Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
me
Da vi standsed ved Foligno, var det mørkt.
Posthusets folk kom ud med lys. »Imorgen
ved denne tid,« sa” kusken, »dersom bare
de hellige hjælper, friske heste fås,
og ingen røver hindrer, nåer vi Rom.«
Jeg ivred: »Hvorfor én nats træthed til?
Lyd mig! stå af og søg lidt hvile her!
Vi er redded”, fri for fare; sov en smule,
én time blot; jeg våger, holder vagt
i døren der.«< Da visned hendes åsyn,
og smærten voxed atter ud om munden,
og øjets matte ild fik brand som dåens,
når dødsens-træt i krattets dyb den føler
jægerens spyd, der leder. »Ikke standse!«
skreg hun som dåen skriger, »frem, til Rom!
hvis ikke I er angst — og det er umuligt!«
Vi kørte til den hele nat; mod morgen
blev hun urolig, rastløs, jamred sagte
og talte vildd — i drømme sitred brynet —
og en gang trued hun og vifted noget
langt fra sig, vågen: »Aldrig mer hos dig!
Min sjæl er min, mit legem er min sjæls!
Du og jeg er skilt for alle tider,
med sjæl og legem: gå, gå bort!« — Men jeg:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
