Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
459
Et almindeligt Udbrud af Overraskelse ledsagede disse Ord. Damerne rejste
sig fra deres Sæder for at lykønske Fru Elsebeth. Kredsen blev stedse større og
tættere.
Karen stod som forstenet i det første Øjeblik efter Moderens Ord, en forfærde-
lig Angst prægede sig i hendes dødblege Træk. Alles Blik rettede sig mod hende.
Pludseligt hævede hun sit Hoved og traadte et Skridt tilbage fra Rud, som havde
nærmet sig. Af den nylig saa undselige Skikkelse var ikke et Spor tilbage, idet hun
udbrød:
»Hvis min kjære Moder tilforn havde værdiget at meddele mig denne Bestem-
melse, vilde hun have sparet mig for den ydmygende Erklæring, jeg nu maa gjøre.«
»Karen!« udbrød Fru Elsebeth.
Moderens haarde og truende Stemme øvede ikke længer nogen Virkning.
Hun vedblev:
»Denne Forbindelse mellem Junker Rud og mig er en Umulighed.«
»En Umulighed! — hvad siger Du, ulyksalige Barn!«
»Ja, min naadige Moder, en Umulighed. Jeg føler megen Agtelse og megen
Hengivenhed for min Fætter, men jeg føler ikke Kjærlighed for ham. — Jeg elsker
allerede en Anden.«
Disse Ord, der bleve udtalte med en klar og tydelig Røst, hørtes under den
fuldstændige Tavshed, som herskede i Salen, og gjorde en forbavsende Virkning. Fru
Elsebeth rødmede, hendes Øjne funklede af Vrede, idet hun gjentog:
»Du elsker en Anden og vover at tilstaa det.«
»Ja, siden man tvinger mig dertil.«
»Og hvem er denne Anden,« spurgte Rud, »hvis Lykke jeg har saa megen
Grund til at misunde?«
»Det er mig,« svarede en dyb og rolig Stemme, og Svend traadte hen til
Stedet, hvor Karen stod. Karen rakte ham sin Haand, Svend beholdt den i sin,
medens han kastede sit Blik omkring i Kredsen.
Fru Elsebeth brast i Latter, en kold og tvungen Latter, der kun slet skjulte
den Ydmygelse, hun følte. Hun fæstede et maalende og foragteligt Blik paa Svend,
derpaa vendte hun sig mod Karen og udbrød:
»Gaa paa dit Værelse, mit stakkels, ulykkelige Barn! Du befinder Dig ikke
vel, — dit blege Ansigt vidner derom. — Du veed ikke, hvad Du selv siger.«
Hun lagde sin Haand paa Karens Arm, haardt og heftigt, og ledte hende til
Døren. Karen vendte sig, hun overskuede fra Stedet, hvor hun stod, endnu engang
det hele Selskab, hendes Øjne mødte kun kolde, ligegyldige eller spottende Ansigter.
Derpaa forsvandt hun, med Døden og Fortvivlelsen i Hjertet. De Nærmeststaaende
hviskede og stirrede paa hverandre eller paa Rud, der stod lænet op til Kaminen,
lidt blegere end sædvanligt, men med et Skin af ydre Ro over sit Væsen; medens
Fru Elsebeth førte Karen til Døren, havde han vendt sig mod Svend og ytret:
»Min Hr. Kaptajn! Efter det, som nylig er passeret, indser I vist, at I gjør
rigtigst i at forlade Selskabet.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
