Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454
DRONNINGENS VAGTMESTER.
standen imellem os; naar I er borte, vil jeg erindre den igjen. Og ligesom disse to
Dage, jeg nu har tilbragt i eders Selskab, indeslutte mit Livs lykkeligste Øjeblikke,
saaledes tænker jeg ogsaa, at de siden skulle lære mig at savne og forsage.«
Der laa en saa dyb og sørgmodig Resignation i hans Ord, i det ubeskrive-
ligt bløde Organ, hvormed de fremsagdes, at Karen rørt og bevæget bøjede sig over
mod ham og hviskede:
»Der vil aldrig blive tildelt Eder større Byrde, end 1 har Kraft til at bære.
Men hvis det alligevel skulde være Tilfældet, Svend Gjonge! saa lad os To hjælpe
hinanden, dersom I tør vove at modtage en Hjælp, saa svag og ringe som min.«
Med disse Ord rakte Karen ham sin Haand. Idet Svend hævede sit Hoved,
overrasket, blændet og kun med Møje undertrykkende det Skrig, der trængte sig frem
fra hans Bryst, saae han, at hun græd, men ogsaa hans egne Øjne vare vaade som
hendes, han begreb, at Lykken har sine Taarer ligesaa vel som Smerten, at de flyde
fra den samme Kilde, maaske fordi enhver Lykke gjemmer en lønlig Smerte.
En lang og uafbrudt Tavshed fandt Sted, medens de rede ved hinandens Side.
Skoven blev mere aaben, Issefjordens spejlglatte Vande viste sig i nogen Afstand
udenfor Træerne. Den nedgaaende Sol kastede et stærkt, mørkerødt Skær hen over
Søen. Alt var stille og fredeligt i Nærheden.
Da de igjen talte, sank deres Stemmer ned til en sagte Hvisken, et Sprog,
der fra Skabelsens Tid har været det samme under en evig vekslende og forskjellig
Form. Det var Bønner og Løfter, Forsikringer og Tak, der strømmede fra Begges
Læber, ligesom Blomsterne i Myten strømmede fra Morgenrødens Klædebon, og hvori
Blik og Smil førte et ligesaa veltalende og endnu mere forjættende Sprog end Læben.
Under dette Optrin mellem Svend og Karen fandt i nogle faa Skridts Afstand
en anden ikke mindre vigtig Begivenhed Sted mellem Junkeren og Fru Elsebeth, der
ogsaa syntes at give eller forjætte Lykke, thi Ruds blege Ansigt antog et triumferende
Smil, medens han bøjede sig over mod den gamle Dame, greb hendes fremstrakte
Haand og kyssede den. Lidt efter red han hen til Svend og afbrød en Samtale for
at begynde en anden, der næppe besad den samme Interesse, idetmindste ikke for
Svend og Karen.
En Time senere befandt Flygtningene sig hos Fru Ingeborg Krabbe paa Rygaard.
Svend red ned til Stranden og satte en tændt Lygte op i Gavlen paa Færgestedet,
det aftalte Tegn til at sende en Baad fra Skibet. Baaden var allerede kommen og
syntes at vente paa ham. Da han gik ned til Broen, som førte ud fra den flade
Strand, hørte han Stemmer i Nærheden og traadte om bag en Træstabel for at lytte’.
Han saae to Mænd standse i nogle Skridts Afstand fra Stedet, hvor han stod. Den
Ene sagde:
»Nu har Du jo forstaaet alt, Skipper Bagge?«
»Til Punkt og Prikke, naadige Herre!« svarede den Anden. »Eders Ærinde
skal blive besørget.«
»Du melder Dig hos Majestæten, saa snart Du lykkelig og vel er kommen
op til Kjøbenhavn, og siger, at en Adelsmand sender ham disse Vine og Levnets-
midler fra en af sine Venner. Spørger han 0111 mit Navn, saa nævner Du det ikke.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
