- Project Runeberg -  Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester /
395

(1897) [MARC] Author: Carl Brosbøll With: Poul Steffensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

DRONNINGENS VAGTMESTER.

395

Bønder end om en Mygs Surren. Lad dem komme, Guds Død! jeg forlanger ikke
bedre.«

»Ja, ja, jeg har advaret Eder, jeg kjender dem bedre. Det gjælder ogsaa
om at holde fast paa Vagtmesteren, naar I faar ham igjen.«

»Tværtimod,« svarede Esner, »jeg vil stille ham paa et Sted, hvorfra alle

hans Folk kunne have ham for Øje hele Dagen igjennem; uden Baand og Lænker

skal han staa der, og det skal kun bero paa ham selv at vende tilbage til sine Mænd.«

Kulsoen stirrede paa Esner med vidt opspilede Øjne; hun forstod ikke at tyde
det uheldvarslende Smil, som viste sig omkring hans Læber.

»Der har vi Manden,« sagde han. »Hun skal faa Forlov at tøve her lidt

endnu, saa kan Hun selv bedømme, hvorledes jeg opfylder mine Ord.«

»Bringer han Kassen med sig?« spurgte Bodil ivrigt.

»Naturligvis! Vagtmesteren er en Mand af Ord, han bærer Kassen under

Armen.«

En almindelig Bevægelse fandt Sted i Gaarden, da Ib viste sig. Hans An-
komst blev hilset med en Mumlen af Beundring og Deltagelse. Han gik hen til Kap-
tajnen, langsomt og højtideligt, og satte Kassen paa Jorden for hans Fødder. Hans
Ansigt var blegt, hans Aandedrag kort og stønnende efter det hurtige Løb. Esner
tilkastede ham et venligt Blik og udbrød:

»Du er en flink Karl, Vagtmester! jeg lider Folk, som holde deres Løfter.«

»Jeg kommer ogsaa tilbage i Tillid til eders Løfte, naadige Herre!« svarede

Ib ydmygt, idet han hævede sit Hoved og betragtede Kaptajnen med et bønligt Blik.

»Pigen er fri,« svarede Esner hurtigt. — »Lad hende gaa sin Vej. Jeg har

noget at tale med Dig om, som Du maaske ikke ønsker, hun skal høre.«

Ib fattede den Mine, som ledsagede disse Ord; han gik hen til Inger, slyngede

sin Arm om hende og trykkede hende op til sig, idet han hviskede:

»Gaa hjem, lille Inger! før de fortryde denne Tilladelse. Du maa ikke tøve
her længer.«

»Og hvad bliver der saa af Dig, Ib?« spurgte hun frygtsomt.

»De lade mig fare,« svarede han med et tvungent Smil.

»Ak nej, det tror Du ikke; de have talt om din Død, mens Du var borte.«

»Ja, Du gode Gud! det er der saa Mange, som have gjort,« svarede han,

»men alligevel have de ikke faaet Bugt med mig endnu.«

»Du søger at skuffe mig.«

Ibs Ansigt udholdt hendes forskende Blik, roligt og uforandret.

»I Guds Navn, Inger, gaa! Jeg kommer imorgen, siden, naar Du mindst
venter det, banker jeg paa din Dør. Mine Folk ligge ovre i Skoven, Du kjender

dem og veed, at de ikke lade mig i Stikken.«

Inger brast i Graad, hun skjulte sit Ansigt ved hans Bryst og hviskede: »Ak,
lille Ib! jeg frygter saa saare, det bæres mig for, som om vi To aldrig mere faa hin-
anden at se.«

»Det er ellers rørende at høre,« hviskede Kulsoen til Esner, idet hun gjorde
en Bevægelse med Hovedet hen imod Ib.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:50:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gjongehovd/0401.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free