Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
31
Han har vel gudskelov klør paa. labberne og
horn i panden ?
Uden tvil ! men han har hue paa hove
det og handsker paa hænderne, saa det er Iffliu
ligt at kjende ham. Han svirede og drak . . . .
Tilsidst havde han drukket op alt, hvad han
eiede. Værtshusholderen havde længe til tab
for sig selv givet ham kredit, indtil han endelig
maatte nægte ham den. . Djævelen blev da nødt
til at afhænde sin røde kaftan for en trediedel
af værdien til en jøde, der holdt skjænkebod
paa markedet Sorotsjinetz. Han pantsatte den
til ham med de ord :
— Pas godt paa den, jøde! Jeg kommer
igjen om et aar fra klag og henter den. Pas
godt paa den ! Og derpaa forsvandt han med et.
Jøden undersøgte kaftanen nøie. Tøiet var af
saa god kvalitet, at man ikke engang i Miregorod
vilde have faaet det bedre. Den røde farve flam
mede som ild, og det var umuligt at rive sine
øine bort fra kaftanen. Jøden blev kjed af at
vente paa forfaldstiden. Han kløede sig bag
øret og solgte den ved leilighed for fem guld
stykker. Men en aften træder en mand ind til
ham. — Godaften jøde, giv mig min kaftan !
Jøden kjendte ham i begyndelsen ikke igjen ;
men da han endelig var kommen efter, hvem det
var, paastod han, at han aldrig havde haft noget
med ham at gjøre. — Hvilken kaftan? Jeg har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
