Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
DRONNINGENS VAGTMESTER.
Bønner tiltog, et svagt Ekko svarede inde fra Klinten. Ib blev staaende, streng, kold
og ubøjelig, og saae omsider sit Offer forsvinde i den aabne Sø. Han havde foldet
sine Hænder, en dyb Alvor hvilede over hans Ansigt. Han bad for den Døde.
Derpaa vendte han tilbage til Huset, til Inger, tog hende med sig paa Hesten
og forsvandt med hende, ligesaa pludseligt som han var kommen.
Nogle Dage senere gjenfinde vi ham i Kjøbenhavn. Det var silde om Aftenen,
da han naaede ind til Byen over Isen. Tre Dage iforvejen havde Stormen fundet
Sted, Karl Gustavs tillidsfulde Mod var bøjet, hans Udsigt til at bringe Danmarks
Krone paa sit Hoved rykket betydeligt tilbage. 1 Svenskernes Lejr herskede der en
usædvanlig Tavshed, inde i Byen havde den almindelige Glædesrus endnu ikke lagt
sig, man jublede og sang i Gaderne. Alle disse Mennesker havde lidt under den
fælles Ulykke, Enhver havde sin Del i Sejren.
Ib opsøgte Svend og fandt ham i hans Bolig. Gjøngehøvdingen havde del-
taget i Kampen og var bleven saaret i Skulderen. Det var for mørkt i Værelset, til
at Ib kunde bemærke den skrækkelige Forandring, der under hans Fraværelse var
foregaaet i Svends Ydre. Han sad i en Krog ved Kaminen, stille og sammenbøjet,
og svarede kun kort og utydeligt paa Vagtmesterens Spørgsmaal.
i Du er saa tavs iaften,« udbrød Ib efter at have fortalt alt, hvad der stod i
Forbindelse med Ingers Redning. »Hvorledes er det gaaet Dig i den Tid, jeg har
været borte?«
»Godt!« svarede Svend.
Ib fattede den trøstesløse Tone i dette Svar og rykkede Sagen nærmere.
»Og Karen Elsebeths?« spurgte han lidt efter.
»Hun er gift med sin Fætter, Junker Rud!«
»Aa, Herre Gud, lille Broder! er det saadan fat med Dig,« svarede Ib dybt
bevæget og slyngede sin Arm om Svends Hals. Svend skjulte sit Hoved ved hans
Bryst, Ib følte den heftige Skjælven, som gjennemfoer hans Legeme.
Da Svend atter hævede Hovedet, læste Vagtmesteren i hans Blik mere af det
menneskelige Hjertes gaadefulde Historie, dets Lidelser og Smerte, end noget Sprog
vilde være istand til at udtrykke. Svend vedblev længe at tie, han var gaaet hen
til Vinduet og støttede Hovedet imod Posten, medens han stirrede ud af Ruden.
Vejret var mørkt, det var Nat over hans Hoved, ligesom det var Nat i hans Hjerte;
men Guds Fred, som hvilede over Natten, kjendte han ikke.
Efter Krigens Ophør levede Svend nede paa Lundbygaard, ensom og inde-
sluttet i sig selv. Hans Spaadom hin Aften var gaaet i Opfyldelse. Han var bleven
glemt og fortrængt. Andre havde indtaget hans Plads, Andre høstede Fordele af de
Kampe, han havde vundet. Det eneste, der undertiden kunde adsprede hans mørke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
