Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XI.
Dommen.
Kulsoen sad igjen paa sin Plads ved Muren og varmede sig i Solskinnet, da
Esner kom hen til hende. Han rakte hende en Haandfuld Sølvpenge og
udbrød:
»Der, Mutter! har Hun sin Belønning. Hun har ærlig fortjent den, det maa
man lade Hende.«
Kulsoen smilede og vendte sig bort fra Rytterne, medens hun talte Pengene,
derpaa skjulte hun dem i sit hullede Skjørt.
»Er I ikke bange for, at han bliver borte, mandhaftige Herre?« spurgte hun.
»Nej!« svarede Esner, »jeg gjemmer det Pant, som nok skal bringe ham
tilbage.«
»Det tænker jeg med. — Men det faldt mig ind nu nylig, at I dog maaske
havde handlet uforsigtigt i at lade ham gaa.«
»Hvorfor?«
»Ovre i Skoven ligge hans Folk skjulte, skjøndt 1 ikke fik dem at se igaar,
mens I red omkring derinde med eders Ryttere. Jeg svarer for, at Ingen af dem har
haft sine Øjne bortvendte fra Gjørsløv, siden Solen stod op imorges. Det er be-
hjertede Mænd alle tilhobe, de gaa i den røde Ild for lb og Svend. Nu sidde de
inde imellem Buskene og lægge Raad op med Vagtmesteren, og I maa tage Eder
ivare, gunstfulde Herre! fra det Øjeblik, han vender tilbage, vil I ikke kunne være
sikker nogetsteds.«
»Og jeg siger Hende, gamle Heks! at jeg ikke bekymrer mig mere om disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
