Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
GJØNGEHØVDINGEN
»Vil Du have dem til at tro om os To, at vi forvare hans Breve som en
Trusel eller som et Vaaben?«
»Og imorgen,« tilføjede Julie, »naar Lehnsmanden lader Dig dem afifordre?«
»Aa, Lehnsmanden!« svarede Ib med et haanligt Skuldertræk, »Han kan
komme.«
»Ib!« vedblev Svend, »jeg beder Dig om disse Breve.«
»Men det er jo min Ejendom, Svend! den eneste Arv, Soffi har efterladt mig.«
»Lad Jomfru Parsberg alligevel faa dem, min kjære Kammerat! at det kan
være os, som bestandig give, og hende, der bestandig modtager.«
Ibs sorte Øjne funklede, idet han rettede dem mod Julie.
»Ja,« svarede han pludselig i en bestemt og tilfreds Tone, »dette skal være
Grunden, den, Svend nu nævnede; og derfor skal I faa mine Breve!«
En levende Glæde udbredte sig over Julies Ansigt, hun tilkastede Svend et
dvælende Blik, hvis Udtryk vilde have kunnet formilde megen Uret, men Svend
mærkede det ikke. Ib gik hen til et Skab i Væggen og udtog en Pakke, indsvøbt
i et Tørklæde. Han lagde den paa Bordet, som stod tæt under Vinduet.
»Se!« sagde han og udbredte Brevene foran Lampen, »her har I dem alle
tilsammen, benyt dem nu, som I tykkes bedst.«
1 samme Øjeblik blev en Pistol udefra trykket ind igjennem Ruden, der faldt
et Skud, som slukte Lampen. Julie udstødte et gjennemtrængende Skrig, men Ib rev
en Bøsse ned fra Væggen og foer ud.
Da Svend atter havde faaet tændt Lampen, kom Ib tilbage.
»Det gjaldt nok mig,« udbrød han og hængte Bøssen op paa sit Sted.
»Denne Gang var der To paafærde. Da jeg kom ud, saae jeg dem ride ind i Skoven,
saa stærkt deres Heste kunde løbe.«
»Ak nej!« svarede Svend, »jeg tror endda ikke, at det var Dig, det gjaldt.«
Julie var sunken tilbage mod Væggen; da hun slog Øjnene op, faldt hendes
første Blik paa Bordet, og hun udstødte et Skrig.
»Brevene!« raabte hun, »min Himmerigs Gud! de ere borte!«
Bordet var tomt. Endnu medens Krudtdampen af Skuddet opfyldte Værelset,
strakte en Haand sig ind igjennem den sønderslagne Rude og greb alle de Breve,
som Ib havde lagt paa Bordet.
Rideknægten, der ventede udenfor, havde ikke bemærket eller hørt andet end
Skuddet og straks efter Hovslagene af de to Rytteres Heste, idet de sprængte bort
fra Hytten.
Man har uden Tvivl gjættet, at det maatte være Kørbitz, der ved en saa
uværdig List tilvendte sig Kaptajnens Breve, som Ib overlod til Julie Parsberg. Alle-
rede straks efter at han var kommen til Kundskab om disse Breves Tilværelse, havde
man ved Hoffet hørt nogle Ytringer derom. I den Kamp, der for Øjeblikket fandt
Sted mellem Kørbitz og Kai Lykke, benyttede Ridderen sig af ethvert Vaaben for at
tilintetgjøre sin Medbejler, og saa meget mere hensynsløst, som han hidtil maatte
erkjende at være den Uheldige og Besejrede. Kais Breve syntes ikke alene at sikre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
