eders kjønne Øjne, for I kjendte
mig igjen.«
»Men hvordan kommer I i denne Dragt, Hr. Vagtmester?« sagde Karen leende.
»Aa ja, ikke sandt! det har haft god Fremgang med mig siden den første
Vinter, jeg kom til Eder, og vi kjøbslog sammen om de smaa Skovskader og Siden-
svanser. — Eders Naade rider vel i Besøg til Jungshoved denne Eftermiddag?« ved-
blev han, henvendt til Fru Elsebeth.
»Gud naade os for, hvad Besøg vi ride til,« svarede Fruen. »Vi komme som
Flygtninge hjemme fra vor Gaard, den Svensken har besat og spiller Mester i.«
»Svensken!« gjentog Ib forbavset. »Men nu have vi jo faaet Fred i Landet;
tilmed sige Folk, at de alt ere dragne over til Fyen og Holsten.«
»Nogle af dem, men i Vordingborg ligge dog to tyske Regimenter endnu, det
vi maa bekjende til vor Nød og Jammer, siden de blive skikkede ud Dag for Dag for
at søge Proviant og Foder i Omegnen. De øve nu Krigen paa egen Haand og brand-
skatte og plyndre paa alle Gaarde. Og som de spurgte, at jeg sad Enke til Høfdings-
gaard, alene med Karen og vort Tyende, kom de til os, en Kaptajn med syv menige
Ryttere, og svore paa at tænde Gaarden i Brand paa alle fire Hjørner, om vi ikke
viste dem, hvor vi havde forvaret vort Sølvtøj, og gjorde dem tilgode med vor bedste
Vin. Hvad skulde vi svare? Jeg skikkede dem Nøglen til Vinkjælderen, og medens
de drak, bød jeg sadle vore Heste og flygtede bort, det snareste vi kunde.«
»Ak, naadige Frue!« svarede Ib. »Ingen har dog bedre Vilkaar end I, siden
en lille Guds Engel staar i Forbund med Eder.« Han blev blodrød over sine egne
Ord og vovede ikke at hæve sit Blik op til Karen.
Den unge Pige smilede. Fru Elsebeth vedblev:
»Svenskerne fornam, at vi droge bort, og satte hart efter os, lige til vi kom
op i Skoven paa denne Side Taageby.«
»Og hvorhen agter Naadigfruen nu at drage’?«
»Til Hr. Jørgen paa Jungshoved, siden det tilkommer ham at værge om vor
Ret og skaffe Fred i Lehnet.«
»Gud bedre det, for hvad Fred han skaffer Eder,« ytrede Ib med et Skulder-
træk. »Nu nys forleden har han selv maattet værge sig for Overfald og Indbrud af
Ugjerningsmænd og det hvervede Folk, som fulgte med Svenskehæren tilbage. De
skjændte og røvede oppe hos os, hvor de kom frem, de brøde ind i Husene og joge
>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
