- Project Runeberg -  Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester /
422

(1897) [MARC] Author: Carl Brosbøll With: Poul Steffensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

42a

DRONNINGENS VAGTMESTER.

»Gaa!« sagde Esner.

»Vi komme just for at se til ham,« ytrede Svend, idet de gik videre.

»Nu holder jeg Lygten, mens I gaar op ad Stigen og kalder paa Fangen,«
sagde han, da de kom ind under Taget.

»Skal jeg stige op med bundne Hænder?«

»Nej, deri har 1 Ret, Hænderne løse vi først.«

Da Ib hørte Stemmer i Nærheden, tiltog hans Støj og Banken i en foruro-
ligende Grad. Han anede, at Befrielsens Time endelig slog. Esner gik op ad Stigen.
Efter at være kommen nogle Trin ivejret standsede han. Han erindrede pludseligt
Ibs sidste Trusel.

»Hvorfor tøver I, Kaptajn! Er I allerede bleven træt?«

»Han har svoret mig Døden, hvis han kom ned,« mumlede Esner.

»I har jo ogsaa svoret ham Døden, da han kom derop,« svarede Svend, »det
ene maa gaa op med det andet.«

Esners Knæ rystede,
idet han steg videre.
Han drog Bolten fra
Lugen, aabnede den og
skyndte sig ned ad Stigen
igjen. Ude fra Taget
hørte man et dæmpet
Jubelskrig, lidt efter kom
først Benene, derpaa det
øvrige af Vagtmesterens
vældige Legeme tilsyne
i Hullet, fra hvilket han
langsomt og vaklende
steg ned ad Stigen. Da
han naaede Gulvet, faldt
hans Øjne først paa
Svend, han traadte hen
til ham og slyngede
begge sine Arme om
hans Skulder; da Ib
lænede sit Hoved og
lod sine Øjne hvile paa
ham uden at ytre et Ord,
læste Svend i dette Blik
en dybere og inderligere Taknemmelighcd, end de mest veltalende Ord vilde have
været istand til at udtrykke.

Esner var traadt et Skridt tilbage, som om han ønskede, at hans Nærværelse
ikke skulde afbryde Ytringen af Ibs Følelser. Da Vagtmesteren blev ham vaer, gik
han hen til ham, smilede og udbrød:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:50:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gjongehovd/0428.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free