Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
DRONNINGENS VAGTMESTER.
Fru Elsebeth var standset indenfor Døren, hendes Ansigt afspejlede fuld-
komment de Tanker, som Hyttens Armod fremkaldte. Svend traadte hen til hende
og udbrød dæmpet:
»Dette Sted indeholder vistnok kun faa Bekvemmeligheder, naadige Frue!
men til Gjengjæld ville vi være sikre her.«
»Hvad er det for Folk?«
»Manden er en Fisker, som tidligere boede nede ved Rygaard, indtil Fjenden
for nogle Maaneder siden greb ham, da han var ifærd med at føre en Ladning Pro-
viant ud igjennem Issefjorden. David slap fri, hans Datter fik et Sabelhug i Hovedet,
men Fjenden tog Provianten og sønderslog Baaden.«
»Hans Datter?« gjentog Fru Elsebeth forundret. »Hvad havde hun dermed
at bestille?«
»Hun hjalp ham. Da hans Sønner droge i Krigen, gik Trine i deres Sted,
hun byttede sit Skjørt med en Matroskofte og tog tilsøs med Faderen. Disse To have
bragt mangen Baad med Levnetsmidler ud af Fjorden og hørt mangen Taksigelse af
dem, som hungre i det betrængte Kjøbenhavn.«
Ibs Ankomst afbrød Svend. Da Fruen saae ham træde ind med det værdi-
fulde Hestedækken under Armen, ilede hun ham imøde.
Junker Rud havde imidlertid varetaget sine egne Bekvemmeligheder. Han
tog Plads paa en blaamalet Kiste foran Baalet ved Skorstenen og varmede sig. Karen
derimod underholdt sig med den unge Fiskerpige. I Begyndelsen var denne ordknap
og tilbageholden, men Karens blide Venlighed og det hjertelige Udtryk i hendes
Stemme undlod ligesaa lidt at gjøre sin Virkning paa Fiskerpigen som paa alle Andre.
De vare desuden omtrent af ens Alder, og mellem to unge Piger findes der bestandig
Tilknytningspunkter, hvor høje Skranker end Forholdene kunne have draget imellem dem.
»Har Du tænkt paa vore Folk, Ib?« spurgte Svend.
»Jeg har stillet to Mand ved Indgangen til Krattet.«
»De maa være trætte efter at have vaaget i flere Nætter. Klokken otte
kommer der to Andre herned, saa ville vi lade dem gaa deres Vej.«
»For den Sag kunne de gjerne gaa straks,« sagde Ib, »saa tager jeg Vagten
for dem.«
»Du er ve! selv træt efter alt, hvad Du har udstaaet i disse Dage?«
»Aa hvad!« sagde lb, idet han lagde sin Haand paa Svends Skulder, »jeger
glad over at være sammen med Dig, min Herre og min Broder, det er alt.«
Han tog sin Hue og gik til Døren.
Karen havde hørt disse Ord. Gud har givet de Mennesker, som interessere
os, et eget Sprog, der naar vort Øre, selv naar vi synes at være ivrigst beskjæftigede
med Andre. Da Svend kom hen til hende, udbrød hun:
»Vagtmesteren er Eder en hengiven Ven, Svend Gjønge!«
»Han er en Perle blandt alle modige og frygtløse Mænd, hengiven, ikke som
en Broder, men som en Kvinde.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
