Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Underlig at mennesker som ser hele sin dag
foran sig, gidder at leve den. Det er da mer end
nok at se den, at vite av den. Men et dyriskt
sløvt instinkt bøier os hver dag under aaget, og
vi gaar og gaar til vore dages ende «for at holde
maskineriet igang».
Vi staar hver ved vort hjul og sliter og
svetter og holder det igang, larmen hyler utover
kloden til vi er trætte indtil døden, saa synker
vi ned og nye hænder griper graadig efter
hjulene og sveiver videre som gale, bestandig
videre, men hvorfor?
Og triumferende vil de svare alle som én: vi
holder maskineriet igang.
Ringen er sluttet, daarskaben fuldkommen.
Hei, for et urverk av skjæbner som tikker og
snurrer til ingen verdens nytte, og er saa
livende ræd for at gaa istaa. Men menneskene
spiser og sover sig kræfter til for at klare sin
vakt, paa Mignon som overalt.
Hver dag er en evighet. Fra frokost til kveld
er en avstand Benjamin ikke fatter.
Middagshvilen lyser som et forjættet land som bare kan
naas efter firti aar i ørkenen. Han øiner hvilen
foran sig i synsk klarhet, men allikevel er han
dømt til at sitte og pikke sig fremover gjennem
den træge tid.
Hvad maa ikke jødene ha lidt, som trasket
omkring i den brændende sol under tunge
byrder mens de trætte føtter gled i den løse sand.
De saa sit land nær ved, deres tanker krummet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
