Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SELBU KIRKE
blev stadig forstyrret av Tufter og andre underjordiske. Man tok da
en Hest og lot den gaa dit den vilde, indtil den stanset ved Nesta,
hvor saa Kirken blev lagt. Især har Folkefantasien været optat av
en Gygre, som skal ha hat sit Tilhold oppe i Fjeldhammeren. Efter
Sagnet sat hun der og bakte, da Kirkeklokken første Gang lød ut
over Bygden. Ved de hellige Toner blev hun saa arrig, at hun
formelig gik Bersærkergang for at ødelægge Kirken. Alle sine Redskaper,
spaddo (Spaden), knaddu (Knaden), Kjævle og bakstføla kastet hun
efter den, men forgjeves. Allesammen faldt de ned uten at ramme
og blev forvandlet til Sten. Tilslut tok Sinne hende, saa hun styrtet
sig utfor Fjeldet, men naadde heller ikke frem. I Jorden hvor hun
drattet ned blev et stort Hul, som kaldes „Put’n" fordi hun i samme
Øieblik skal ha sagt „put".
Traditionen melder ogsaa, at Selbu før den sorte Død skal ha
været en tæt bebygget Bygd og eiet hele 7 Kirker. Men hvor de
stod kan nu ikke paavises uten for en enkelts vedkommende, som
skal ha staat paa Bjørdalen ved Bjørsjøen. Og om den vet Sagnet
at berette, at den blev bygget av en Høvding ved Navn Staal, som
var saa rik og mægtig, at han skaltet og valtet med Kirken og dens
Prester efter eget Godtykke, hvorfor der stod særlig Respekt av ham.
Der fortælles saaledes, at han forlangte, at Klokkene f Bjørdalskirken
skulde lyde hver Gang han passerte den og at der om Søndagen
ikke maatte ringes sammen inden hans Ankomst. Men engang hadde
han drøiet saa længe med at indfinde sig, at Gudstjenesten var
begyndt. For at stille hans Vrede skal da baade Prest og Ringer ha
maattet paa sine Knæ be om Tilgivelse.
Ved „Svartedauen" skal efter Beretningen den befolkede Bygd
være lagt øde. Derfra skriver sig et baade naivt og fuldstændig
grundløst Folkesagn om Selbunavnets Oprindelse. Efter det skal en
Finn være kommet vandrende med en Jente til det temmelig utdøde
Sted. Ved Synet av den vakre Bygd skal Finnen ha utbrutt: „Her
vil jeg selv bo!" hvorefter Navnet blev Selbo.
Selbyggene har Ord for at ha været et temmelig fyrrig og vildt
Folkefærd, hvad der i ældgamle Tider særlig ga sig Utslag i vilde
Hestekamper, hvorav der endnu findes svake Levninger om Høsten i
den saakaldte „Gumhelg", som holdes, naar Grøden er kommet i Hus.
Til Bygden og Kirken knytter sig adskillige historiske
Begivenheter. Især har begge i fordums Dager været hjemsøkt av Overfald
fra Sverige. Under Syvaarskrigen oversvømmet i 1564 et Korps Selbu,
hvor de brændte mange Gaarder og gjorde Angrep paa selve Kirken.
Takket være dens sterke Taarn, som ved Skytehuller oppe i Muren
127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
