Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
DRONNINGENS VAGTMESTER.
naa. Den Første planter, den Anden tilintetgjør Blomsten, før den bliver til Frugt.
Saaledes er det gaaet mig.«
»Hvilke Maal har I da stillet, som denne Regnemester beviste det umulige
i at naa?«
»Kun et eneste,« svarede Svend, »og 1 skal faa det at høre. — Alt fra min
Ungdom tænkte jeg mig en Kvinde, stor, ædel og ophøjet, en Kvinde, hvem jeg vilde
vie alle mine Tanker og al min Daad, thi Fædrelandet, det er stort, det er godt, men
det tilhører os Alle og Adelsmændene mere end mig, siden de fik den bedste Plads
i det. Den, for hvem jeg vilde handle, skulde tilhøre mig alene. Jeg troede, at
Kjærligheden maatte kunne give alt, fordi den modtog alt.«
En dyb og levende Rødme farvede Karens Kinder i dette Øjeblik, ikke fordi
hun fandt nogensomhelst personlig Hentydning i hans Ord, men fordi hun hørte sine
egne Tanker udtalte af en anden.
»Jeg troede engang at finde dette Haab bekræftet,« vedblev Svend, »men det
bragte kun Uro og Strid, ingen Fred eller Hvile, og jeg begreb da snart efter, at jeg
havde taget fejl dengang. Saa gik Tiden, den bragte vel sin Ro, men den var ikke
istand til at berøve mig mit Billede, det boede i al dets Herlighed og Fuldkommenhed
i mit Bryst. Jeg fandt omsider, hvad jeg søgte,« tilføjede han lavere, næsten hviskende,
og denne stærke Mand, prøvet og hærdet, som aldrig havde kjendt til Frygt, og hvem
ingen Fare kunde bringe ud af Fatning, skjælvede under de følgende Ord mere heftig
end den unge Pige, som bøjet forover paa Hesten lyttede til ham. — »Jeg fandt
hende,« vedblev han, »til Ulykke for mig, thi siden jeg saae, at dette mine Drømmes
Billede levede, endnu herligere og mere fuldendt, end jeg nogensinde havde forestillet
mig, var ethvert andet Maal mig ligegyldigt, jeg fattedes i lige Grad Kraft til at
forsage og Kraft til at sejre. Alt, hvad der burde have advaret mig, slumrede, hendes
Nærhed bragte Fred og Sollys, men ogsaa kun hendes Nærhed; jeg vilde fly, men
det lykkedes ikke, mit Haab og alle mine Følelser vaagnede paany, ikke i deres tid-
ligere Heftighed, men i deres tidligere Friskhed. Jeg var paa eengang den Lykkeligste
og den Allerulykkeligste; thi omkring mig viste sig en Horisont fuld af mørke og
truende Skyer, det var Erkjendelsen af min Ringhed i min egen og Verdens Mening,
det var Bevidstheden om, at hun og jeg aldrig vilde kunne mødes. Jeg drømte om
Himlen og vaagnede foran en dyb og uoverskridelig Afgrund. Efter denne Bekjendelse,
som I er den Forste, den Eneste og Sidste, der har hørt, gjentager jeg, hvad jeg før
sagde: at mine Triumfer kun indeholde en sørgelig Lære for Andre.«
»Men hvori bestod da Umuligheden i, at 1 og eders Gjenstand kunde mødes?«
»I kan selv bedst bedømme det, Karen Kaas! det var Eder, jeg mente, det
er Eder, jeg elsker saa varmt, saa dybt og inderligt, som en Mand nogensinde har
elsket en Kvinde.«
Karens Ansigt blev ligblegt, men Svend saae det ikke, han vovede ikke at
hæve sine Øjne op til hende.
»1 skal ikke blive bange,« tilføjede han lidt efter med den samme lave, under-
trykte og skjælvende Stemme. »1 lovede mig nylig at ville forstaa mig, og I vil let
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
