Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Det atlantiske Hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Disse Ræsonnementer kunde dog ikke berolige Gle-
narvan.
»Laird«’en af Maleolin-Caftle tænkte med levende
.. Uro paa, at det Dyrebareste, han havde, befandt sig om-
bord paa Dunean. Han vandrede rastlos op og ned paa
den øde Strandbred og spejdede og lyttede uophørlig;
undertiden troede han endogsaa at bemærke- et ubestemt
Skjær ude- paa Havet.
— Jeg tager ikke fejl, sagde han ved sig selv, jeg
har seet en Skibslanterne, Dunean’s Lanterne. Ak, hvor-
for kan mit Blik dog ikke gjennemtrænge dette Morkel
Da kom han pludselig paa en Tanke; Paganel paa-
stod, at han kunde see om Natten; det var en Udvei;
han gik altsaa hen for at vække ham.
Den Lærde sov i sit Muldvarpehul, da pludselig
Glenarvan’s kraftige Arm trak ham ud af hans sandede Leie.
— Hvem der? raabte han.
— Det er mig, Paganel.
— Hvem? De?
— Glenarvau. Kom, jeg har Brug for Deres Øjne.
— Mine Øjne? svarede Paganel, ganske søvndrukken.
— Ja vel, Deres Øine; med dem skal De se, om
det ikke er Duncan, der ligger derude paa Søen. Kom,
stynd Dem!
Paganel bandede ikke saa lidt, men i Grunden var
han dog glad over at kunne være Glenarvan til Nytte.
Han stod altsaa op, rystede sine stivnede Lemmer
og fulgte sin Ven ned til Bredden.
Glenarvan bad ham spejde nd mod Havets mørke
Horizont. Dette Hverv udførte Paganel ogsaa samvittig-
hedsfuldt i nogle Minutter
—— Naa, kan De fe Noget? spurgte Glenarvan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
