Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
423
»Saa vi mødes dog engang igjen, hvor ringe Sandsynlighed der end var for
det. Nu tilhører I mig, og jeg vil huske Eder paa vor sidste Samtale!«
Esner var bleven bleg, han saae til Siden, som om han ventede Hjælp.
»Naade!« stammede han, idet Ib lagde sin Haand paa hans Arm.
»Naade!« gjentog lb spottende, »og hvor var der da Naade for mig, da 1
førte mig herop? Jeg bad om Døden, men I gav mig Pinsler, jeg lovede Gjengjæld
og maa holde Ord.«
Han greb Esner om Livet og bar ham ud paa Vægtergangen. Svend stod
med Lygten i Haanden uden at blande sig i dette Optrin, han berørte blot Vagt-
mesterens Arm, idet han gik forbi ham, men lb lod ikke til at bemærke det. Han
traadte ud af Døren og hævede Esner op over Rækværket. Kaptajnen udstødte et
gjennemtrængende Skrig, som gjenlød over hele Gaarden, han havde slynget sine Arme
om Ibs Hals og søgte at hindre ham i hans Hensigt, men skjøndt Vagtmesteren var
svækket efter sit Ophold paa Taget, blev han dog Herre over alle Esners Bevægelser.
Den Ulykkelige omklamrede Snirklerne i Rækværket og gjentog sit Skrig, hans Ansigt
udtrykte den højeste Grad af Rædsel, medens han vedblev at holde sig i denne Stil-
ling, støttende sine Knæ paa Udladningen af Gesimsen.
»Skaan mig, Vagtmester! lad mig leve, min Død kan dog ikke gavne Eder.«
»Jeg bad ogsaa mindeligt for mig, da I førte mig herop, alligevel lo I deraf
og spottede mig.«
»For Jesu Kristi Skyld, forbarm Dig! — for din lille Piges Skyld, som gik
frank og fri ud af Gaarden, og som Ingen har gjort Fortræd siden.«
»Ja, der nævnede I Navnet, — for hendes Skyld skal I være fri, nu har 1
reddet eders Liv.«
Med disse Ord løftede han Esner ind over Rækværket igjen. »Skrighals,
som I er,* tilføjede han smilende, »kunde I tro, at jeg for Alvor vilde volde eders
Død i dette Øjeblik? dertil er jeg for glad. 1 skulde blot have Jer en lille Skræk i
Blodet, og den har I faaet.«
Svend smilede, han kjendte Ib.
»Gives der nogen anden Opgang til Taarnet end den, vi nylig kom fra?«
spurgte han.
»Ja, derhenne ved den næste Døraabning fører en Vindeltrappe ned til For-
hallen, men Døren er aflaaset, og jeg bærer Nøglen i mit Bælte.«
»Giv mig den og træd saa indenfor. I maa finde Eder i at tilbringe nogle
Timer heroppe, indtil vi ere dragne bort.«
»Saa faar I endda bedre Kvarter end det, I undte mig,« tilføjede Ib.
Svend lukkede Døren til Taarnet efter Esner og stak Nøglen til sig.
»Gaa Du ned ad Munkegangen,« sagde han til Ib, »og tøv i Kaptajnens
Værelse, indtil jeg kommer. Du vil finde en Mand dernede og maa komme ud af
det med ham, som Du bedst kan. Paa Væggen hænger Vaaben, og vore Folk sidde
ikke langt derfra inde i den store Hal og drikke. Ingen aner det ringeste af, hvad
der heroppe gaar for sig. Om lidt mødes vi igjen.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
