Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bestandig videre paa sin blinde gang,
uavvendelig som skjæbnen. Solen stiger og synker,
stjernene fødes og dør, men skibet gaar videre
med tunge, jevne stempelslag, uten at kunne
beseire den evige kreds av himmel og hav.
Ingen tror for ramme alvor at de nogensinde
skal komme til land mer. Ja Benjamin tror
knapt nok at han nogensinde faar komme op
fra lasterummet. I begyndelsen var det lettere,
da var der tre sikre maater de kunde stikke op
og lure han av paa. De kunde drikke vand, eller
træde av, eller knække rustpikken. Næsten
altid fløi der en mand op eller ned leideren paa
egne eller naturens vegne. Tørsten plaget dem
overhændig, naturen var ustanselig over dem
og hammerskaftene knakk som fyrstikker. Men
nu hadde den helviten til baatsen fundet paa at
fylde kaffekjelen med vand og ta den ned med
om morgningen, saa nu fik de ikke lov til at være
tørst engang ombord paa denne drittskuten!
Og nye hammerskafter blev bragt ned i rummet
fra tømmermandssjappen, ikke engang den
glæden skulde de faa ha. Saa var det bare
naturen igjen, men selv den kunde ikke blodsuerne
la være if red.
De kunde ha det saa koselig der forut, fire
mand paa rad og række, cigarettene blev fundet
frem, og ti minutter er vel ikke nogen tid? En
tung tobakssky veltet sig ut gjenem alle
aapnin-ger dagen lang. Men en dag var der blit slut paa
det og. Anton var kommet op fra dørken og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
