Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
GJØNGEHØVDINGEN.
Pistoler, men inden de kunde gjøre Hylsteret fri for de Pakker af Klædningsstykker,
som hængte over dem, hørte de Svend raabe:
»Se Eder om! ved det første Skud, 1 løsne, ere I Dødsens!«
Rytterne studsede. Paa begge Sider af Vejen kom tre Mænd tilsyne fra
Træerne og rettede deres Bøsser mod dem. De begrebe, at al Modstand vilde være
unyttig. Wentzel havde rejst sig op efter sit ublide Fald, han rakte Ib sin Sabel og
udbrød:
»Det var et godt Kammeratskab, vi sluttede.«
»Aa ja,« svarede Ib, »paa alfar Vej skal man se sig for.«
»Læg eders Vaaben fra Jer,« sagde Svend. »I fornemme vel, vi have Over-
magten.«
Rytterne kastede deres Vaaben. To af Gjøngerne nærmede sig Stedet, med
Geværløbene rettede mod de vaabenløse Svenske, og sankede Vaabnene sammen.
»I binde deres Hænder, Tam og Jens!« vedblev Svend, »og føre dem og
Hestene op paa Jungshoved Slot. Holde de sig rolige, saa gjør dem intet ondt, prøve
de paa Modstand, saa skyd dem ned. Hvis I kunne komme saa betids tilbage, saa
veed I, hvor vi mødes hernede.«
Efter disse fyndige Befalinger gav Svend Ib et Vink, og de fire Ryttere satte
sig atter i Bevægelse.
Karens Ansigt var bleven blegt under det foregaaende Optrin; da de rede
videre, trængte hun sin Hest nærmere hen til Svends; hun vilde tale, men idet hun
hævede sit Hoved op mod ham, straalede hendes Øjne af Taarer, og hun lod den
Ytring af Taknemlighed, han allerede læste i ethvert Træk, bero ved at lægge sin
lille Haand ovenpaa hans.
Hendes Moder havde derimod en mere lydelig Maade at ytre sine Følelser
paa, og saaledes gaar det i Regelen: medens vi føle dybest, fattes vi undertiden Ord,
og naar vi have Ordene, fattes vi undertiden Evne til at føle.
Ibs hele Ansigt viste et uafbrudt Smil, han gned sine Hænder, rettede paa
sin Uniform og vendte sig flere Gange om i Sadlen for at se, hvorledes det gik de
Overvundne. Gjøngerne havde allerede bundet deres Hænder og førte dem tilbage
ad Vejen til Jungshoved.
»Det var forresten en god Begyndelse,« udbrød den snakkelystne Vagtmester,
som ikke kunde finde sig i Svends Tavshed. »Jeg tænker, den spaar os godt. Eders
Naade ser nu,« vedblev han dæmpet, for at Svend ikke skulde høre, hvad han sagde,
»at han der henne dog duer til noget, saa ringe et Tyende I holdt ham for at være.«
Fru Elsebeth fik Lejlighed til at benytte det forsonlige Ord, som svævede paa
hendes Læber. Ib vedblev:
»Heller ikke lægge I mig det til Last, at jeg talede noget frit om Eder til
Dragonerne før, Ordene flyve, som de komme, og I gjorde mig imod.«
»Hvem have vi der?« udbrød Svend og pegede hen paa Vejen, hvor maa
gaae to Mænd komme ud fra en Tværsti og nærme sig Ryttern?,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
