Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
450
DRONNINGENS VAGTMESTER.
Hoved tilbage paa Puden, et dybt og regelmæssigt Aandedrag tilkjendegav, at hun
sov. Drømme afløste Tankerne, blide og lykkelige som disse.
Den næste Morgen i Daggry blev Rejsen fortsat. Solen kom frem lidt efter,
et rent og klart Frostvejr fulgte paa den foregaaende Dags Taage. Fru Elsebeth
havde givet efter for de Andres forenede Overtalelser og betroet David det værdifulde
Dækken og nogle af Pakkerne. Hun ledsagede denne Beslutning med et dybt Suk,
og det sidste Blik i Sømandens Hytte gjaldt Stedet, hvor hendes Sjæl laa forvaret.
Rejsen gik denne Dag igjennem de store Skove, som strakte sig over hele
den sydvestlige Del af Ramsø og Hvalsø op imod Trudsholm. I Bugten mellem Munk-
holmen og Eriksholms Marker laa et lille Skib, ladet med Levnetsmidler og rede til
at gaa isø paa det første Vink.
Op paa Formiddagen bragte en Rytter Underretning om, at Egnen omkring
Gjørsløv og Kjøge var i Bevægelse efter Gjøngernes Bedrift. Stærke Patrouiller
gjennemstrejfede de nærmeste Landsbyer, nogle af disse vovede sig endogsaa ind i
Skovene. Oberst Sparre havde desuden samme Morgen udsat en ny Pris paa Svends
Hoved.
Svend underrettede sit Selskab herom. Gjøngerne trak paa Skuldrene, lb
fandt Anledning til at anbringe en Vittighed paa Svenskernes Bekostning. Fru Elsebeth
var derimod meget bekymret, hun tilraadede Svend den yderste Forsigtighed og fortav
blot Bevæggrunden til sin Omhyggelighed, nemlig at hun for Øjeblikket vilde blive
delagtig i hans Fare.
Vejen igjennem Skoven var saa smal, at kun to Heste kunde passere ved
Siden af hinanden. Svend og Karen rede først, efter dem kom Fru Elsebeth og
Junker Rud, lb og to Gjønger sluttede Toget.
»Frygter I da ikke, at det engang vil lykkes dem at fange Eder?* spurgte Karen.
»Nej!« svarede Svend, idet han kastede et Blik tilbage paa Gjøngerne. »Med
Mænd som disse er det umuligt at kunne frygte. Det er heller ikke blot Overfaldet
paa Gjørsløv, som gjøre Fjenderne saa begjærlige efter mit stakkels Hoved, de have
vægtigere Grunde dertil. 1 omtrent to Maaneder sendte vi næsten hver Uge en Baad
eller et Sejlskib op til Kjøbenhavn med Levnetsmidler, som vi toge fra Svensken; vi
have ført Krigen herude paa Landet saa godt som de, der stride inde i Hovedstaden.
Vi have høstet overalt og det ovenikjøbet uden at saae.«
»Men den rigeste Høst ved denne Lejlighed er dog eders Hæder, Gjønge-
høvding! I glemme ikke den.«
»Hæder,« gjentog Svend, »nej, paa den Vej, jeg gaar, arbejder man kun for
Andres Fordel, ikke for Hæderen.«
»Hvor I er ubillig.«
»Hvorfor? Jeg nægter jo ikke, at Folk taler om mig, Personer af en saa op-
højet Rang som eders have kaldt mig en brav Krigsmand, Kongen har endogsaa kaldt
mig Kaptajn. Alt dette er sket, fordi de trængte til mig, fordi de behbve min Arm
og mit Hoved, men lad den Tid først være forbi, saa vil Enhver have for megen
Sands for sine egne Interesser til at bekymre sig om Andres, saa vil Svend Gjønge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
