Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3560
Vejen. Man kan ikke tænke sig noget mere
talende Sindbillede paa Østerrigernes vanskelige
Stillmg her end denne mægtige Aabning, denne
brede Vej, der stadig synes at hilse fra Erobreren:
Jeg gaaer bort, men vender fyrgterlig tilbage.
Min Kuffert var gaaet itu, og jeg tænkte,
det var bedst, selv at gaa med til Sadelmageren
og faa en Passiar. Da jeg hørte ham fra en
Bagstue sige med sin vældige Bas: , Giv mig
min Hammer!", kunde jeg troet, at Gud Thor
vilde vise sig. Hvo véd? Han kunde jo i sin
Tid være draget bort med Langbarderne og
have skjult sig her, til Tidens Fylde kom, mellem
de lombardiske Vaabensmede og andre haand-
faste Mænd. Men da jeg saa, Mandens runde An-
sigt og lille, fyldige Krop, begreb jeg nok, at
han ikke med sin Hammer vilde slaa Dale i
Bjergene. Jeg begyndte at tale om det smukke,
tidlige Foraar, og han sagde efter nogen Til-
bageholdenhed: ,,Hvad nytter det? Her kommer
jo ingen Fremmede! Alt ligger stille! Intet at
fortjene!” — Jeg svarede: ,I har vel Grund til
Klage, Mester; det er jo Eder selv, der jage de
Fremmede bort ’ved at gjøre Uro.” — Han saa
vredt op og udbrød: ,,Mig? Os? Tal ikke saa-
dan, min gode Herre! De, som gjøre Uro, ere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
