Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Det atlantiske Hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Ellevte Kapitei.
Det atlantifke Hav.
Ombu’en havde i to Timer drevet afsted paa den
uhyre Sø, uden at naa fast Land. De fortærende
Flammer var lidt efter lidt slukkede. Hovedfaren ved
denne frygtelige Fart var overstaaet. Majoren bemærkede
i den roligste Tone af Verden, at det ikke skulde undre
ham, om man slap lykkelig fra det Hele.
Strømmen var stedse den samme, fra Sydveft til
Nordost. Der var igjen indtraadt et fuldstændigt Mørke,
som kun af og til oplystes af et forsinketLl)n, og Paganel
saae sig forgjæves— om efter et eller andet Mærketegn
paa Horizonten. Uvejret nærmede sig fin Ende; iStedet
for den rigelige Regn traadte nn en let Taage, som
Vinden hurtig spredte; de tykke Skymasser skiltes og foer
forvirret afsted hojt oppe i de øvre Luftlag
Ombu’en sejlede videre med rivende Hurtighed; den
gled ned ad Strømmen med forbausende Fart, fom
om den dreves frem af en mægtig Skrue. Saaledes
kunde den vel sejle hele Dage afsted. Henimod Klokken
Tre om Morgenen tidlig bemærkede Majoren, at den
undertiden rørte ved Bunden. Tom Austin anstillede
Undersøgelser med en lang, afskaaretGren, og overbeviste
sig om, at Bunden lidt efter hojnede fig. Tyve Minutter
senere stødte Fartojet virkelig paa Grund, Ombn’en
stod fast.
— Land! Land! raabte Paganel med sine Lungers
fulde Kraft.
Enden af de forknllede Grene var stødt imod en
Forhojning i Jordsmonnet. Aldrig har Skibsfolk været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
