- Project Runeberg -  Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester /
359

(1897) [MARC] Author: Carl Brosbøll With: Poul Steffensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

DRONNINGENS VAGTMESTER.

359

gjøre Undskyldning, fordi jeg ikke har hilst paa den ædle Jomfru tilforn, derfor bærer
den naadige Frue Skyld, I! som igaar paastod, at 1 ikke skjulte en Skat i dette Hus.
— Hvad mit Ærinde angaar, saa er General Fersen i dette Øjeblik kommen til
Gjørsløv og udbeder sig den Fornøjelse at tale med Eder. Vær uden Frygt! jeg har
afgjort alt med den omtalte Leverance. Tillad mig at føre Eder til ham, hans Tid er
knap, og vi ville ikke lade ham vente.«

Fru Elsebeth vidste i Øjeblikket ikke, hvad hun skulde svare, hun kastede et
bønligt Blik paa Junkeren, som om hun opfordrede ham til Hjælp. Det var virkelig
ogsaa hans Hensigt, men medens han betænkte sig, greb Kaptajnen Fruens Haand,
stak den ind under sin Arm og forlod Stuen. Under denne sidste Handling bemærkede
Esner en Signetring paa hendes Finger. Han pegede paa Ringen og udbrød, idet de
gik igjennem Forsalen:

»Tillad mig at gjemme denne Ring, indtil Generalen er tagen bort; dette
nydelige Smykke kunde let friste hans Havesyge og give Anledning til en forøget
Indkvartering paa Gaarden.«

Fruen sukkede, men lod Esner tage Ringen uden Modstand.

»Og denne lille Guldnaal!« vedblev han straks efter med en Bevægelse mod
den gamle Dames Halskrave. »Du gode Gud! Fersen er som rasende efter Guldnaale.«

Med disse Ord tog han let og behændig Naalen ud af Kraven og skjulte den.

Samme Aften blev Brevet skrevet og det omtalte Bud i al Stilhed bragt op
i Salen til Fru Elsebeth for at modtage hendes Befalinger. Det var en halvvoksen,
kraftig Knøs, med et rundt og fyldigt Ansigt, hvis mørkebrune Hudfarve uden Tvivl
havde sin fælles Grund i for meget Solskin og for lidt Vand. Ved første Øjekast
syntes dette Ansigt, indfattet i en Skov af stridt og krøllet Haar, kun at røbe Selv-
tilfredshed og en utrolig Enfoldighed, ved det næste saae man et Udtryk i disse
brune og spillende Øjne og et Smil omkring hans fyldige Læber, der tydede paa List
og Snildhed. Uagtet Kulden gik han med blottede Fødder, derimod var han bedre
forsynet med Trøje, thi den, han bar, havde, efter Størrelsen og Omfanget at slutte,
tilhørt et voksent Menneske, hvoraf Følgen blev, at Ærmerne naaede langt nedenfor
Palles Hænder.

Da han traadte hen til Fruen, strakte han begge Armene ud til Siden og
gjorde et dybt Buk, derpaa søgte han at bane sin ene Haand Vej igjennem Ærmet
for at stryge Haaret fra Panden.

»Tror Du Dig istand til hemmelig og ubemærket at besørge et Brev for mig
til Svend Gjønge?« spurgte Fruen med et mistrøstigt Blik paa den uheldige Skik-
kelse, som stod foran hende.

Drengen udbredte sine Arme til et nyt Buk.

»Svar, naar den naadige Frue taler til Dig,« sagde Junkeren. »Kan Du be-
sørge Brevet?«

»Ja, aa ja!« svarede Drengen med en grov og noget hæs Røst.

»Veed Du, hvor Kaptajnen opholder sig?«

»Nej!«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:50:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gjongehovd/0365.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free