Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
397
forsvandt i Taarnet. Den ulykkelige Pige laa i en Krog ved Ringmuren, hun havde
ikke tænkt paa at forlade Slottet. Hun bad om Naade for sin Elsker med en saa
ydmyg, blid og skjælvende Stemme, at alle de Tilstedeværende, Esner undtagen, følte
sig bevægede. Da hun endelig indsaa, at alt var forgæves, da Ib kom tilsyne oppe
paa Vægtergangen, kastede hun sig ned paa Knæ, den forfærdeligste Frygt kvalte
hendes Stemme, medens hun hævede sine foldede Hænder ivejret mod Himlen til Den,
som elsker og beskjærmer. Kulsoen stod i nogle Skridts Frastand, støttet til sin Stok,
vekselvis rettende sin Opmærksomhed paa Inger og det, som foregik i Taarnet. Idet
Vagtmesteren forsvandt, gik hun hen til Inger og udbrød i en slæbende og ligegyldig
Tone:
»Græd kun, mit Barn! græd! dine Taarer vil Tiden nok tørre bort.«
Inger saae op, hun rystede med sit Hoved.
»Ja, det kan være det samme, saa vil Døden gjøre det. Jeg forstaar din
Sorg, fordi jeg har elsket som Du, og fordi jeg vil komme til at savne som Du.«
»Savne!« hviskede Inger uden at begribe Meningen af disse Ord.
»Ja vist!« vedblev den Anden, heftigere ved Erindringen, som vaagnede med
fornyet Styrke, medens hun talte: »Er det ikke hans Skyld, at jeg mister Fruens
Juvelkasse, og det efter at jeg nu to Gange næsten har haft den i mine Hænder?«
Som allerede fortalt, var Taarnet paa Gjørsløv firkantet og Taget tækket med
Kobber. Omtrent midt paa dette saas en Luge, saa stor, at en Mand kunde krybe
ud derigjennem, naar Kobberdækket skulde efterses eller udbedres. Midt i Lugen var
anbragt et kuplet Glasvindue, hvorigjennem Lysningen faldt ind under Taget. En
smal og stejl Stige førte nede fra Vægtergangen op til Lugen, der tillukkedes inden-
fra med en svær Jernbolt.
Da Ib var kommen til Foden af denne Stige, standsedes han af Esner, som
udbrød:
»Har Du Vaaben hos Dig, Vagtmester?«
»Nej!«
»Undersøg ham!«
Dragonerne adløde. Man fandt en Madkniv, der var fasthæftet til et Bælte,
han bar om Livet.
»Jeg tvivler paa, at Du vil faa nogen Brug for din Kniv paa det Sted, hvor-
til Du nu gaar,« sagde Esner, »det er altsaa bedst, at vi tage den fra Dig. Nu op
ad Stigen!«
»Hvorhen?« spurgte Ib.
»Den lige Vej, min Søn! ud paa Taget, Du holder jo af Udsigter.«
»Det gjælder altsaa om at styrte mig ned fra Taarnet?«
»Tværtimod, det gjælder om at holde sig fast for ikke at styrte,« svarede
Esner med en forfærdelig Kulde. »For Fanden, Vagtmester! Du har jo dine Kamme-
rater hist ovre, Du har Svend Gjønge, Gud veed hvor, endelig har Du dit eget snilde
Hoved, som, efter hvad Folk fortælle, allerede har hjulpet Dig saa tidt, det er jo Ud-
veje nok til Frelse. — Stig op!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
