Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
297
»Stormen og Blæsten tager til,« ytrede Ib og traadte hen til Vinduet, »det
er saa mørkt udenfor, at man ikke kan se to Skridt foran sig.«
»Den stakkels Ane,« svarede Svend, »gid hun blot vilde komme tilbage;
nu brænder Saaret ikke længer, og hun faar dog knapt Doktoren til at tage ud i
dette Vejr.«
»Tys! hvad er det?« sagde Ib, »jeg syntes, at der’faldt et Skud.«
»Aa nej, det er kun Stormen, som dundrer ude fra Havet.«
Lidt efter hørtes Skridt udenfor, Døren gik op, Ane traadte ind. Regnen flød
ned fra Rytterkappen, hvori hun var indsvøbt.
»Lille Fatter!« hviskede Drengen, bøjet over mod Svend, »nu har hun grædt
igjen, det ser jeg grant paa hendes sørgmodige Ansigt, vær lidt venlig imod hende.«
Svend lagde kjærtegnende sin Haand paa Drengens Skulder, idet han udbrød:
»Traf Du den kloge Doktor?«
»Nej,« svarede Ane med en forunderlig mat og afkræftet Stemme. »Han var
reden sønderpaa, lidt før jeg kom, men jeg traf Jomfru Parsberg, hun lovede, at der
straks skulde gaa Bud efter ham og komme Hjælp til Dig endnu iaften.«
»Tak Ane,« svarede Svend og strakte sin Haand ud imod hende, »tak for
den Gjerning, som for enhver anden, Du har øvet for mig. Kom og sæt Dig hos
mig, og lad fare din sørgmodige Mine.«
Ane betragtede Svend med et overrasket Blik. »Hvorfor taler Du saadan til
mig iaften?« spurgte hun og satte sig paa Bænken ved hans Side.
»Fordi Drengen her fortæller mig, at jeg har en stor Uret at gjøre god
mod Dig.«
»Og hvad har Du fortalt?« spurgte hun barsk og heftigt.
»Ak, Mutter, Mutter! jeg har ingenting sagt, andet end at Du græd de salte
Taarer, og at Fatter skulle være god mod Dig,« hviskede Barnet.
»Det er kun Snak,« svarede Ane, »jeg har aldrig klaget over Dig, Svend!«
»Nej, det er just Ulykken, lille Ane! om Du forlængst havde røbet dit Hjertes
Sindelag, da havde vi ogsaa bedre kjendt hinanden; men det er tidsnok endda, have
vi døjet Sorg før, saa skulde vi nu ogsaa kjende til Glæde.«
»Gud bedre det,« svarede Ane sagte for at skjule sin Bevægelse. »Jeg vil
aldrig lære Glæden at kjende.«
»Du sige ikke saa,« bemærkede Ib, »naar et Menneske blot selv rigtig vil
en Ting, saa hjælper Gud Fader altid med, det har jeg mærket, ellers var jeg aldrig
bleven den Karl, jeg er.«
Svend slyngede sin Arm om Anes Liv og trykkede hende op til sig. »Lad
fare at sørge,« hviskede han. »Alting skal endnu blive godt for Dig.«
»Ja, kanske,« svarede hun med et blidt og hengivent Smil, »hos vor Herre
er der ingen Nød.«
»Hvorfor tænker Du paa Døden?«
»Og hvorfor tænker Du paa Livet, Svend! mens jeg bærer Døden i mit
Hjærte?«
Carit Etlar: Gjøngeha»dingen 38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
