Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjergene i Vest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fattig til at ha lys, men med en stabel
sankthans-ormer foran sig paa bordet. De gløder endnu i
græsset langs stien, det skjönne evighetsskjær av et
hjertes brændende vers.
Saa morkner veien ind under en port, og mellem to
høie murer svinger dtn langsomt op fjeldsiden.
Templet, vort tempel, er naadd.
Karavanen hiir igjen derute, mens vi stiger ind, I
den første forgaarden staar abbeden og tar imot os,
og mumler sin velsignelse over de veifarende, Hans
ansikt er vissent av ælde, og mildt av de mange aar.
Over ham bruser blæsten gjennem en vældig gink?
gokrone, templets hellige træ; en hymne gjennctn
aartusener . . . Med en lykt i haanden fører han os
op den brede trappen til guddommen.
Et rokelsesduftende, emment mørke strømmer
imøte, men hist og her brænder et hfijit lys inde i det
øde rum. Og næsten i gru ser vi en vældig Buddha
skumre mot os — et krumt, tilfreds smil, en
fuldbyrdet sanselighet glinser fra ansikt og lemmer, det er
livsfylden, kraftens dorske og grumme evighet som
spotter os i denne mættede og umættelige.
Er ikke Buddha mildhetens og fredens gud?
Men slik er ikke hans ansikt. Ikke én, men to maa
stupe ned i mørket foran dette smil, det maa dyrkes
med skamløse, vilde ord, med læber og legemer som
ikke kan læskes, indtil de begge, manden og kvinden,
synker ned i hans favn, det susende, døde Nirvana.
Og deres sluknede sanser skal stige op og nære hans
haanlige bronzclattcr ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
