Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ruffen blir ham for trang, han maa ut og
maale sin motstander, sjøen. Sivert ruslen ut
med ham.
I gangen stanser de et øieblik utenfor
fyrbøterne. Oppe i køien har Gustav reist sfg op paa
armen, de skimter saavidt ansigtet i det svake
lys som siver ind ventilen.
— Joan er død, sier han, Slaskejens er død,
Kristian fik en sieis i hoften, alle er døde som
har vært ombord. Og Anton han var saa snil,
saa grei, rigtig en staskar var han ....
Men nu er der andre ting som fylder
Benjamin: mænd som ikke slaar sig ihjel, mænd som
dør.
Ute har regnen git sig, himlen har igjen brust
op og kveldsolen falder over dækket. Men
pludselig slukker den i havet og tropenes dype natt
ruller ned som en gardin. Stjernene funkler frem,
de staar tæt i tæt oppe i den sorte kuppel. Bn
usigelig mild blæst svulmer gjennem rummet.
De driver en stund paa dækket. Maskinen
banker med en bløt og venlig larm etsteds inde
i mørket. Lanternenes rø og grønne lys blusser
under de hvite stjerner, og morilden seiler i
blekgyldne funker langs skutesiden. Av og til
dunker en bitteliten lyd mot dækket, en
flyvefisk har sprunget efter lysene.
Pludselig sier Sivert noget, uendelig
langsomt og grundende. Det er vel natten og
passaten som har bragt tanken hen paa de evige
ting. Og dette er hans ord:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
