Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
30’
»Hvad jeg skyldte hende, har jeg aldrig glemt, endskjøndt I Begge tænke
anderledes. Jeg faar at finde mig deri; den Sag vil Gud dømme mig og hende imellem.
— Nej, Svend Gjønge! jeg red herhid, hvor ubekvemt end Sted og Tid var valgt,
for at give Dig Lejlighed til at tage al den Hævn over mig, som Du fordrer.«
»Men jeg har jo aldrig fordret nogen Hævn,« svarede han sagte og klangløst.
»Kjendte I mig ikke bedre?«
»Eller for at bede Dig om Forbarmelse og Frelse for et Menneskeliv, det
Skjæbnen gjorde Dig til Herre over.«
»Et Menneskeliv?« gjentog Svend.
»Hvad siger jeg, en hel Slægt, hvis Vel og Rygte Du kunde frelse fra Under-
gang og Vanære. Endskjøndt jeg veed, hvor opfyldt dit Hjerte er af Bitterhed imod
mig, vover jeg denne Bøn her foran din døde Hustrus Leje, og kunde hun høre mine
Ord, vilde hun ligesom jeg række Dig sine Hænder bedende ijnøde.«
»Jeg fatter ikke, hvad I mener, Julie Parsberg!« svarede Svend forbavset.
»Hvilket Menneskeliv er det, Gud har lagt i mine Hænder?«
»Kaptajn Lykkes, en Mand, der om faa Dage ikke vil have andre Vilkaar end
Flugt eller Døden.«
»Hvad ondt har han da bedrevet?«
»Din Ven der vil kunne sige det,« vedblev Julie og pegede paa Ib. »I en
Samtale kom han til at røbe Hemmeligheden af nogle Breve, hvori Kaptajn Lykke,
letsindig og uklog som han er, har vovet at omtale En af Landets mest højtstaaende
Personer i ligesaa slet valgte som fornærmende Udtryk. Man har beluret denne Sam-
tale, røbet den, og alt er der kommen Befaling til at lade Sagen undersøge og at
affordre Ejermanden de Breve, hvori Kaptajnen har tegnet sin Dødsdom.«
»Hvem røbede ham?«
»Den ærlige Ridder Kørbitz,« svarede Ib; »han tilstod selv at have lyttet til
mine Ord og tilbød mig svære Penge, hvis jeg vilde sælge ham Brevene.«
»Han behøver nu ikke længer at kjøbe dem,« svarede Julie. »Til Lehnsmand
Jørgen kom Kongelig Majestæts Befaling at lade Vagtmesteren dem affordre. Derfor
red jeg hid iaften.«
»Hvorledes skulde jeg da kunne frelse Kaptajnen?« spurgte Svend.
»Ved at formaa din Ven til at levere mig Brevene.«
»Det gjør jeg aldrig,« svarede Ib. »Hvis man vilde tænke saa slet, kunde
det gjerne træffe sig, at I bad mig om dem af samme Grund, som nys forgangen
Ridder Kørbitz.«
»Jeg!« udbrød Julie forbavset, »hans eneste Ven!«
»Ak, jeg kjender en fornem Jomfru, der før har forraadt sin eneste Ven!«
svarede Ib.
Svend rystede paa Hovedet, »I dette Hus maa vi ikke tale saa,« ytrede han
sagtmodig. »Ib, min Ven! lad hende faa disse Breve.«
»Nej, jeg kan ikke skille mig ved dem,« svarede Ib, idet han slog sine Øjne
ned for Svends Blik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
