Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
349
Natten, naar Vinden var gunstig, listede Skibene sig ud forbi Nakkehoved og Spods-
bjerg, hvor de fjendtlige Krydsere laa posterede, og naaede i Reglen ned til Kjøben-
havn den følgende Morgen.
Men lykkedes det endog Svend at blive ukjendt for sine Fjender før det Øje-
blik, han som en Tordenbyge fra en klar Himmel styrtede ned over dem, omringede
og tilintetgjorde dem, saa var ikke det samme Tilfældet i den Egn, han havde gjort
til Skueplads for sine Eventyr. Hans Navn var i Alles Munde, de utroligste Historier
antoges uden videre, naar de blot knyttede sig til hans Navn. Kong Frederiks Gunst
havde tilforn ikke kunnet skaffe ham synderlig Anseelse; Moden eller Tilfældet, som
rigtignok ogsaa er en mægtigere Konge, gjorde ham derimod nu til Alles Helt; Svend
var ikke længer den ufri Borger, der, som Ib sagde, kun vovede at nærme sig
Adelen knælende og i Afstand. Adelsdamerne lode sig frelse af ham og føre til deres
Familie i Hovedstaden, Herrerne betroede ham de værdifuldeste Ejendomme. I enhver
Landsby fandt han sine Tilhængere og Fortrolige, Mænd, han havde kæmpet sammen
med, Kvinder, han havde beskyttet, de meddelte ham Underretning om, hvad de vidste,
de forøgede hans Kræfter og delte hans Farer i det samme Øjemed som han, at
hjælpe de betrængte i Hovedstaden, og for den samme Løn, — at glemmes.
Holger Rud ventede altsaa denne Morgen paa Svenskernes Komme, medens
han med sindige og betænksomme Skridt vandrede op og ned i Forhallen. Hans fine
og kvindelige Ansigt var særdeles blegt, maaske var det kun en Følge af Trækvinden
og den bidende Kulde, som foer igjennem den aabne Hal.
Lidt efter forkyndte Hestetrav og en Fanfare af Trompeter, at Rytterne nær-
mede sig. Anføreren red ind over den nedladte Vindebro, thi i Aaret 1658 havde
Gjørsløv endnu bevaret hele det middelalderlige Præg, som karakteriserede de gamle
Herresæder.
Da Kaptajnen traadte ind i Hallen, saa Holger en høj, bredskuldret Mand,
med et langagtigt, rødt og koparret Ansigt, hvis mest iøjnefaldende Parti var en
kroget Næse. Ved Siderne af denne Ørnenæse funklede to store Øjne, runde, lyse
og spillende som Uglens eller, rettere sagt, som Høgens, thi de havde det samme
stirrende, rovbegjærlige og gjennemtrængende Udtryk. Hans Pande var skaldet og
furet med en utallig Mængde Rynker, men som om Naturen vilde bøde paa denne
Haarmangel, havde den forsynet Kaptajnen med vældige, buskede Øjenbryn og et tykt
og stort Skæg, hvis oprindelige Farve Tiden havde blandet med graat.
Kaptajnen og Rud nærmede sig hinanden med Udveksling af alle disse Høflig-
heder, som Adelsmændene dengang holdt i Hævd, og som vor Tid forsømmer, fordi
den ikke har begrebet det smukke deri.
»Min Herre!« sagde Kaptajnen. »Jeg kommer for at bede om Kvarter til
mig og mine Folk, medens vi opholde os her i Egnen.«
»Hr. Kaptajn!« svarede Rud, »alt her er til eders Tjeneste. Desværre vil I
ikke finde det synderligt bekvemt hos os, siden tidligere Indkvarteringer allerede have
berøvet os det meste af, hvad vi ønskede at tjene Eder med.«
»Det er heller ikke for at finde Bekvemmeligheder, at Hans Majestæt skikker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
