Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
473
med mit Søm. Jeg siger iaften, hvad jeg saa tidt har sagt: I staar eders egen Lykke
ivejen, I stakkels, gamle Enke! som næppe har saa meget, at I kan spise Eder mæt.«
Mette grublede, Kulsoens Forsikringer og især den sidste Beklagelse gjorde
et synligt Indtryk paa hende.
»Hvordan skulle vi da kunne faa fat i Ingers Penge?« spurgte hun lidt efter
uden at slaa sine Øjne op paa Kulsoen.
»Lad mig om det, der er ingenting lettere.«
»Ja, jeg forstaar nok, hvad I mener, men jeg har sagt Jer det en Gang, jeg
vil ikke gjøre hende Fortræd. Hun har kanske ikke saa længe tilbage; det er ynke-
ligt at se, hvordan hun gaar og falder af Dag for Dag.«
»Ja vist! og naar den Stakkel dør, skikke de Bud efter hendes Tøj, saa
kunne vi skyde en hvid Pind efter vor Rigdom. Det kan ogsaa nok hænde sig, at
her en Dag uforvarende kommer en svensk Kommando ned til os, undersøger Huset,
bryder Ingers Kiste op og tager, hvad der findes. — Jeg har lagt mine Kort op, og
hver evige Gang slog det til, at hun skal fare hen, og at vi skulle faa noget godt
efter hende. Man bør ikke sætte sig op mod Skjæbnens Bestemmelse.«
»Nej, det er vist nok.«
»Jeg har Kortene hos mig, vi kunne gjøre det igjen.«
»Ja, lad os det, jeg gad dog nok set, om det ogsaa virkelig skulde være
Vorherres Villie.«
»Men saa komme vi til at tænde Lampen, lille Mette!«
»Aa nej, naar vi trække en Stol her hen til Skorstenen, kunne vi nok hjælpe
os med Lyset fra Ilden.«
Kulsoen tog Kortene frem, imidlertid flyttede den Anden en Stol hen foran
Ildstedet. Flammerne belyste nu disse to indfaldne og rynkede Ansigter, lige afskye-
lige, medens dog Kulsoens fremstillede en mere forhærdet Ondskab. Hun lagde
Kortene op under en uafbrudt Tavshed. Mette sad paa Kanten af Skorstenen, støt-
tende Albuerne paa sine Knæ, hendes Hoved hvilede i Hænderne. Hun fulgte enhver
af Kulsoens Bevægelser med dyb Opmærksomhed. Kortene bleve lagte i den Orden,
som bedst passede til Bodils Hensigt. Da hun tog dem op, holdt hun hvert enkelt
hen for Mette og udbrød omsider triumferende:
»Kan I se, det slaar til. Her kommer Esset, det betyder noget godt, her
har vi en sort Dame, det vil sige, at den Lille skal dø, og her ser I to andre Damer,
til hvem det gode ligger. Den Sorte det er Eder, den røde Dame det er mig.«
»Hvorfor er den Røde Eder? Jeg synes, at det ligesaa godt kan være mig.«
»Fordi jeg har en rød Kaabe paa.«
»Ja, det er mærkværdigt, hvor det slaar til,« svarede Mette, fuldkomment
fyldestgjort ved Bodils Grunde.
»Kan I se, at det er Skjæbnens Bestemmelse, og tror I, at det hjælper at
sætte sig op mod den?«
»Nej, det er vist nok, men jeg kan dog umuligt gjøre den stakkels Pige
noget ondt.«
Carit Ktlar: Dronningens Vagtmester. 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
