Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER
355
om Eder, men mærkværdigt nok troede han mig for første Gang ikke, siden et gam-
melt, stygt Fruentimmer, som jeg tror, de kalde Kulsoen her i Egnen, har fortalt ham,
at den naadige Frue nylig havde ladet Vovehalsen Svend Gjønge hente en stor Skat
fra Søholm, den I bragte med til Gjørsløv.«
Fru Elsebeth begreb Sandheden af alt, hvad Kaptajnen sagde. Da han næv-
nede Skatten, udstødte hun et dybt og klagende Suk. Fra nu af ansaa hun sig fortabt.
»Og hvad raader I mig da til at gjøre for at undgaa alle disse Ulykker?«
spurgte hun ydmygt.
»Eder raader jeg intet,« svarede Esner pathetisk, »det er tværtimod mig,
som maa søge at finde paa Raad, mig, eders taknemlige Skyldner, der føler sig saa
meget mere forpligtet til at redde Eder, som jeg netop idag har en lille Bøn at gjøre.«
»En Bøn?«
»Jeg har sendt Bud til Guldsmeden i Kjøge for at bestille mig et Stykke
Sølvtøj til Udstyr for min Brud. Vil I, udtrykte Billede af min Moder! vel tillade, at
jeg laaner den yderst smagfulde Armstage, jeg saae i eders Værelse forleden Aften?«
Fru Elsebeth var ligesom forstenet over en saadan Frækhed. Alene hendes
Øjne vidnede om Liv og udsendte Lyn, medens hun syntes at søge efter Svar. Der-
for vedblev Esner:
»I studser, naadige Frue! og begriber uden Tvivl ikke, hvorledes det er
muligt, at en Kavaler i den Grad kan forglemme sig, at han fordrer en Tjeneste
betalt, men det er Ligefremhedens Tid, hvori vi leve, og siden jeg har vovet at be-
gynde, maa det ogsaa være mig tilladt at fuldende. I laaner mig Armstagen, de to
Lysesakse og Sølvbakkerne, som høre til dem, jeg indestaar naturligvis for alt og
paatager mig til Gjengjæld at ordne Sagen med Hensyn til Generalens Fordring; jeg
skaffer Høet tilveje andetstedsfra, jeg kvitterer den udsendte Fordring eller finder paa
en tredje Udvej; kort sagt, det er alene mig og ikke Eder, paa hvem Ansvaret
kommer til at hvile. Afslaar I derimod min Bøn, belægger Generalen øjeblikkeligt
Gjørsløv med den omtalte Indkvartering, det er saaledes hans Vane at straffe. Disse
Mennesker — nej, nej, fritag mig for at forudsige Eder de Ulykker, I, Junkeren, eders
hele Hus derved ville blive prisgivne til.«
Fru Elsebeth brast i en lydelig Graad. Kaptajnens sidste Tale havde gjort
sin Virkning. Hun skjulte Ansigtet i sine Hænder og forlod Taarnkammeret.
»Min Herre!« sagde Rud, idet han væbnede sig med al den Værdighed og
Kulde, han kunde finde. »I misbruger i høj Grad den Magt, Tilfældet har skjænket
Eder, og giver Fruen megen Grund til at beklage sig over eders Adfærd.«
»Ak, Junker! hvad siger I der?« svarede Esner, medens hans Blikke mønstrede
en Samling af Jagtvaaben, som hang paa Væggen. »Af os To gad jeg nok vidst,
hvem der mest misbruger sin Magt i dette Øjeblik.«
»Hvad mener 1?« spurgte Rud studsende.
»Tvivler 1 da virkelig om, at jeg, dersom nogen Anden havde vovet at ytre
slige Ord, vilde have opfordet ham til at prøve en Gang med mig paa Kaarde eller
Pistoler ? — Mod Eder er jeg værgeløs, I ligner alt for meget min Broder, min eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
