Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
Det er mere rart at gå i domen silde
og se, hvor dagens sidste glød forvandler
de spidse vindvers sir af guld og purpur
som til en flig af Herrens egen kjortel,
end at spise ærkebispens vildt og døje
hans vid. Men heldigvis er fasten nær;
hvem der har lyst, kan finde mig i Pieven;
og ialfald én tro gør jeg nu til min:
aldrig at skrive kanzonmetter mer.«
Så, næste uge, talte min beskytter
med uvant barskhed: »Unge mand! er det muligt?
Nu, du har lovet liflig frugt sålænge,
forsømmer du grevinden — ung og gammel —
og går og driver dagen hen i kirken.
Blir du mon molinist?« — Jeg svared rap:
»Sæt, jeg blev kristen, herre. Det kan hændes.
Nej, sagen er, jeg har en uro i mig,
er hårdt forfulgt og trængt af nye tanker;
Arezzo er kun en ringe verden; — paven
er mærkelig, påstår man, — en præst, som tænker.
I kaldte Rom min havn: jeg går til Rom,
vil leve ene, som man gør i mængden,
og se mig lidt i hjærtet.« — »Efter fasten,«
lod jeg venner vide — »rejser jeg til Rom.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
