Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
DRONNINGENS VAGTMESTER.
Saa kom jeg i Tanker om Pistolerne, jeg havde hos mig, Tiden gik, og mens jeg
sad indespærret paa Loftet i Hytten, havde jeg hort Vagtmesteren sige, at Flugten
skulde gaa for sig ved Midnat, naar Maanen gik ned bag Skoven. Jeg løsnede da
Pistolerne mod det Vindue, hvor jeg fornam, at de naadige Herrer vare samlede, der-
efter raabte jeg over til Skildvagten: Sejer for, ret nu flygter Herskabet fra Gaarden.
— Det hjalp. Mens jeg løb tilbage og skjulte mig inde i Skoven for Ibs Folk, blev
der Allarm paa Gaarden, og saaledes fik I Vagtmesteren fangen, mandhaftige Herre!«
»Ja, fanget ham har vi da endelig ikke endnu,« svarede Esner.
»Jo, paa det nærmeste,« forsikrede Kulsoen med et hemmelighedsfuldt Smil.
»Inat hørte jeg de strenge Herrer raabe ned fra Vinduerne til Dragonerne, at hvem
der først fik Øje paa Vagtmesteren, skulde faa to Rigsdaler, gjælder det ogsaa
for mig?«
»Lad gaa,« sagde Esner, »har Hun maaske fundet ham?«
»Ja!«
»Er Hun forrykt, Mutter? Hun har jo siddet oppe paa Murtinden hele Tiden.«
»Ja, der fandt jeg ham ogsaa, da Dagen begyndte at gry, men jeg blev
siddende ganske stille og rolig og lod mig ikke mærke med, hvad jeg havde set.«
Kaptajnens gjennemtrængende Blikke vare ikke istand til at rokke den Sikker-
hed og Bestemthed, hvormed Kulsoen talede. »Men for tusind Djævle!« raabte han
utaalmodig, »naar Hun har set ham deroppe, saa maa han jo være borte for længe
siden.«
»Aa nej!« svarede Kulsoen, »han er der endnu, og jeg holder mig til den
mandhaftige Herres Løfte; det er mig, som først har set ham.«
»Hvor da? tal dog!«
»Ser I det lille Glamhul øverst oppe i Taarnet? Om I vil give nøje Agt, saa
kommer derfra af og til noget, som ligner et Hoved, tilsyne. — Se blot, se!« ved-
blev hun og greb om Kaptajnens Arm, »der har vi det igjen, det er Ib, det er ham,
som I søge, og jeg har vundet mine Penge.«
»Guds Død og Pine!« raabte Esner heftigt, »skulde det virkelig være ham?
hvordan Djævlen er han da kommen derop?«
»Saare let. Jeg har hørt Folk fortælle her i Egnen, at der nede fra Kjælderen
i Gjørsløv skal gaa en smal Trappe i Muren til Taarnet, de kalde den Munkenes
Gang, og den har Vagtmesteren vel fundet, da han søgte efter et Skjul. — Nu kommer
hans Hoved frem igen, denne Gang kan 1 umuligt tage fejl af ham.«
Esner saae op og bemærkede tydeligt et skægget Ansigt, som kom tilsyne i
et mørkt Hul og kastede et spejdende Blik ned i Gaarden. Derpaa forsvandt det igjen.
»Ja ja, Mutter!« udbrød han tilfreds, »hvis det forholder sig, som Hun siger,
kan Hun tøve her, indtil vi faa ham fat, saa skal jeg betale Hende Pengene.«
Kulsoen greb en Flig af Kaptajnens Kofte og kyssede den med en hyklerisk
Ydmyghed. Esner trak i Snoren til Stormklokken og lod Rytterne kalde sammen
nede i Gaarden.
»I ere nogle jammerlige Karle, Alle tilhobe!« udbrød han. »Nu have I støjet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
