Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
Endelig, igjennem det Nye, Særegne, Mæg-
tige, Bedøvende, naaer man til en stor, grøn
Park, og fra Omnibussens Tag seer man Glas-
paladsets Kuppel tindre over Parkens Træer.
Endnu nogle Øjeblikke, og vi ere i en Slags
Stilhed, Storheden, der frembyder sig for Øjet,
bringer Øret til ikke at høre, og som Millioner
Forgængere glide vi nu ind for at beundre. Det
har noget Ubehageligt ved sig, at man egenlig
kommer ligesom med et Skilt paa Ryggen, hvor-
paa staaer skrevet: Ny Udstillings- Beundrer.
Jeg tilstaaer idetmindste, at jeg havde denne
Følelse og gik ganske undselig forbi de vagt-
havende Politibetjente.
Her vil jeg standse lidt og trække Vejret
og tage Mod til mig. — Jeg velsigner Himmel
og Jord, fordi jeg er kommen til London. Det
var det, jeg egenlig vilde sige, da jeg begyndte
Brevet.
Der var en stor Mængde Mennesker ved Ind-
gangen, og da jeg ikke kan lide Trængsel, blev jeg
staaende for at lade Mængden løbe af; men her
i London er Mængden en evindelig Strøm lige-
som Oceanets Flod, der iler ud af Gudens om-
styrtede Urne. Jeg maatte altsaa tilsidst fremad
=
II. (2)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
