Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Langt inde stanser en lang stripe av graa sten
havet.
«M ignon» gaar endnu langs den norske
kyst. Der blinker et par lys derinde, bittesmaa
gule gnister i skumringen. Underlig at et slikt
fjernt lite bluss, som tapes herute i blæstens
vældige, aapne rum, er en lampe inde i et
værelse, hvor en mand læser sin avis og barnene
leker. Inde paa veiene gaar kanske mennesker
mellem den brune lyng og speider utover havet:
Gaar baaten derute østover, spør en. — Nei du
kan vel se den stikker tilsjøs, svarer en anden.
Den er bare en bekyrendes liten prik,
undskylder den første sig.
Det er «Mignon» de taler om, der hvor
Benjamin staar ved rækken og stirrer ut i kvelden.
Hans første dag er bragt tilende, fuld av
forvirring og larm. Winchene klapret, trossene
raslet, skibet gled ut fra land, luker blev
skalket, dækket spylet og han løp omkring og var
iveien overalt.
Nu er han fri en deilig mængde med timer,
helt til klokken syv imorgen tidlig.
Sivert hænger ved siden av ham og ser
fortapt mot land. Ingen av dem taler, deres sind
er fyldt av farvellets fine og ømme vemod.
Sivert bryter stilheten med et langt suk.
— Jaja, saa begynder vi for denne gangen!
Gad vite hvor ofte jeg skal hænge slik ved
rækken og se indover mot Norge. Det er rart
hvorledes Gud har indrettet det: hjemme længter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
