Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440
DRONNINGENS VAGTMESTER.
Medens disse forskjellige Følelser bevægede de Omtalte, vekslede Forholdet
mellem Fru Elsebeth og Junkeren. Paa Rejsen var det hende, som overtog den utak-
nemmelige Tredjemands Rolle, hun stod udenfor Samtalen, udenfor enhversomhelst
Bevidsthed om, hvad der rørte sig hos de Øvrige. Hvis hun havde kjendt sin Datter
tilstrækkeligt, vilde hendes Ligegyldighed uden Tvivl være forsvunden, og hun vilde
have frygtet den Indflydelse,. Kjærlighed maatte kunne udøve paa en saa blød og
romantisk Natur; men Fru Elsebeth havde ingen Anelse om, at man kunde overskride
de foreskrevne Pligter eller forandre de eengang indprentede Anskuelser; selv havde
hun aldrig syndet mod disse, ligesaa lidt som der nogensinde havde været Anledning
dertil, hun troede heller ikke paa varmere Pulsslag end dem, der bevægede hendes
eget Hjerte.
Dagen viste sig som Morgenen havde spaaet, taaget og regnfuld. Solen kom
frem i enkelte Mellemrum som en stor, blodrød Skive uden Lys og Varme. Fru
Elsebeth befandt sig særdeles utilpas under Indflydelse af dette barske Vejr. Tillykke
blev Rejsen fortsat, uden at der viste sig noget Spor til Fjenden, smaa Hobe af
Gjønger kom tilsyne og forsvandt igjen, efter at have vekslet nogle Ord med Svend.
Ib red bagest i Toget, tavs og alvorlig. Palles Skjæbne havde gjort et dybt
Indtryk paa ham. Medens de gjorde Holdt ved Middagstid i et ensomt liggende
Bondehus, kom han ind i Stuen. Hans Hoved var omviklet.med et Klæde, der viste
sig, idet han tog Huen af.
»Men Vagtmester!« udbrød Fruen; hvad fattes I, er I saaret?«
»Ubetydeligt!« svarede Ib, »en af Tyskerne kom bag paa mig, mens visloges
inat, den salig Mand saae mig beskjæftiget med to af hans Kammerater og troede at
burde ile dem til Hjælp.«
»Salig!« gjentog Karen, »hvorfor kalder 1 ham saaledes?«
»Fordi han er død!« svarede Ib.
Medens Selskabet spiste og hvilede sig, bragte Gjøngerne friske Heste, der-
efter blev Rejsen fortsat, indtil Mørket begyndte. Kirkeklokkerne ringede til Solned-
gang, da Svend bøjede fra Landevejen ind i et Krat, hvorigjennem Fodstien slyngede
sig, saa smal, at Rytterne maatte ride fremad En for En. Krattet tiltog efterhaanden
i Udstrækning og Højde og afvekslede med Risboge og en ung Skov af tynde og
forkrøblede Egespirer, omgivet af et højt Jordgjærde. Indenfor dette laa en Hytte,
hvis Straatag naaede lige ned til Jorden og blev støttet med Stiver af afbarkede Ege-
grene. Vinduerne vare anbragte i selve Taget, og Hytten havde et saa skrøbeligt
Udseende, at man maatte befrygte dens Fald ved det første heftige Vindpust.
Udenfor Døren stod en høj og bredskuldret Mand med en Sømandshat paa
Hovedet og en sort Faareskindskofte, sammenholdt med et bredt Læderbælte. Hans
Ansigt var rynket, brunet af Sol og Vejr, dets Udtryk barskt og bydende. Dette
trodsige Ydre antog et Smil ved Synet af Svend og lb, et Smil, der vel var Tegn
paa et venligt Sindelag, men tillige saa haardt og tvungent, som om hans Ansigt var
fuldkomment fremmed for dette Udtryk. Idet han tog Hatten af, saae man et skaldet
Forhoved og et stort, blodrødt Ar, som gik fra Issen ned over det højre Øjebryn.
Han hilste og udbrod:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
