- Project Runeberg -  Grundtvig: salmer i udvalg
Author: N. F. S. Grundtvig - Tema: Christian Literature, Danish Literature
| Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Grundtvig: salmer i udvalg

A collection of hymns by Nicolai Frederik Severin Grundtvig. Electronic edition by Birger Langkjer through Project Runeberg.

Contents:


(IV/224)

ALT HVAD SOM FUGLEVINGER FIK

Lovsang

1. Alt hvad som Fuglevinger fik,
Alt hvad som efter Fugle-Skik
Med Sanglyd drager Aande,
Lovsynge Gud, for Han er god,
Og i sin Naade raader Bod
Paa Støvets Vee og Vaande!

2. Min Sjæl, du har af alt paa Jord
I Tanken og din Tunges Ord
De allerbedste Vinger,
Og friest er dit Aandefang,
Naar dybt du drager det i Sang,
Saa højt i Sky det klinger.

3. Hvad er vel og paa Jorderig,
Der sammenlignes kan med dig
I Trangen til Guds Naade?
Og det var dig, den ledte om,
Da med Vorherre hid den kom
Paa underligste Maade.

4. Saa vaagn da op, min Sjæl, bryd ud
Med Lovsangs røst og priis din Gud,
Din Skaber og Gienløser,
Som saae til os i Naade ned,
Og over os sin Kiærlighed
Med Trøsteren udøser!

5. Og siig det til hver Fugl paa Jord,
Og sug til alle Engle-Kor,
Hvis Sang livsaligst klinger,
At du med dem i Væddestrid
Vil prise Gud til evig Tid
For Aande, Røst og Vinger!


(II/92)

APOSTLERNE SAD I JERUSALEM

1. Apostlerne sad i Jerusalem
Og bied paa Herrens Time,
For Øren da brat det ringed dem,
Som tusinde Klokker kime.

2. Det Rørde dem alle saa underlig
Det var ikke før oplevet,
Der taldes om dem i Himmerig,
Der blev deres Navne skrevet.

3. Der taldes om dem, som Livets Ord
Nu skulde med Kraft forkynde,
Om Himmel-Glæden ved Herrens Bord,
Som skulde paa Jord begynde.

4. Gud-Fader, Han sagde: er det ei Nok
Til Fred og Fryd dernede,
Jeg sender din Kirke en Engleflok
At synge med Folk og bede!

5. Vor Frelser, Han svared: Du veed det bedst,
Hvorfor jeg paa Korset døde,
Det var for en glædelig Pindsefest,
Saa Hjerter og Tunger gløde!

6. Gud-Fader, Han sagde: velan, min søn!
Skal Hjertet for Himlen brænde,
Livsaanden, som luer hos os iløn,
Maa Ilden paa Jord optænde;

7. Den Aand, som nu kun er min og din,
Vi maae da med Smaafolk dele,
Og skiænke dem lidt af den søde Vin,
Som fryder os i det Hele!

8. Da Hørdes paa Sion der Sus og Brus,
Det Bølgede som et Lagen,
Med Kraft fra det Høie det lave Huus
Opfyldtes paa Pindsedagen!

9. Da saaes der Tunger som Ild og Glød,
Guds Venner de fløi i Munden,
Paa alle Folks Tunger Guds Ord gienlød,
Mangfoldig, men eens i Grunden.

10. Saa tændtes paa Jorden det Lys fra Gud,
Der haver som Solen straalet,
Hvor levende Røster Guds Julebud
Forkyndte paa Modersmaalet.

11. Og har vi til nu paa det store Ord
Som Børnene smaa kun stammet,
Af Himmelens Ild, som kom til Jord,
Vi har dog en Gnist annammet.

12. Den Gnist, den ulmer hos os endnu,
Opblusser og i Guds Time,
Saa gladelig rinder det os ihu,
At Himmerigs Klokker kime!


(IV/95)

AT SIGE VERDEN RET FARVEL

1. At sige Verden ret Farvel,
I Livets Gry og Livets Kveld
Er lige tungt at nemme,
Det lærdes aldrig her paa Jord,
Var, Jesus! ei du i dit Ord
Hos os, som du er hjemme!

2. Hvor tit hos dig end Trøst jeg fandt,
Naar Hjertet skjalv og Graaden randt,
Og Verdens Bølger bruste,
Ved Støvet hænger dog min Sjæl,
Og Slangen bider i min Hæl,
Skjøndt du dens Hoved knuste!

3. O Jesus, Herre, Broder sød!
Du kiender bedst den bittre Død,
Du har den overvundet;
Vor Skabning grant og kiender du,
Veed godt, vi alle seer med Gru
Vort Timeglas udrundet!

4. O, kom du, som engang jeg veed,
Du i din Faders Herlighed
Skal klart dig aabenbare;
Var det i Gry, var det i Kveld,
Jeg skymlte mig, med kort Farvel,
I Sky til dig at fare!

5. Men kommer Døden førend du,
Kom da iløn, og kom ihu,
Hvor mørkt der er i Graven!
Omstraal mig, saa jeg glemmer den!
Salv Øiet paa din syge Ven,
Saa jeg kan see Guds-Haven!

6. Kom i den sidste Nattevagt,
I en af mine Kiæres Dragt,
Og sæt dig ved min Side!
Og tal med mig, som Ven med Ven,
Om, hvor vi snart skal sees igien,
Og glemme al vor Kvide!

7. Kom, som du vil! jeg veed det vist,
Du selv har sagt, at her og hist
Du kiendes vil paa røsten;
Den Røst, hvorved, trods Verdens Larm,
Os Hjertet brænde kan i Barm,
Og smelte hen i Trøsten!

8. O lad mig, i min sidste Stund,
Det høre af din egen Mund,
Som Aand og Liv kan tale,
Hvor rart der er i Himmerig,
Og at du Stol har sat til mig
I dine lyse Sale!

9. Før Døden, med sin Iistap-Haand,
Giør Skiel imellem Støv og Aand,
Bortvifter Hjertets Varme,
Indslumre skal jeg da med Lyst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I dine Frelser-Arme!


(II/77)

BLOMST KAN VISNE FØR SOL NEDGAAER

Jairs Datter

1. Blomst kan visne før Sol nedgaaer,
Udsprunget i MorgenRøden,
Rosensblommen paa tolvte Aar,
Forældrenes Fryd laae for Døden!
Det hændte sig i Kapernaum, hvor Frelseren dvæled!

2. Kirkeværgen i Herrens Stad,
Jairos, var Pigens Fader,
Tit fra Kirke saa hjerteglad
Han gik giennem stille Gader!

3. Nu ved Sengen han sad forgrædt,
Han kunde det godt fornemme,
Døden var i hvert Aandedræt,
Og Jesus han var ikke hjemme!

4. Bud da kom der med Iil fra Havn,
At Jesus var vendt tilbage,
Op han foer da ved Jesu Navn
Og fløi som en Fugl saa fage.

5. Paa sit Ansigt for Herrens Fod
Jairos tilbad i Nøden:
Hjelp i Naade, o Mester god!
Min Eneste ligger for Døden!

6. Folkestimlen var tæt og tvær,
Den brød sig kun lidt om Vaanden,
Seent det gik som til Jordefærd,
Mens Pigen hun opgav Aanden!

7. Snart gik Rygtet fra Mund til Mund,
Ulykker de spørges saa fage,
Jesus siger dog: tro du kun!
Med mig skal slet Ingen forsage!

8. Græde-Kvinder om Baaren stod,
Men vist er hvad Jesus lover,
Stille! siger han, fat kun Mod!
For død er hun ikke, hun sover!

9. Græde-Kvinder i Latter brast,
De Græd kun for Guld det Røde,
Jesus driver dem ud i Hast,
Han lider ei levende døde!

10. Jesus griber den kolde Haand,
Det lyder: sid op, min Pige!
Brat sig reiser med Liv og Aand
Et Rov fra de dødes Rige!

11. Jesus siger: giv Pigen Brød,
Og skiænk hende Viin i Bæger!
Liljen bliver da rosenrød,
Og Hjertet sig vederkvæger!

12. Ord der skal af det Jærtegn gaae
Ustandset i Verden saa vide,
Til af Graven vi selv opstaae
Og juble ved Frelserens Side!
Det hændte sig i Kapernaum, hvor Frelseren dvæled!


(I/132)

BLOMSTRE SOM EN ROSEN-GAARD

1. Blomstre som en Rosen-Gaard
Skal de Øde Vange,
Blomstre i et Gylden-Aar,
Under Fugle-Sange!
Mødes skal i Straale-Dands
Libanons og Karmels Glands,
Sarons Yndigheder!

2. Prises skal fra Strand til Strand
Jordans Øde Slette,
Hæders-Krandse trindt om Land
Skal til den Man flette,
For med Guddoms-Herlighed
Der den Høie daled ned,
Lod sig klart tilsyne.

3. Ryste meer ei noget Knæ!
Lad ei Hænder synke!
Skyde hvert udgaaet Træ!
Glatte sig hver Rynke!
Reise sig det faldne Mod!
Rinde let uroligt Blod!
Frygt og Sorg forsvinde!

4. Herren kommer, Gud med os!
Troen paa Ham bier!
Byde vil Han Fienden Trods,
Som sit Folks Befrier,
Alt betales paa eet Bret:
Fienden skeer sin fulde Ret,
Folket times Naade!

5. Skiæres for den sorte Stær
Skal da Øine mange,
Døve Øren fjern og nær
Høre Fryde-Sange!
Som en Hind da springer Halt,
Stammer, som for maalløs gjaldt,
Løfter klart sin Stemme!

6. Saa i Herrens Helligdom
Esaias spaa'de,
Tiden randt og Dagen kom
Med Guds Lys og Naade,
Ja, med Guds og Davids Søn,
Som giør end i Lys og Løn
Paradis af Ørke!

7. Vidtberømt da gjorde Han
Jordans øde Slette,
End til den vi trindt om Land
Hæders-Krandse flette:
Der vor Gud, i Bad og Bøn,
Fandt sin elskelige Søn,
Favned Ham i Aanden!

8. Da tilgavns fik Blinde Syn,
Stumsne Røst og Mæle,
Springe, fare, kan som Lyn
Nu vanføre Sjæle,
Hvad engang paa Støv blev seet,
Tusindfold i Aand er skeet,
Skeer til Verdens Ende!

9. Ja, vor Frelser og vor Drot,
Jesus, den Eenbaarne,
Alting gjorde nyt og godt,
Selv hos Uomskaarne:
Aand Han blæser i vort Støv,
Lydhør bliver da hver Døv,
Stamihak en Taler!

10. Nys vel syndes Naadens Tid
Paa vor Jord udrundet,
Herrens Aand af Mandevid
Klarlig overvundet;
Trindt i Kirken, hvor Man saae,
Daglig gik en Mund i Staa,
Blev to Øren døve!

11. Mode blev det, trindt paa Jord,
Herren at fornægte,
Og af alle Jesu Ord
Eet kun syndes ægte,
Eet kun lagt i Sandheds Mund,
Ordet: om en liden Stund
Seer Man mig ei længer!

12. Hurtig dog sig vendte Blad,
Slukket er nu Sorgen,
Det i hver en Christen Stad
Aften blev og Morgen,
Medens vi, som tale end,
Troed, tvivled, traf igien
Herrens Aand i Støvet!

13. Ære med vor høie Drot!
Med Hans Aand tillige!
Begge de giør Alting godt
I vort Himme-Rige,
Døve, selv paa Gravsens Bredd,
Øren faae at høre med,
Stumme Læber sjunge!

14. Ja, det store "Hephata"
Atter kraftig lyder!
Daglig vort Halleluja
Stærkere udbryder!
Halte Been giør sikkre Trin!
Op sig lukker Sjæl og Sind
For Guds-Mundens Aande!

15. Høit bebude Gylden-Aar
Glade Nyaars-Sange!
Blomstre som en Rosen-Gaard
Skal de Øde Vange!
Mødes skal i Straale-Dands
Libanons og Karmels Glands,
Sarons Yndigheder!


(IV/122)

CHRIST STOD OP AF DØDE

1. Christ stod op af Døde,
I Paaske Morgenrøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
Hans Menighed i allen Stad:
Ære være Gud i det Høie!

2. Christ stod op af Døde!
Afsonet er vor Brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
Hans Menighed i allen Stad:
Ære være Gud i det Høie!

3. Christ stod op af Døde!
I Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
Hans Menighed i allen Stad:
Ære være Gud i det Høie!
(III/86)

JEG KIENDER ET LAND

De Levendes Land

1. Jeg kiender et Land,
Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand,
Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer,
Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar,
Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands
Med Middagens Glands!

2. O! deilige Land!
Hvor Glasset ei rinder med Taarer som Sand,
Hvor Intet man savner som Ønske er værd,
Hvor det ikkun fattes, som smertede her.
Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst
Din smilende Kyst!

3. Forjættede Land!
Du hilses i Morgenens speilklare Strand,
Naar Barnet mon skue din Skygge fuldskiøn,
Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn,
Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv
Sit Smil og sit Liv!

4. O! flygtige Drøm
Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm,
Om Templet for Glæden i Taarernes Dal
Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal,
Med dig fra de Fleste henfarer paa Stand
De Levendes Land!

5. O, skuffende Drøm
Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm,
Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen
Af glimrende Skygger vil skabe igien,
Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa
Som stirre derpaa!

6. Fortryllende Drøm
Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm,
Du giækker de Arme, der søge omsonst,
Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Konst,
Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer
Som Timer og Aar!

7. O, Kiærligheds Aandl
Lad barnlig mig kysse din straalende Haand
Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,
Og rører vort øle med Fingre som Guld,
Saa blaa lig sig hæver bag buldrende Strand
Det deilige Land!

8. O himmelske Navn!
Som aabner for vores din hellige Favn,
Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,
Og levendegiøre det visnede Løv,
O lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,
At Gud mig kun seer!

9. O, Vidunder-Tro!
Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro
Der lis-Gangen trodser i buldrende Strand
Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land,
Sid lavere hos mig, du høibaarne Giæst!
Det huger dig bedst!

10. Letvingede Haab!
Gudbroderi gienfødt i den hellige Daab!
For Reiserne mange til Landet bag Hav,
For Tidender gode, for Trøsten du gav,
Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg seer,
Naar Haab er ei meer!

11. O, Kiærlighed selv!
Du rolige Kilde for Kræfternes Elv
Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand,
Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand
Dit Rige er der, hvor man Død byder Trods,
Det komme til os!

12. Vor Fader saa huld!
Du gierne vil throne i Templet af Muld,
Som Aanden opbygger i Midlerens Navn,
Med rygende Alter i Menneske-Favn,
Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn
Til Dig og din Søn!

13. O Christelighedl
Du skiænker vort Hjerte hvad Verden ei veed.
Hvad svagt vi kun skimte, mens øjet er blaat,
Det lever dog i os, det føle vi godt,
Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,
Hvor Kiærlighed boer!(II/61)

DEILIG ER DEN HIMMEL BLAA

De Vise fra Østen

1. Deilig er den Himmel blaa,
Lyst er det, at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke
Os fra Jorden op til sig.

2. Kommer Smaa, og hører til!
Jeg for Eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I hører gierne:
Himlen hører eder til!

3. Det var midt i Jule-Nat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en lille Stjerne-Sol.

4. Langt herfra, i Østerland
Stod en gammel Stjerne-Mand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjerne-Vrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.

5. Naar den Stjerne, lys og blid
Sig lod see ved Midnats-Tid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Fødes skulde paa vor Jord.

6. Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Konge-Stjerne,
Før han lagdes i sin Grav.

7. Han gik til sin Konges Slot,
Kongen kiendte ham saa godt;
Hørte og med Hjertens-Glæde,
At det Lys var nu tilstede,
Hvorom gamle Spaadom lød.

8. Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
Som var født i Jødeland.

9. Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem,
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ei den de ledte om.

10. Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Bethlehem,
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt.

11. Glade da Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Konge-Throne,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged Barnet i sit Skiød.

12. Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad.

13. Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Christ,
Derfor bøied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelse med søden Lugt.

14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse, milde Stjerne,
For den Konge dybt Jer bøie,
Som Guds Rige har for Øie,
Og vil lukke Jer derind!

15. Seer Jer til den Himmel blaa,
Med de gyldne Stjerner paa,
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde
Over Jesu Konge-Stol!

16. Thi han, som var Barn paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,
Over alle Stjerne-Toppe
Hos Gud-Faders høire Haand!

17. Bøier Eder kun, I Smaa,
Han fra Himlen seer derpaa!
Sender Ham med Hjertens-Glæde
Lov og Priis til høie Sæde,
Det er Røgelse for Ham!

18. Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
Komme I til Jesus vist!

19. Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er Hans Guddoms-Ord det klare,
Som han os lod aabenbare
Til at lyse for vor Fod!

(IV/48)

DEN SIGNEDE DAG MED FRYD VI SEER

1. Den signede Dag med Fryd vi seer,
Af Havet til os opkomme;
Den lyse paa Himlen, meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme!
Det kiendes paa os, som Lysets Børn,
At Natten hun er nu omme!

2. Den signende Stund, den Midnats-Tid,
Vorherre han lod sig føde,
Da klared det op i Øster-Lid,
Til deiligste Morgen-Røde:
Da Lyset oprandt, som Jordens Bold
Skal lysne udi og gløde!

3. Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig nu skinner Livets Lys,
For Gamle og saa for Unge!

4. Ja, havde end Maal hvert Straa i Vang,
hver Urt udi Mark og Lunde,
Slet ikke for os den Takke-Sang
Opstemme tilgavns de kunde,
Som Dagen hør til, for Lys og Liv,
Mens tusinde Aar henrunde!

5. Forgiæves det er, med liden Magt,
At ville mod Bjerg opspringe,
Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Og Lærken hun er en lille Fugl,
Kan lystig i Sky sig svinge!

6. Med Sus og med Brus, den stride Aa
Nedfuser fra Klippe-Tinde,
Ei mæle saa lydt de Bække smaa,
Dog risle de fort og rinde,
Saa frydelig snoe de sig fra Eng,
Op under de grønne Linde!

7. Saa takke vi Gud, vor Fader god,
Som Lærken i Morgen-Røde,
For Dagen, Han os oprinde lod,
For Livet, Han gav af Døde,
For Alt hvad paa Mark, i tusind Aar,
Der groed til Sjæle-Føde!

8. Saalænge vi see den gyldne Soel,
Og Skoven er Daners Have,
Da plante vi May i Kirke-Stol,
Og Blomster paa Fædres Grave,
Til glædelig Fest, med Liv og Lyst,
Til mindelig Pindse-Gave!

9. Da rinde vel og, som Bække smaa,
Fra Øine os Taarer milde,
Og Bække i Flok de giør en Aa,
Den higer mod Lysets Kilde,
Den stiger i Løn, som Hjerte-Suk,
Alt aarle, og dog end silde!

10. Som aldrig saa lang er nogen Dag,
At Aften er jo i Vente,
Saa haver det Lys og Solbjergs-Lag,
Som Gud udi Kirken tændte;
Men immer det dages dog paa Ny,
Hvor Hjerterne Morgen vente!

11. Nu sagtelig skrid, du Pindse-Dag,
Men Straaler i Krands om Tinde!
Hver Time, til Herrens Velbehag,
Som Bækken i Eng henrinde,
Saa frydelig sig den Sidste snoer
Op under de grønne Linde!

12. Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaaer af Døde,
Dog kysser os og, med Guld i Mund,
Den liflige Aften-Røde,
Saa tindre end maa det matte Blik,
De blegnende Kinder gløde!

13. Saa reise vi til von Fædre-Land,
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg, saa prud og grand,
Med Gammen i gyldne Sale,
Saa frydelig der, til evig Tid,
Med Venner i Lys vi tale!

(III/94)
(I/16)

DEN SIGNEDE DAG, SOM VI NU SEER

1. Den signede Dag, som vi nu seer,
Med blide til os opkomme,
Den lyse paa Himlen, meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme!
Det kiendes paa os, som Barnet leer,
At Natten hun er nu omme!

2. Den salige Stund, den Midnats-Tid,
Vor Herre han lod sig føde,
Da klared det op i Øster-Lid,
Til deiligste Morgen-Røde,
Da Solen oprandt, saa mild og blid,
Som vækker os op af Døde!

3. Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig skinner nu Livets Lys,
For Gamle og saa for Unge!

4. Forgiæves det er, med liden Magt,
At ville mod Bjerg opspringe,
Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Og Lærken hun er en lille Fugl,
Kan lystig i Sky sig svinge!

5. Med Sus og med Bruus den stride Aa
Nedfuser fra Klippe-Tinde,
Saa lydt ei mæle de Bække smaa,
Men risle dog fort og rinde,
Saa frydelig snoe de sig i Vraa,
Op under de grønne Linde!

6. Saa takke vi Gud, vor Fader god,
Som Lærken i Morgen-Røde,
For Gylden-Aaret, Han dages lod,
For Livet, Han gav af Døde,
For Alt hvad paa Mark af Himmel-Rod
Der voxde til Sjæle-Føde!

7. Nu sagtelig skrid, vor Høitids-Dag,
Med Straaler i Krands om Tinde!
Hver Time, til Herrens Velbehag,
Som Bækkene smaa henrinde,
Til frydelig de sig snoe i Mag
Op under de grønne Linde!

8. Som aldrig saa lang er Dag i Nord,
Det mørknes jo dog omsider,
Saa haver det sig og trindt paa Jord,
Med blomstrende Aar og Tider,
Men sødest klinger dog Livets Ord,
Naar det imod Aften lider!

9. Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaaer af Døde,
Dog kysser os og med Guld i Mund,
Den liflige Aften-Røde,
Da smelter og Malm i Hjerte-Grund,
Saa blegnende Kinder gløde!

10. Saa reise vi til vort Fædre-Land,
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg, saa prud og grand,
Med Throner og gyldne Sale,
Saa frydelig der i Livets Land
Med Venner om Død vi tale!
(I/134)

DENNE ER DAGEN, SOM HERREN HAR GJORT

1. Denne er Dagen, som Herren har gjort!
Den skal Hans Tjenere fryde,
Op Han i Dag lukked Himmerigs Port,
Saa skal hver Søndag det lyde;
Thi i dens hellige Timer
Herlig af Graven opstod Guds Ord,
Naadig fra Himlen Guds Aand nedfoer!
Veed I nu, hvorfor det kimer?


2. Frels da nu, Herre, giv Lykke og Held!
Værket i Dag er dit eget!
Lad Millioner Dig takke i Kveld,
For Du dem har vederkvægetl
Ja, lad dem prise med Glæde
Aanden, som taler og trøster frit,
Folket velsigner i Navnet dit,
Viser, din Fred er tilstæde!


3. Herre, vor Gud, ja besøg os i Glands,
Hvor i din Kirke vi mødes!
Tungerne binde dig Krands over Krands,
Alt som vort Hjerte opglødes!
Høitiden voxe med Dagen!
Paaske og Pindse udsprang af Juul,
Saa lad og Glæden af Tro i Skjul
Spørge forgæves om Magen!


4. Ja, lad saa virke dit Bad og dit Bord,
Med de indviede Tunger,
At det kan høres, din Aand og dit Ord
Er det, som taler og sjunger!
Lad os det føle og smage:
Aanden er bedre end Kiød og Blod,
Herren er liflig og eiegod,
Christne har kronede Dage!
(I/2)

DER LIGGER EN STAD I DET TYRKISKE LAND

1. Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land,
Som Christne bør ei at forglemme,
Derfra gik vor Tro over bølgende Strand,
Og der har vort Døbe-Navn hjemme,
Den Stad ligger deilig og svinger sig op
Ad Bjerget, fra Floden til Borgen paa Top,
Afbilder hvad Christne skal giøre.

2. Ja, saa er den bygget, den hellige Stad,
Som Gud kalder Byen paa Bjerget,
Som Floden giør frugtbar og vandrig og glad,
Som Aanden med Almagt har værget!
Som Taarnet paa Tind ligger Huset paa Hald,
Der synes at hælde og true med Fald,
Men trodser dog Helvedes Porte!

3. Den hellige Stad, med sin Løve i Skjold,
Og Vægtere som ikke slumme,
Ei vindes med List og ei tages med Vold
Af Fienderne mange og grumme,
Den tæller nu godt attenhundrede Aar
Og lovsynger Ham, der i Dag som i Gaar
Kan Døden og Djævelen tvinge!

4. Vor Hjelm er vort Haab og vort Skjold er vor Tro,
Guds Ord baade Sværdet og Luren,
Vor Bøn i den Eenbaarnes Navn er vor Bro,
Taalmodighed kalde vi Muren,
Vor Daab er vor Flod, ja vor Nil-Strøm saa fiin,
Paa Bordet vi fattes ei Brød eller Viin,
Saa trodse vi Hungerens Plage!

5. Lad Vittighed spille og glimre paa Skjold!
Det slukker dog gloende Pile!
Lad Grumheden rase mod Lavgiærde-Vold!
Den lader sig ej overile!
Lad Hjelmen nedsænkes til Stor-Havets Bund!
Ja, lad den nedmanes til Helvedes Grund!
Den himler dog ikke desmindre!

6. O, hvem kan vel døve det lynende Sværd,
Der klinger, som Skyerne brage!
Og hvem kan vel slaae den usynlige Hær
Der kæmper for Kirkens de Svage!
Ja, hvem er Hans Lige i Styrke og Mod,
Som throner i Himlen, til under Hans Fod
Af Fienderne lægges den Sidste!

7. Besmitte kan Tyrker den dejlige Stad,
Hvor Christendom havde sin Vugge,
Men aldrig for Grumhed, for Haan eller Had
Dog »Byen paa Bjerget« skal bukke,
Vor Tro og vort Haab, med Guds levende Ord,
Trods Helvedes Porte skal throne paa Jord
Til Himmerigs Porte oplades!
(IV/304)

DET ER SAA YNDIGT AT FØLGES AD

1. Det er saa yndigt at følges ad,
For To, som gjerne vil sammen være,
Da er med Glæden man dobbelt glad,
Og halvt om Sorgen saa tung at bære;
Ja det er Gammen
:|: At reise samme :|:
Naar Fjederhammen
:|: Er Kjærlighed! :|:


2. Det er saa hyggeligt allensteds,
Hvor Smaae og Store har Eet isinde,
Og det, som drager de store Læs,
I Hjertekamret er inderst inde;
Ja, det er Gammen
:|: At holde sammen, :|:
Naar Ja og Amen
:|: Er Hjertets Sprog! :|:

3. Det er saa herligt at stole paa,
Vi har en Herre, som Alting mægter,
Han os ei glemmer, naar vi er graae,
Hans Naade rækker til tusind Slægter;
Ja, det er Gammen,
:|: At allesammen :|:
Er Ja og Amen
:|: Guds Naades Ord! :|:

4. Det er vemodigt at skilles ad,
For dem, som gjerne vil sammen være,
Men Gud skee Lov! iVorherres Stad
For evig samles de Hjertens-Kjære;
Ja, det er Gammen
:|: At leve sammen, :|:
Hvor Ja og Amen
:|: Er Kjærlighed! :|:

5. Hvert Ægtepar, som med Kjærlighed,
I Jesu Navn, holder Bryllups-Gilde,
Skjøndt Alt i Verden gaar op og ned,
Skal finde tidlig og finde silde:
Det er dog Gammen
:|: At sidde sammen, :|:
Hvor Arne-Flammen
:|: Er Kjærlighed. :|:
(III/67)

DET KIMER NU TIL JULE-FEST

Morten Luthers Jule-Psalme.

1. Det kimer nu til Jule-Fest,
Det kimer for den høie Giæst,
Som steeg til lave Hytter ned,
Med Nyaars-Gaver: Fryd og Fred!

2. O, kommer med til Davids Bye,
Hvor Engle sjunge under Skye!
O, ganger med paa Marken ud,
Hvor Hyrder høre Nyt fra Gud!

3. See hist, i Lysets Klædebon
Blandt Hytte-Børn en Himmel-Aand!
Hør Paradisets Nattergal
Slaae Jubel-Slag i Graadens Dal!

4. Hvor Rachel græd for sine Smaae,
Det klinger nu som Orgler gaae:
Vær glad i Gud, og græd ei saa!
De Døde skal igjen opstaae.

5. Hvor David gik i Ungdoms Aar,
Som salvet Drot, og vogted Faar,
Der aabenbarer Hyrder nu
Hvad Herren David skiød i Hu!

6. Hvad dunkelt fra hans Harpe klang
Sig klarer nu i Engle-Sang.
Hvad David kun i Aanden saae,
Skal nu for Verdens Øjne staae.

7. Ved Nattetid i Hyrdelag
Forkynde Engle Herrens Dag!
Hør efter! hør! og føl i Bryst
Nu Støvet skal faae Engle-Røst!

8. Fra Himlen høit jeg kommer her,
Mit Nyt er godt og Reisen værd,
Derom skal sjunges rundt paa Jord,
Og evig sødt i Engle-Chor:

9. Jeg er den store Glædes Tolk
Som vederfares skal Guds Folk:
I Bethlehem, i Davids Bye
Giør Naade-Solen Morgengrye!

10. I Bethlehem er Christus fød,
Den Frelser-Mand fra Synd og Død;
Nu kom den store Løvsals-Fest,
Nu blev Jehovah Hyttens Giæst!

11. Saa giver nu vel Agt derpaa
At flux til Bethlehem I gaae!
I Klude svøbt, i Krybbe lagt
Er Han som skabde Himlens Pragt!

12. I Klude svøbt, i Krybbe lagt,
Er han, som os gav Lys til Dragt!
O, ton fra Himmel, ton fra Jord
Halleluja i fulde Chor!

13. Ja, Du er evig Ære værd,
Du Høvding over Himlens Hær!
Som steeg i Støv fra Thronen ned,
For Dødens Børn at skiænke Fred!

14. Saa prises af Ufaldnes Chor
Guds Naade mod den faldne Jord!
Den Synder, som vil tie her,
Er Naaden ei, men Dommen værd.

15. Nei, lad os gaae med rørte Sind,
Som Hyrderne, til Barnet ind,
Med Glædes-Taarer takke Gud
For Miskundhed og Naade-Bud!

16. Ja, vær velkommen, ædle Giæst,
Fra Himlen høit Du kommen est!
Giv Selv min Tak en værdig Tolk!
Du Naade-Soel for Gravens Folk!

17. O, Riigmands Søn af Evighed,
Hvor komst Du fattig dog herned,
For mig utroe, gjeldbundne Svend
At giøre kongeriig igjen!

18. Al Verden, nok saa vid og lang,
Til Vugge var jo Dig for trang,
For ringe, om med Guld tilredt,
Og perlestukket, silkebredt.

19. Men for af Smaat at giøre Stort,
Af Stort Du her har Lidet gjort,
I Krybben lagt, i Klude svøbt,
En Himmel-Seng Du mig har kiøbt!

20. Velan, min Sjæl! saa vær nu glad,
Og hold din Juul i Davids Stad!
Ja, priis din Gud i allen Stund
Med liflig Sang af Hjertens Grund!

21. Ja, fryd dig, Mark! siung høit, du Skov!
I Muldet gaaer nu Herrens Plov,
Og Selv Han lægger Sæd i Jord
Til Himmel-Brød paa Alter-Bord!

22. O, sjung dog hver, som stamme kan!
Nu tændtes Lys i Skyggers Land,
Og ret som Midnats-Hanen goel,
Blev Jakobs Stjerne til en Soel!

23. Nu kom Han, Patriarchers Haab,
Med Nyaars-Vers og Himmel-Daab!
Og Barnet tyder nu i Vang
Hvad David dunkelt saae og sang!

24. Kom, Jesus! vær vor Hytte-Giæst!
Hold Selv i os Din Jule-Fest!
Da skal med Davids-Harpens Klang
Dig takke højt vor Nyaars-Sang!

(I/360)

DU, SOM GAAER UD FRA DEN LEVENDE GUD

1. Du, som gaaer ud fra den levende Gud,
Aandernes Aand i det Høie!
Menneskens Kiøn mod Guds eenbaarne Søn
Stridende staaer Dig for øie,
Men for din Naade, o bliv dog her!
Natten er skummel og den er nær!

2. Tunger af Ild, og dog Prædiken mild,
Giv dem, Du salver og sender!
Saligheds Ord, i Apostlernes Spor,
Vandre til Jorderigs Ender,
Saa ingen Menneske-Fod har rørt
Pletten, hvor ikke dets Røst blev hørt!

3. Glæde og Lys med dem komme tilbyes,
Blomstre lad Muld, hvor de træde!
SÉyrke og Mod bringe Svaghed paa Fod!
Trøst finde Alle som græde!
Ved Evangeliets milde Røst
Miskundhed vaagne i hvert et Bryst!

4. Skin over Vang, som en Morgen med Sang,
Morgen i Mai naar det grønnes!
Lifligheds Magt giøre Dorskhed opvakt,
Saa paa Guds Naade der skiønnes!
Tonerne dybe i Gry og Kveld
Røre selv Hjertet, saa haardt som Fjeld!

5. Pindselig Daab, til Guds Herligheds Haab,
Folkefærd alle gienføde!
Tale og Skrift om vor Frelsers Bedrift
Blomstre som Roserne røde!
Livstræet skyde af Korsets Rod!
Smage lad Alle, vor Drot er god!

6. Saligheds Fryd, for Gienløserens Dyd,
Times lad Mennesker alle!
Faderens Raad og den Hellig-Aands Daad
Sammen i Frelseren falde!
Saa af det Hele, som Gud har skabt,
Gaaer kun Fortabelsens Æt fortabt!


Montgomerys »O Spirit of the Living God« efterlignet(I/25)

ER DET MUELIGT, ER DET SANDT

1. Er det mueligt, er det sandt,
Overstod vi Faren?
Slap vor Sjæl, foruden Tant,
Som en Fugl af Snaren?
Blev til Drøm al Fjendens Daad,
Stranded Achitofels Raad
Paa vor skjulte Klippe?

2. Ja, saavist som Fugl er fri,
Sidder meer ej fangen,
Naar i Sky den, Skov forbi,
Svinger sig med Sangen;
Nu vor Sjæl i Fugle-Spor
Svinger sig med Herrens Ord
Over Stjerner alle!

3. Ordet laae i Bogstav-Baand,
Drillet af hver Daare,
Ordet nu, som Liv og Aand,
Leer ad Orme-Gaar'e,
Smutter gjennem Hænder let,
Bryder, som Guds Aande-Dræt,
Alle Baand og Lænker!

4. Endt er Zions Fangenskab,
Endt er Dødens Dage,
Smil for Graad os Herren gav,
Sang for Suk og Klage;
Hvad vor Gud for os har gjort
Hedninger skal kalde stort,
Christne aldrig glemme!

5. For de store Ting vor Gud
Glade vi tilbede,
Kilder Han lod springe ud
Paa den vilde Hede:
Sjæle-Badet i Guds Ord,
Samfunds-Kalken paa Hans Bord,
Det er Livets Kilder!

6. Matte vi bag Ploven gik,
Sukkende vi saa'de
Voved knap til Sky et Blik,
Lod dog Herren raade;
Eiegode er Guds Raad,
Saaed vi med Suk og Graad,
Høste vi med Glæde.

7. Lyd da høit, vor Fryde-Sang,
Mens vi Negen binde!
Frydelig i Dane-Vang
Ordets Bække rinde,
Sjunge sødt med Barne-Røst:
Vaar og Sommer, gylden Høst
Vinter aldrig mere!(I/163)

ET BARN ER FØDT I BETHLEHEM

1. Et Barn er født i Bethlehem,
Bethlehem,
Thi glæde sig Jerusalem!
Halleluja, Halleluja!

2. En fattig Jomfru sad i Løn,
sad i Løn,
Og fødte Himlens Konge-Søn!
Halleluja, Halleluja!

3. Han lagdes i et Krybbe-Rum,
Krybbe-Rum,
Guds Engle sang med Fryd derom:
Halleluja, Halleluja!

4. Og Østens Vise offred der,
offred der,
Guld, Røgelse og Myrrha skiær!
Halleluja, Halleluja!

5. Forsvundet er nu al vor Nød,
al vor Nød,
Os er i Dag en Frelser fød!
Halleluja, Halleluja!

6. I Kiød og Blod blev Han os lig,
Han os lig,
Og giør os til Guds Børn med sig!
Halleluja, Halleluja!

7. Guds kiære Børn vi blev paany,
blev paany,
Skal lege Jul i Himmel-By!
Halleluja, Halleluja!

8. Paa Stjerne-Tepper lyseblaae,
lyseblaae,
Skal glade vi til Kirke gaae!
Halleluja, Halleluja!

9. Guds Engle der os lære brat,
lære brat,
At sjunge, som de sang inat:
Halleluja, Halleluja!

10. Da vorde Engle vi som de,
vi som de,
Gud-Faders Ansigt vi skal see,
Halleluja, Halleluja!

11. For Frelser bold og Broder blid,
Broder blid,
Vi synge da til evig Tid:
Halleluja, Halleluja!

(I/274)

GAK UNDER JESU KORS AT STAAE.

1. Gak under Jesu Kors at staae,
O kiære Sjæl, og med Attraa
Vogt paa hans Læber, og giv Magt
Hvert Ord, han har til Afsked sagt!

2. Med naglet Haand og naglet Fod,
Fra Korsets Træ min Jesus lod
Fremklinge Naadens fulde Røst,
Mig og enhver til Liv og Trøst!

3. Han først for sine Fiender bad:
Tilgiv dem, Fader, og forlad!
Thi hvad de giør, det veed de ei,
Gaa blinde paa den brede Vei.

4. O Jesus! beed du og for mig!
Thi om ej fiendsk, dog skrøbelig
Jeg er i alt mit Syn og Værk,
Kun ved din Bøn jeg bliver stærk.

5. Dernæst han til sin Moder saae,
Hvor jammerfuld hun monne staae,
Som stødt igiennem Siæl og Liv
Med Dommer-Sværd og Offer-Kniv!

6. En anden Søn han hende gav
Til Lindring, Trøst og Støttestav:
Johannes! tag dig hendes Sag,
Som Moders, an, fra denne Dag!

7. Om jeg, min Frelser! og skaf staae,
Forladt, forhadt, med Korset paa,
Ja, venneløs, som Moder din,
Send et Gudsbarn til Støtte min!

8. Den Røver, som sin Synd fortrød,
Og trøsted sig ved Christi Død,
Sin Miskundhed til evig Priis,
Han fast tilsagde Paradis!

9. Lad Jesus, mig i Dødens Stund
Og høre af din egen Mund:
Idag du være skal med mig
I Paradis, i Himmerig!

10. Det fjerde Ord var frygteligt,
Og aldrig hørde Himlen sligt:
Min Gud! min Gud! hvi haver Du
I denne Nød forladt mig nu!

11. O Frelser, du, i Nød og Nat,
Blev af din Fader saa forladt,
Kun for at vi, trods Synd og Død,
Skal hvile i din Faders Skiød!

12. Al Verdens Synd bar det Guds Lam
Guds Vredes Ild fortæred ham:
Mig tørster, sagde han, og fik
Til Lædskelse en Malurt-Drik!

13. Saa tømde du, med bredfuldt Maal!
O Frelser min, den bittre Skaal!
Men derfor Kalken liflig sød
Skal kvæge mig i Liv og Død!

14. Han sagde mildt: det er fuldbragt!
Et bedre Ord blev aldrig sagt,
Nu aaben staaer mig Himlens Port,
For mig har Jesus fyldestgjort!

15. Det sidste Suk, min Freiser gav,
Det aanded Liv, trods Død og Grav
Han sagde: Fader! i din Haand
Befaler jeg min Sjæl og Aand!

16. Det Afskeds-Ord sig trænge ind
Dybt i mit Hjerte, Sjæl og Sind,
Og blive saa det sidste Ord,
Jeg tale skal paa denne Jord!
(V/350)

GAMMEL NOK JEG NU ER BLEVET

1. Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Grav,
Nu jeg staaer paa Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.

2. Stormene er frygtelige
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige
Nemt det er at stævne did,
Men, o vee for Uglesangen
Bundløs der er Undergangen.

3. Vel paa jordisk Viis at regne
Langt af Led er Paradis
Er os nært dog allevegne
Hvor hos Ordet er Guds Priis,
Saa for Sjæle-Færge-Stavnen
Brat sig aabner Himmel-Havnen!

4. Ja, hvor Aanden staaer for Styret,
Og Guds-Ordet er Kompas,
Giælder, som i Eventyret,
Evighedens Time-Glas;
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
Aabner Evighedens Port.

5. Derfor Jesus-Christus-Navnet
Prises skal evindelig,
Af hans Kiærlighed omfavnet,
Hiertet er i Himmerig,
Naar med denne Verden brydes,
Til Guds-Bordet vi indbydes.
(I/62)

GIV MIG, GUD, EN PSALME-TUNGE

1. Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge,
Saa for Dig jeg ret kan sjunge,
Højt og lydelig!
Saa jeg føle kan med Glæde,
Sødt det er om Dig at kvæde
Uden Skrømt og Svigi

2. Himlene din Glands forkynde,
Lad hver Morgen mig begynde
Dagen med din Priis!
Og naar Aften-Klokken ringer,
Lad min Sang paa Lærke-Vinger
Stige ligerviis!

3. Aldrig noksom Dig kan love
Mand paa Mark og Fugl i Skove
For din Miskundhed,
Lige god i Ny og Næde,
Giør Du, os til Gavn og Glæde,
Meer end Engle veed!

4. Hvert dit Værk er stort Vidunder,
I din Viisdom Ingen bunder,
Som af den har Øst,
Kun en Daare tør det nægte,
At hos Dig er Alting ægte,
Alting mageløst!

5. Græsset liig er hver en Synder,
Ender, før han ret begynder,
Visner i sin Vaar,
Himle selv forgaae af Ælde,
Men i grundfast Guddoms-Vælde
Evig Du bestaaer!

6. Dine Fiender gaae tilgrunde,
Ja, som Avner skal de Onde
Hvirvles, veires hen,
Mens i Alderdommens Dage
Herlig Kræfterne tiltage
Hos din gode Ven!

7. Fiender styrte, før de rave,
Glade over deres Grave
Høre vi dit Ord:
Som en Palme, som en Ceder,
Rank opgroer og sig udbreder
Retviished paa Jord!

8. Om end giennem Dage haarde,
Blomstre skal i dine Gaarde
Hvert et Hjerte-Skud,
Bære Frugt paa gamle Dage,
Medens Bjerg og Skov gientage:
Eiegod er Gud!
(I/3)

GUDS KIRKE ER VOR KLIPPE-BORG

1. Guds Kirke er vor Klippe-Borg,
Den staaer paa Zions Bjerge!
Kast kun, min Sjæl, paa Gud al Sorg!
Han er vor Kirke-Værge!
Som fordum, saa og nu
Han kommer grant ihu,
Den trænger til Hans Vagt,
Omringet og belagt
Af Mørkets Helved-Skare!

2. Vor egen Kraft og Helte-Mod
De er ej værd at nævne,
Men derfor os en Kæmpe god
Han gav med Guddoms-Evne;
Med Verden ej forgaaer
Hans Priis, Hans Jubel-Aar,
Det i al Evighed
Skal tone: Jesus streed
Og Sejer har Han vundet!

3. Ja, mylred Djævle end paa Jord
Og stormed Kirkens Volde,
Vi stole dog paa Herrens Ord,
Han Marken skal beholde!
Lad fnyse Verdens Aand!
Al Magt er i Guds Haand!
Lad rase Mørkets Drot
Med Løgn og Mord og Spot!
Et Guds Ord kan ham binde!

4. Han Ordet nok skal lade gaae,
Og Utak dertil have,
Det skal til Verdens Ende staae
Paa sine Fienders Grave!
Med List, med Vold og Mord
Vort Gods og Liv paa Jord
Os Verden røve kan,
I Christnes Fædreland
Vi Kronen dog beholde.

5. Guds Ord, det er vort Arve-Gods,
Det skal vor Afkoms være;
Gud giv os i vor Grav den Roes,
Vi holdt det højt i Ære!
Det er vor Hjelp i Nød,
Vor Trøst i Liv og Død;
0, Gud! ihvor det gaaer,
Lad dog, mens Verden staar,
Det i vor Æt nedarves!(IV/208)

HAN, SOM HAR HJULPET HIDINDTIL

1. Han, som har hjulpet hidindtil,
Han hjelper nok herefter,
Han altid kun det Bedste vil,
Og Han har Almagts-Kræfter,
Og Han saa grundig alting veed,
At selv tilbunds i Kiærlighed
Seer klart hans Forsyns-øje!


2. Den øde Ørk, det vilde Hav,
Den haarde Vinter-Kulde,
Den dybe Sorg, den mørke Grav,
De Kiære under Mulde,
For Alt hos Gud er gode Raad,
Til Frydesang han vender Graad,
Saa let som Vind og Vove.


3. Thi naar vor Sjæl er i Guds Haand,
Guds-Ordet i vort Hjerte,
Da brister for os alle Baand,
Som pine kan og smerte,
Da aabner sig, som aldrig før,
Guds-Rigets Port, Guds-Husets Dør
Og Livets Kilder alle.


4. Om end vort Støv er lige tungt,
Saa faaer vor Sjæl dog Vinger,
Saa den med Ordet evigungt
Sig let til Himlen svinger,
Og seer saa fra det Høie ned
Med Smil paa Verdens Usselhed,
Med Trøst paa jordens Møie.


5. Vi føler, at hvordan det gaaer,
Hvad Verden giør og lader,
Saa gav os Gud dog Børne-Kaar,
Saa er dog Gud vor Fader,
Saa er vor Død dog kun et Blund,
Og Støvet om en liden Stund
Faaer ogsaa Ørne-Vinger.


6. Min Sjæl, hvi bruser du da saa
Og krymper dig i Støvet,
Og gruer for de Skyer graa,
For Vindens Pust i Løvet?
Du veed jo dog, trods Vind og Sky,
Du skue skal de Himle nye,
Som Gud giør evig klare!


7. Og du, mit Støv, hvi sukker du
Som under Fjelde knuset?
Du hører jo, der skaffes nu
Dig Plads i Fader-Huset,
Din Frelser vidner, ei et Haar
Forkomme skal i Ormegaard
Og fattes i Guds Rige!

(III/128)

HAR HAAND DU LAGT PAA HERRENS PLOV

1. Har Haand du lagt paa Herrens Plov
Da see dig ei tilbage!
See ei til Verdens Trylle-Skov
Og ej til Sodoms Plage;
Men pløi din Fure, strøe Guds Sæd!
Er Jorden dig for tør, saa græd!
Vil Graaden kvæle Røsten,
Saa tænk paa Gylden-Høsten!

2. Men skeer det end, du seer dig om
For vi er alle svage,
Paa Stand dit Kald dog ihukom,
Giør ej et Skridt tilbage!
Tilbage vender Livet ei,
Al Krebs-Gang er kun Dødens Vei!
Om Hast-Værk Fald dig bragde,
Saa lær kun at gaae sagte!

3. Saa fremad da i Jesu Navn,
Trods Stene og trods Stokke!
Og stands ei, om end Lue-Favn
Dig byde stolte Blokke!
Paa Gløder gaae vi allenstund
Hvad Skin end har den falske Grund,
Hvi ei engang i Lue,
Hvor Alt er klart tilskue!

4. Det er jo kun en liden Stund,
Saa er vort Løb tilende,
Og Døden er jo kun et Blund
Som vi fra Søvnen kiende,
Og Hvilen, af den Fred, vi nød,
Vi veed er meer end Møien sød,
Og daglig vi jo kvæde:
Gid evig var vor Glæde!

5. Det vorder den, før vi det veed
Naar troe vi blev til Enden,
Mens Suk og Graad i Evighed
Er Løn for Leie-Svenden!
Klenodiet er saare stort,
Paa Gavl for os staaer Himlens Port,
Og Han, som har Vand-Kilden,
Han gaaer for os i Ilden!



(I/219)

HERREN AF SØVNE OPVAAGNED OPSPRANG

1. Herren af Søvne opvaagned, opsprang,
Hører du, Helved, vor Morgen-Sang:
Christus opstod fra de Døde!
Op stod nu Gud og Hans Fiender adspredtes,
Kraften som Vox over Gløderne bredtes!
Christus opstod fra de Døde!

2. Denne er Dagen, som Herren har gjort,
Lover Ham, Christne! Hans Værk er stort,
Christus opstod fra de Døde!
Kirkerne alle velsigne den Milde,
Drikke med Fryd nu af Israels Kilde,
Kilden til Liv fra de Døde!

3. Dandser for Herren! Lovsynger Hans Navn!
Herlig vor Frelser, med Bod for Savn,
Christus opstod fra de Døde!
Kommer, I Hedninger alle, og kiender
Saligheds-Veien til Jorderigs Ender:
Jesus opstod fra de Døde!

4. Det var for Engle et lysteligt Syn,
Helvede sprængdes af Himlens Lyn,
Christus opstod fra de Døde!
Da i Hans Spor de saae Dødninge-Hære,
Alle de raabde: velkommen med Ære,
Livs-Aander god fra de Døde!

5. Det er hvert dødeligt Menneskes Fryd
Det er paa Jorden en himmelsk Lyd:
Christus opstod fra de Døde!
Han i sin Død traadte Døden paa Nakke,
Hvem der med Naaden vil tage til Takke,
Reiser Han op fra de Døde!

6. Derfor Halleluja tusindefold
Følger det Budskab, fra Old til Old:
Christus opstod fra de Døde!
Og, før Han tog i det Høie sit Sæde,
Saaed paa Jord Han den evige Glæde:
Vi skal opstaae fra de Døde!
(I/23)

HERREN HAN HAR BESØGT SIT FOLK

1. Herren han har besøgt sit Folk,
Natten hun blev til Morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders Tolk,
Slukket nu har al Sorgen!
Med Guds Søn, med Livets Drot,
Som giør Alting sødt og godt,
Vi har Moder sammen,
Christus, Herlighedens Glands,
Han er vores, vi er Hans,
Engle svare Amen!


2. Kirken hun sad i Enke-Stand,
Sørged for den Eenbaarne,
Glemde, at Han i Gravens Land
Stormede Dødens Taarne!
Ja, vor Moder, syg i Sind,
Under Korset græd sig blind,
Blind for Guddoms-Glandsen,
Livets Fyrste, som et Liig,
Hun udbar med Graad og Skrig
Under Dødning-Krandsen!


3. Frelseren laae i sorten Jord
Nætter saavelsom Dage,
Men det opstandne Livsens Ord
Døden ei meer kan smage;
Som et Legem uden Aand
Ligger dog i Dødens Baand
Ordet som det skrives,
Fæster Man til det sin Lid,
Aldrig dog af Mande-Vid
Guds Ord kan oplives.


4. Deraf udsprang den bittre Sorg,
Liig-Færd med Graad og Klage,
Hulken for Sang paa Zions Borg,
Nætter saavelsom Dage!
Ja, vor Herre syndes død,
Som et Barn i Moders Skiød,
Som et Liig paa Baare,
Troen græd for Livets Savn,
Og med Over-Kongens Navn
Spotted hver en Daare!


5. Herren han er dog Sine tro,
Ogsaa naar de fortvi´le,
Roser han lod paa Torne groe,
Lærde os saa at smile!
Hvor Guds Ord de bar til Grav,
Trøsteren, som Han os gav,
Var med Kraft tilstæde,
Vendte Bladet herlig om,
Sagde til vor Moder from:
Hvorfor vil du græde!


6. Gloende Kul den Hellig-Aand
Sanked saa paa vort Hoved,
Embedet Hans paa egen Haand
Vores at troe vi voved.
Han for Uraad vidste Raad,
Stillede vor Moders Graad,
Vakde op det Døde,
Sagde: hør mig, Unger-Svend!
Evig ung stat op igjen,
Himlens Morgen-Røde!


7. Levende blev i samme Stund,
Lydelig hørt at tale,
Ordet fra Herrens egen Mund,
Laae ikke meer i Dvale!
Det er et Vidunder stort,
Større end ved Nains Port,
Det vi veed tilvisse,
Som han selv, der bød det skee,
Fordum sagde: I skal see
Større Ting end Disse!


8. Sjunger da nu i høien Sky:
Ordet stod op af Døde,
Lyder i Aandens Kraft paa Ny,
Tænder, saa Tunger gløde!
Nu med Ordet er os nær
Herren over Himlens Hær,
I vor Mund og Hjerte;
Hvor vi knæle i Hans Navn,
Med vor Moder i Hans Favn,
Døer al Sorg og Smerte!


9. Lever nu op, I Ghristne smaa!
Nu er her godt at være,
Alle Guds Engle med os staae,
Vil jer paa Hænder bære!
Ej med Ferle, ei med Riis,
Lære Børn vi Herrens Prils,
Men med Paaske-Sange,
Som en Fugl stod Ordet op,
Svang sig over Bøge-Top
Glad i Dane-Vange!

(I/232)

HIL DIG, FRELSER OG FORSONER!

1. Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden Dig med Torne kroner,
Du det seer, jeg har isinde
Rosen-Krands om Kors at vinde,
Giv dertil mig Mod og Held!

2. For Dit Ansigt vil jeg træde,
Thi jeg troer, Du er tilstæde;
Jeg tilbeder Dig i Støvet,
Fordi reen, som Guldet prøvet,
Du er dog miskundelig!

3. I Dit røde Hav jeg havner,
Dine Fødder jeg omfavner,
Thi ei stolt Du mig foragter,
Mig fra Korsets Træ betragter
Du med dyb Medlidenhed!

4. Ak, hvor fattig! ak, hvor nøgen!
Gruelig er med Dig Spøgen!
Men jeg veed, for det at lide,
Født Du blev ved Midnats-Tide,
Selv Du valgde Korsets Skam!

5. Hvad har Dig hos Gud bedrøvet?
Og hvad elsked Du hos Støvet,
At Du vilde Alt opgive,
For at holde os ilive,
Os Dig at meddele heel?

6. Kiærligheden, Hjerte-Gløden,
Stærkere var her end Døden,
Heller giver Du end tager,
Ene derfor Dig behager
Korsets Død i vores Sted!

7. Ak! nu føler jeg tilfulde
Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde!
Hvad udsprang af disse Fjelde,
Navnet værdt, til at giengælde
Frelser-Mand, din Kiærlighed?

8. Dog jeg troer, af dine Vunder
Væld udsprang til stort Vidunder,
Mægtig til hver Steen at vælte,
Til lis-Bjerge selv at smelte,
Til at tvætte Hjertet reent!

9. Derfor beder jeg med Taarer:
Leede den ind i mine Aarer,
Floden, som kan Klipper vælte,
Floden, som kan lis-Bjerg smelte,
Som kan Blod-Skyld tvætte af!

10. Du, som har Dig selv mig givet,
Lad i Dig mig elske Livet,
Saa for Dig kun Hjertet banker,
Saa kun Du i mine Tanker
Er den dybe Sammenhæng!

11. Skiøndt jeg maa som Blomsten visne,
Skiøndt min Haand og Barm maa isne,
Du, jeg troer, kan det saa mage,
At jeg Døden ei skal smage,
Du betalde Syndens Sold!

12. Ja, jeg troer paa Korsets Gaade,
Giør det, Frelser, af din Naade!
Staae mig bi, naar Fienden frister!
Ræk mig Haand, naar øiet brister!
Siig: vi gaae til Paradis!
(I/227)

HVI ER DINE KLÆDER SAA RØDE!

Hvi er dine Klæder saa røde!
Det Omkvæd fløi Herren imøde
Fra alle de himmelske Chor,
Da Vagten fra Himmelborgs-Tinden
Ham skued med Rose paa Kinden
Opfare til Himmels fra Jord!

Hvi er dine Klæder saa røde!
Saa Englene raabde imØde
Guds Søn i Hans Menneske-Dragt,
Da Han, efter endte Storværker,
Med Legem og Lidelse-Mærker,
Indgik til den himmelske Pragt!

(I/61)

HYGGELIG, ROLIG

1. Hyggelig, rolig,
Gud! er din Bolig,
Inderlig skiøn;
O, hvor mit Hjerte
Længes med Smerte,
Sukker i Løn,
Efter at giæste din Helligdom prud,
Efter at boe hos den levende Gud!

2. Godhedens Kilde!
Aarle og silde
Giæstmild er Du!
I dine Sale
Spurv møder Svale,
Kom det ihu!
Som ved dit Alter den kvidrende Fugl,
Und Du i Templet din Tjener et Skjul!

3. Hos Dig at bygge,
Høieste Lykke
Kaldes med Ret,
Der lyster Tunge
Evig at sjunge,
Vorder ei træt,
Til den ikke lægger, og tager ei fra
Glædens det evige Halleluja!

4. Alt dog hernede
Lykkelig hede
Skal hvo Dig tro'r;
I Himmerige
Tør han indkige
Frit paa dit Ord,
Ja, i hans Hjerte, fra Taarernes Dal
Giør Du en Stige til Himmerigs Sal!

5. Lykkes og trives,
Styrkes, oplives,
Skal dine Srnaa,
Voxe i Kræfter,
Stige derefter,
Høieloft naae,
Himle, hvor Øiet, som græder ei meer,
Gudernes Gud i sin Herlighed seer!

6. Tusinde Døgne,
Verdslige, søgne,
Gyldne for Kiød,
Kan de vel ligne
Een Dag af Dine,
Som vi dem nød,
Naar under Sang, med dit vingede Ord,
Sjælen afby over Stjernerne foer?

7. Ei vil jeg bytte,
Gud, i din Hytte,
Betlerens Plads,
Bort for det Sæde,
Stolte beklæde,
Høit i Pallads!
Godt ikke fattes, hvo Gud haver kiær!
Lavt er ei bænket, hvem du sidder nær!

8. Sandhed og Naade,
Det er din Gaade,
Stor-Herre bold!
Salig at prise
Er den Retvise,
Du er hans Skjold,
Øie Du holder med salvede Smaa,
Til for dit Ansigt de kronede staae!

(I/243)

I KVELD BLEV DER BANKET PAA HELVEDES DØR

1. I Kveld blev der banket paa Helvedes Port,
Saa dundrer den rullende Torden,
Herolden var stærk og Hans Budskab fuldstort,
Thi lyttede Alt underJorden!

2. Fra Himlen jeg melder nu Helvedes Kryb:
Fra Jorden nedstiger en Kæmpe,
Han springer i Gry over svælgende Dyb,
For Graad selv i Helved at dæmpe!

3. Han vandrer paa Gløder som Jomfru paa Gulv,
Han tramper paa Øgler og Drager,
Hug-Ormen Han knuser, og Helvedes Ulv
Han binder, mens Afgrunden brager!

4. Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Det kunde ei Djævle afværge,
Som Storme de hyled i bælgmørke Nat,
Og fnøs som ildsprudende Bjerge!

5. Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Ei før blev i Helvede lyttet,
De lured om Dag og de lured om Nat,
De ænsed ei Ilddrage-Spyttet!

6. Og Tredie-Dagen, da Hel-Hanen god,
Og Gienfærd kom alle tilbage,
Da skinned i Helvede Himmerigs Soel,
I Drømme slet ingen saae Mage!

7. Som Skyerne hvide med Stjerne-Hob bleg,
Gik Englene foran den Bolde,
Og brat som en Soel Han fra Dybet opsteg,
Med guldrøde Skyer til Skjolde.

8. I Helvede skinned Guds Herligheds Glands,
Guldfarved de Djævle kulsorte,
Men Murene revned for Straaler i Dands,
Af Hængsel fløi Helvedes Porte!

9. Sig reiste de Fanger nu alle paa Stand,
Men dog kun for dybt at nedknæle,
Velkommen, velsignet, vor Frelser-Mand!
Det lød fra utallige Sjæle!

10. Nu "Adam, hvor er du?" blev hørt med en Røst,
Som Lærkens en Pindsedags-Morgen,
Da fødtes i Helved den evige Trøst,
Sin Hel-Sot fik Menneske-Sorgen!

11. Da Eva tog Ordet, gik Frelseren nær,
Og sagde: min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligge her,
For jeg lod mig daare, desværre!

12. Den Slange, som krymper i Flammer sig nu,
Sig bugted om Kløgt-Træets Grene,
Den glimred som Guld, og den skiød mig Hu:
Vi raadte for Verden alene!

13. I raade for Himmel, I raade forJord,
Saa hvidsled den smigrende Stemme;
Da blege og blaa vi til Helvede foer,
Langt andet vi fik at fornemme!

14. Men est Du den Sæd, mig blev lovet til Bod,
Undfanget og født af en Kvinde,
Da falder ei Moder omsonst Dig til Fod,
Forlades Ei grusom herinde!

15. Fra Soel-Øine milde to Taarer nu faldt,
Og underfuldt var det at skue,
Med deilige Farver i Krone-Gestalt
Sig danned om Eva en Bue!

16. Saa kyssed sin Moder Guds Herligheds Glands,
Til Under for alle de Døde,
Og op stod, som Dronning, med Regnbue-Krands
Skiøn Eva, som angred sin Brøde.

17. Titusinde Mile end dybere ned
Sank Djævle, da Eva sig hæved,
De turde ei hyle, i Læbe sig beed,
Og sittred, saa Jorderig bæved!

18. Fra Helvede steg nu den Herre saa bold,
Ham fulgte saa faver en Skare,
Som Solen paa Skyer, Han sattes paa Skjold,
Propheterne alle Ham bare!

19. Triumph blev der nu, hvor kun Graad hørdes før,
Kun Død sad i Helved bedrøvet,
Cheruben oplod den forseiglede Dør,
Skjold-Vagten sig kasted i Støvet!

20. Saa herlig opstod paa den tredie Dag
Vor Frelser, uskyldig korsfæstet,
Thi er det paa Jord nu en Sagligheds-Sag:
Guds Søn haver Helvede giæstet!
(II/64)

I NAZARET DER VAR SAA SMUKT

Jesu Barndom

1. I Nazaret der var saa smukt
Paa Brinkerne de steile,
Der saa man over Skoven lukt
Vel Snese Skibe seile,
Dem saae man uden Øie-Glas
Paa Søen ved Tiberias,
Det kan jo neppe feile.

2. Der boede Josef Tømmermand
Med Jordens bedste Kvinde,
Hans Huus var lavt, men godt istand,
Og grumme pænt derinde,
Alt som et Dukkeskab saa net,
Til Josefs Huus i Nazaret
Ei Mage var at finde.

3. Ved Huset var en Haveplet,
Og udenfor et Vænge,
Hist groede Blomster tykt og tæt,
Her lod sig Ranken stænge,
Som Humle-Knopper voxe her,
De søde Druer svulme der,
Det har Man vidst saalænge.

4. Vor Herre var saa englemild,
Som Man sig knap kan tænke,
Var ei som andre Drenge vild,
Sprang ei paa Bord og Bænke,
Var glad i Vaar og glad i Høst,
Sin Moders Haab, sin Moders Trøst,
Især da hun blev Enke.

5. Vor Herre holdt sig ei for god
Til Haandværk, som kan nytte;
Han satte Huse godt i Fod,
De trængde ei til Støtte,
Han brugde Øxe, Høvl og Sav
Og Tommestok og Vrit og Nav,
Tog Haand i hvad der mødte.

6. Maria læste godt i Bog,
Men han var hendes Mester,
Han uden Skolegang blev klog
Og lærdere end Præster,
Blev visere hver Helligdag,
Og talte yndig Himlens Sag
Paa Folkets store Fester.

7. Saa voxede i ringe Kaar,
Med Høiheden fortrolig,
Vor Herre op til Manddoms-Aar
Saa munter, blid og rolig,
Som den, der veed i Hytten godt,
Hos Fader paa det høie Slot
Han har sin visse Bolig.

8. Det voldte alt hans Faders Aand,
Som over Issen svæved,
Han gerne gik i Ledebaand,
Som ham til Himlen hæved,
Han gik med Smiil sin stille Gang,
Og kun hvor Synder gik i Svang
Han sukked dybt og bæved.

9. Saa er vi alle KongeBørn,
Skiøndt fattige og ringe,
Og højere end nogen Ørn
Vort Haab sig kan opsvinge,
Naar Jesus er vort Hjerte nær,
Som Herre mild og Broder kiær,
Som Barn med Englevinge.

10. Da har og Gud et Nasaret
Til os ensteds paa Jorden,
En lille kiøn og yndig Plet
I Syden eller Norden,
Hvor overalt vi see Guds Spor,
Og lytte glade til Hans Ord
Som Lovsang efter Torden.

11. Der, som Gud Faders egne Smaa,
I Dagetal vi lære,
I Aandens Kraft at staa og gaae
Og tale til Guds Ære,
Opelskes til, i Manddoms-Aar,
Som Træer i Guds Abildgaard
Velsignet Frugt at bære.

12. Saa voxe vi i Jesu Fjed,
Saa komme vi til Kræfter,
Saa lære vi at at elske Fred,
Og skikke os derefter,
Saa fyldes med den Viisdom vi,
Som Ydmyghed er Sjælen i,
Hvorved ei Hovmod hefter!

13. O Gud skee Lov for Naadens Ord,
Til Trøst for dem, der græde!
Og Gud skee Lov for Jesu Spor,
Hvori de Smaa kan træde!
Og Gud skee Lov for Herrens Aand,
Som fører os i Ledebaand
Til evig Fred og Glæde!

(?/?)

I AL SIN GLANDS NU STRAALER SOLEN

I al sin Glands nu straaler Solen,
Livs-Lyset over Naadestolen,
Nu kom vor Pindselilje-Tid,
Nu har vi Sommer skiær og blid,
Nu spaaer os meer end EngleRøst
I Jesu Navn en gylden Høst!

I Sommer-Nattens korte Svale
Slaaer Høit Fredskovens Nattergale,
Saa alt hvad Herren kalder sit
Maa slumre sødt og vaagne blidt,
Maa drømme sødt om Paradis,
Og vaagne til Vorherres Pris.

Det aander himmelsk over Støvet,
Det vifter hjemlig giennem løvet,
Det lufter liflig under Sky
Fra Paradis, opladt paany,
Og yndig risler ved vor Fod
I Engen Bæk af Livets Flod!

Det volder alt den Aand, som daler,
Det virker alt den Aand som taler
Ei af sig selv, men os til Trøst,
Af Kiærlighed med Sandheds Røst,
I Ordets Navn, som her blev Kiød,
Og foer til Himmels hvid og Rød!

Opvaagner alle dybe Toner
Til Pris for Menneskets Forsoner!
Forsamles alle Tungemaal
I Takkesangens Offerskaal!
Istemmer over Herrens Bord
Nu Menighedens fulde Kor!

I Jesu Navn da Tungen gløder
Hos Hedninger saavelsom Jøder;
I Jesu-Navnets Offerskaal
Hensmelter alle Modersmaal;
I Jesu Navn udbryder da
Det evige Halleluja!

Vor Gud og Fader uden Lige!
Da blomstrer Rosen i dit Rige,
Som Sole vi gaae op og ned
I din Eenbaarnes Herlighed;
Thi Du for Hiertet, vi gav Dig,
Gav os med ham dit Himmerig!



(I/1)
DEN CHRISTNE KIRKE
------------------------------------

JEG ER SAA UNDERFULD EN MAGT

1. Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom tillive,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart det kan beskrive.

2. Usynlig er jeg frem for alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende.

3. Vel fremmed paa hver Plet af Jord
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme.

4. Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
Og trindt om Land til Korsets Bul
Mit Hoved jeg maa hælde;

5. Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark i Syd og Nord,
Hvor Mælk og Honning rinde;

6. Og naar jeg misted hvad af Jord
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor
Ved mine Venners Grave!

7. Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne.

8. Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ej og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op
Og sid blandt Kongens Giæster!

9. Dermed i attenhundred Aar
Befolked jeg mit Rige,
Skiøndt altid i min Borge-Gaard
Et Kors var Ærens Stige.

10. Min Gaade er et Guddoms-Ord,
Som skaber hvad det nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord
Og Klipperne udjævner!

11. Med Det indvier jeg min Daab.
Velsigner jeg mit Bæger,
Saa hist udspringer Livets Haab
Og her det vederkvæger!

12. Med Det jeg skaber gode Kaar
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar
Og springe over Grave!

13. Med Det jeg skaber Viin af Vand
Og Paradis af ørke!
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!

14. Mit Rige kaldes Christenhed,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed
Hvormange ret er mine;

15. Kun det er klart, De er det ej,
Som selv sig det fralægge,
Om end de sige: Ja og Nej
Og halte mellem Begge!

16. Da Lys i Troens dybe Sag
Sig klarer ikkun silde,
For Over-Tro til Domme-Dag
Jeg maa vel høre ilde;

17. Men dog saavist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt besejre,
Er Sandhed Ordet i min Mund
Og Gud i mine Leire!

18. Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Kiødets Lyst og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!

19. Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ej Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde.

20. Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde,
Jeg kroner ligefuldt mit Aar
Med Frugtbarhed og Grøde.

21. Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Ja prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!

22. At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand,
det skal nu Verden lære!

23. Det kiendes skal, naar som en Soel
Jeg straaler brat i Størke,
Adspredende fra Pol til Pol
Alt Hedenskabets Mørke;

24. Opvækkende de tørre Been
Til Liv af Jakobs Grave,
Fremlokkende af Stok og Steen
En deilig Blomster-Have;

25. Udstraalende min Herres Glands
Som aabenbar kun døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen Ham kan møde!

26. Ja, naar Han kommer i det Blaa,
Da er mit Værk tilende:
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende!

27. Om Han end tøver, troe Ham dog!
Han Ingen har bedraget,
Som, trods al Prat om Billed-Sprog
Paa Ordet Ham har taget!

28. Ja, komme skal Han som et Lyn,
For Alt at aabenbare,
Af Guddoms-Glands for Sagn da Syn
Skal faae min Helgen-Skare!

29. Ja, Christenhed! syng du kun frit:
For Vid jeg vælger Lykken,
Thi som Hans Ord er over mit,
Han selv er over Skyggen!
(IV/8)

JEG GIK MIG UD EN SOMMERDAG AT HØRE

1. Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet kunde røre
I de dybe Dale
Mellem Nattetgale,
Og de andre Fugle smaa som tale.

2. Hvor Fugle boe i grønne Bøge-Sale
Sang i Gry og Sang i Aften-Svale
l.iflig, fin at høre,
Tryllede mit øre,
Kunde dog i mig ei Hjertet røre.

3. Jeg gik mig ind en Vinterdag at høre
Kirkesang, som Hjertet kunde røre
I de dybe Dale,
Hvor i Aften-Svale
Engle vinke, som de vilde tale.

4. Med Orgel-Klang der stødtes i Basuner,
Choret sang i Takten efter Runer,
Mig med Kinder blege
Ingen Tone-Lege
Kunde i mit Hjertes Grund bevæge.

5. Jeg laae paa Knæ, hvor Herrens Røst gienlyder
Taushed dyb en Bønlig Stemme bryder
Stiger op og throner
Kirken giennemtoner,
Hilser Mand af Muld fra sin Forsoner.

6. Fra Natten da han er forraadt og bryder
Livets Brød til Dødens Folk det lyder:
Tager det som bydes
Legem mit som brydes,
Og mit Blod som jer til Gavn udgydes.

7. Da fik jeg i mit stille Sind at høre
Fuglesang, som Hjertet kunde røre
I de dybe Dale
Himlens Nattergale
Slog i Chor, som Engle smaa, der tale.
(I/384)

JESUS CHRISTUS HAR AFVENDT VREDENS LYN

1. Jesus Christus har afvendt
Vredens Lyn, af Synden tændt,
Korset, farvet med Hans Blod,
Er en Torden-Leder god!

2. For at i al Evighed
Os kan hjelpe hvad Han leed,
Skiænker Han med Brød og Viin
Ved sit Bord os Manddom sin!

3. Naar du gaaer til Herrens Bord,
Husk da paa Sanct Povels Ord,
At hvo did uværdig kom,
Aad og drak sig selv til Dom!

4. Offre saa Gud-Fader Priis,
For det lukte Paradis
Han, som er alene god,
Dig miskundelig oplod!

5. Troe saa uden Tvivl og Skrømt:
Sønnen elsked dig saa ømt,
At for dig sin Aand opgav
Han paa Kors og sank i Grav!

6. Føl, det gjordes hardt behov,
For din Sjæl var Fiendens Rov!
Thi til Læge trænger kun
Farlig Syg, ej Frisk og Sund!

7. Synes om dig selv du godt,
Driv da ei med Frelsen Spot,
Bliv fra Ham, Hvis Hu jo staaer
Kun til de fortabte Faar!

8. Troe da, du er Et af dem,
Ønsk dig til din Hyrde hjem
Og bekiend den Hyrde god,
Som dig kiøbde med sit Blod!

9. Da er du en værdig Giæst
Ved den store Offer-Fest,
Kræfter, som kan trodse Død,
Faaer du da af Livets Brød!

10. Kiærlighed du drikker ind,
Herren lig i Sjæl og Sind,
Sætter, naar din Frelser vil,
Gierne for Ham Livet til.
(V/11)

Kimer, I Klokker

1. Kimer, I Klokker! ja, kimer før Dag i det Dunkle!
Tindrer, I Stjerner! som Englenes Øme kan funkle!
Fred kom til Jord,
Himmelens Fred med Guds-Ord,
Æren er Guds i det Høie!

2. Julen er kommet med Soeihverv for Hjerterne bange,
Jul, med Guds-Barnet i Svøb under Englenes Sange,
Kommer fra Gud,
Bringer os Glædskabens Bud!
Æren er Guds i det Høie!

3. Synger og dandser, og klapper i eders Smaahænder,
Menneske-Børnene alle til Jorderigs Ender!
Født er idag
Barnet til Guds Velbehag!
Æren er Hans i det Høie!


(I/22)

KIRKEN DET ER ET GAMMELT HUS


1. Kirken det er et gammelt Hus,
Staaer, om end Taarnene falde,
Taarne fuldmange sank i Gruus,
Klokker end kime og kalde,
Kalde paa Gammel og paa Ung,
Mest dog paa Sjælen, træt og tung,
Syg for den evige Hvile.


2. Herren vor Gud vist ei beboer
Huse, som Hænder mon bygge,
Arke-Paulunet var paa Jord
Kun af Hans Tempel en Skygge,
Dog sig en Bolig underfuld
Bygde Hans selv af Støv og Muld,
Reiste af Gruset i Naade!


3. Vi er Hans Huus og Kirke nu,
Bygget af levende Stene,
Som under Kors med ærlig Hu
Troen og Daaben forene,
Var vi paa Jord ei meer end To,
Bygge dog vilde Han og boe
Hos os i hele sin Vælde!


4. Hvor vi end mødes trindt paa Jord,
Frelserens Navn vi paakalde,
Flux Han med Lyd af Livets Ord
Kommer, som Aand over Skjalde,
Nær som sit Ord, i allen Stund,
Han er vort Hjerte og vor Mund,
Drot over Tiden og Rummet!


5. Samles vi kan da med vor Drot
Selv i den laveste Hytte,
Finde med Peder: der er godt,
Tog ei al Verden i Bytte;
Kirken og vi, som ærlig troe,
Altid er Eet saavelsom To,
Eet med vor Drot og hinanden!


6. Husene dog med Kirke-Navn,
Bygte til Frelserens Ære,
Hvor Han de Smaa tog tit i Favn,
Er os som Hjemmet saa kiære,
Deilige Ting i dem er sagt,
Sluttet har der med os sin Pagt
Han som os Himmerig skiænker!


7. Funten os minder om vor Daab,
Altret om Nadverens Glæde,
Hvor skulde før i Tro og Haab
Herren vi finde tilstæde,
End hvor det for os præntet staaer:
Herren i Dag er som i Gaar,
Saa er og Troen og Daaben!


8. Give da Gud, at hvor vi boe,
Altid, naar Klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu Tro,
Der hvor det pleied at klinge:
Verden vel ei, men I mig seer,
Alt hvad jeg siger, see, det skeer,
Fred være med eder alle!


9. Aldrig dog glemmes meer i Nord
Kirken af levende Stene,
Dem som i Kraften af Guds Ord
Troen og Dåben forene!
Selv bygger Aanden Kirke bedst,
Trænger saalidt til Drot som Præst,
Ordet kun helliger Huset!

(I/347)

KOM, O HELLIG-AAND, KOM BRAT

1. Kom, o Hellig-Aand, kom brat!
Giennembryd den mørke Nat
Med Guds Morgen-Røde!
I vort Hjerte Lærke-Slag
Hilse Herrens klare Dag!
Vore Tunger gløde!

2. Sjæle-Sørger allerbedst!
Hjerte-Kamrets ædle Giæst!
Vær hos os tilstæde
Med Guds Fred i Storm og Strid,
Evig Trøst i Trængsels Tid!
Sluk vor Sorg med Glæde!

3. Saligheden, Tvivl til Trods,
Giør indlysende for os,
Som ved Aand os trøste,
Føle dybt, at uden Dig
Tomt er Alt paa Jorderig,
Avner kun at høste.

4. Styrk og bøi os med din Arm!
Giør den kolde Kundskab varm!
Dæmp og Luer vilde!
Rens os med dit Hjerte-Suk!
Lædsk os med din Morgen-Dugg:
Vemods-Taarer milde!

5. Lad for os, som paa Dig troe,
Livets Blomster overgroe
Gravens mørke Tilje;
Og ved Kirke-Gaardens Port
Vift fra os hver Skygge sort
Med din hvide Lilje!
(V/45)

LILLE GUDS BARN! HVAD SKADER DIG

1. Lille Guds Barn! hvad skader dig?
Tænk paa din Fader i Himmerig!
Han er saa rig, Han er saa god,
Ingen kan staae Hans Magt imod.
O Gud ske Lov!

2. Føden og Klæden, Huus og Hjem,
Skulde Guds Børn gaae vild om dem?
Mennesket lever af Guds Ord,
Hjemme har Børn, hvor Fader boer.
O Gud ske Lov!

3. Fuglen i Skov, paa Mark og Fjeld,
Synger i Gry og saa i Kveld,
Sover saa sødt paa Kampesteen,
Som under Tag paa Kvist og Green.
O Gud ske Lov!

4. Ikke den pløjer eller saaer,
Lægger ei op fra Aar til Aar,
Dog hvor Bønder af Hunger døe,
Finder den lille Fugl et Frø.
O Gud ske Lov!

5. Yndig er Blomsten klædt og boldt,
Deiligst at se paa Fjeldet goldt,
Ikke den spinder, ei den syer,
Dronning er dog dens Dragt for dyr!
O Gud ske Lov!

6. Blomst kommer op, og Blomst gaaer ud,
Hvad er vel den for Himlens Gud
Noget at regne mod de Smaae,
Som for Hans Aasyn evig staae!
O Gud ske Lov!

7. Lille Guds Barn i Verden her!
Hold dig da til din Fader nær!
Spørg om Hans Magt og Kjærlighed!
Stol kun paa Ham og hvil i Fred!
O Gud ske Lov!

8. Føden og Klæden nok du faaer
Af Ham imorgen som igaar.
Og naar Hans Sol for dig gaaer ned,
Arver du al Hans Herlighed.
O Gud ske Lov!


(III/117)

LØFT DIG, SJÆL, PAA LYSETS VINGER

1. Løft dig, Sjæl, paa Lysets Vinger,
Fro ved Dagen, født paa ny,
Som sig Morgen-Lærken svinger
Glad med Sang i høien Sky!
Lov den Gud med Liv og Aand,
Som har Lys til Klædebon!
Tak din Gud, som dig paa Tunge
Lagde meer end Lærker sjunge!

2. I Begyndelsen fra oven
Ordet lød, og Lyset blev,
Sand Oplysning, det er Loven,
Som Guds egen Finger skrev;
Hvor sig spreder Lys i Ord,
Der er altid hellig Jord,
Naar med Lyst vi det annamme,
Da er Skolen Livets Amme!
(I/211)

MED SIN ALABASTER-KRUKKE

1. Med sin Alabaster-Krukke,
Fuld af Salve dyrebar,
Hun som maatte skamfuld sukke:
Herre, ynkes! Herre, spar!
Kom, med Hjertet sønderknuset,
Ind i Pharisæer-Huset,
Hvor tilbords den Rene sad!

2. Synderinden kom med Rødme,
Krukken brat hun sønderbrød,
Salven dyrebar med Sødme
Over Herren hun udgiød,
Lod og sine Taare-Strømme
Herrens Fødder oversvømme,
Tørred med sit Hoved-Haar!

3. I min Barm, som denne Kvinde,
Hjertet føler Banghed stor,
Sniger, som den Synderinde,
Sig til Dig ved Naadens Bord,
Rødmer, blegner, føler Vaanden,
Eftergiør det Alt i Aanden,
Sukker: Herre, ynkes, spar!

4. Som min Gud jeg Dig vil dyrke,
Som en Soel for mig oprind!
I min Sjæl er Mulm og Mørke,
Midnat uden Maane-Skin,
See dog til mig fra det Høie!
Speile sig dit Sole-Øie
I min stille Taare-Flod!

5. Himlen sig til Jorden bukked,
Dengang Du blev Støvets Søn,
Bøj Dig nu til Hjerte-Sukket,
Øre dit til Angers Bøn!
Dine Fødder jeg med Glæde
Vil i dine Fodspor væde,
Tørre med mit Hoved-Haar!

6. For din Røst i Kveld fuldbange,
Skjulde sig, i Paradis,
Eva med de Lokker lange,
Jeg dem giver nu til Priis,
Mig ei meer jeg vil undskylde,
Men med al min Konst forgylde
Korset paa din Konge-Vei!

7. Mine Synder, dine Domme,
Bundløst Dyb at tænke paa,
Lad din Naade til dem komme,
Og i Dybde overgaae,
Naar af den jeg er oplivet,
Hun, som Meget er tilgivet,
Elske vil Dig evig Ømt!

8. Laae Du under Moder-Hjerte,
Har Du diet Moder-Bryst,
Kiender Du og Kvindens Smerte,
Kvinde-Hjertets Liv og Lyst!
O, Marias Søn, du Bolde,
Døm mig ei med Læber kolde!
Skjul mig i din Kiærlighed!

(III/156)

MENNESKE FøRST OG CHRISTEN SAA

1. Menneske først og Christen saa
Kun det er Livets Orden,
Kaldes vi Faar, tænk dog ej paa
At lægge Dyr til Hjorden!
Og Djævelskab til Christendom
Kan Almagt selv ei skabe om,
Kast ei for Svinet Perlen!

2. Djævlene vel, som før saa nu,
Naar Herren de kan møde,
Sige: vi veed, Guds Søn er Du,
O, læg os reent ei øde;
Men hvad de veed, de kan ei troe,
Hos Mørkets Drot de helst vil boe
For han er deres Fader!

3. Menneske først og Christen saa,
Det længe Man forgiætted,
Dyr og Djævle Man Christned paa,
Og Morianer tvætted
Hedd uden Tro paa Christus klog,
Og salig priste Læsibog,
Mens Hedninger fordømdes!

4. Adam var dog en hedensk Mand
Det Enoch var ei mindre
Var dog for Gud i Naade-Stand
Vi kan det ei forhindre
Fuldkommen Noah i sin Tid
Var dog foruden Tvist og Strid
Ej Christen eller Jøde!

5. Abraham var Guds gode Ven,
Men Christen ingenlunde,
David og mange troe Guds Mænd
Det end ei være kunde,
Var Christne til før Christus kom,
Blev Løgn og Tant al Christendom,
Det er ei svart at fatte!

6. Døberen var den største Mand
Blandt alle Davids Lige,
Større dog er endnu end han
Den Mindste i Guds Rige,
Enhver som troer og bliver døbt,
I Christentøi med Christus svøbt
Hver Christen kort at sige!

7. Menneske først og Christen saa,
Det er et Hoved-Stykke,
Christcndom vi for Intet faae,
Det er den pure Lykke,
Men Lykke, som kun times den,
Der alt i Grunde er Guds Ven
Af Sandheds ædle Stamme!

8. Stræbe da hver paa denne Jord
Sandt Menneske at være
Aabne sit Øre for Sandheds Ord,
Og unde Gud sin Ære;
Er Christendom da Sandheds Sag
Om Christen ei han er i Dag
Han bliver det i Morgen!


(IV/260)

MORGENSTUND HAR GULD I MUND

1. Morgenstund
Har Guld i Mund,
For Natten Gud vi love,
Han lærde os, i Jesu Navn,
Som Barnet i sin Moders Favn,
Vi alle sødt kan sove!

2. Morgenstund
Har Guld i Mund,
Vi til vort Arbeid ile;
Som Fuglen glad i Skov og Vang
Udflyver med sin Morgensang,
Gienfødt ved Nattehvile!

3. Morgenstund
Har Guld i Mund,
Og Guld betyder Glæde,
Og glædelig er hver en Dag,
Som leves til Guds Velbehag,
Om end vi maatte Græde!

4. Gaae da frit
Enhver til sit,
Og stole paa Guds Naade!
Da faaer vi Lyst og Lykke til
At giøre Gavn, som Gud det vil,
Paa allerbedste Maade!

5. Soel opstaaer,
Og Soel nedgaaer,
Naar den har gjort sin Gierning,
Gud give os at skinne saa,
Som Himmellys, skiøndt af de smaa!
Da randt for os Guldterning.

(IV/31)

NU FALMER SKOVEN TRINDT OM LAND

Høst-Sang

1. Nu falmer Skoven trindt om Land,
Og Fuglestemmen daler;
Nu Storken flyver over Strand,
Ham følge muntre Svaler.

2. Hvor Marken Bølged' nys som Guld
Med Ax og Vipper bolde,
Der seer man nu kun sorten Muld
Og Stubbene de golde.

3. Men i vor Lade, paa vor Lo,
Der har vi nu Guds Gaver;
Der Virksomhed og Velstand groe
I tøndemaal af Traver.

4. Og han, som voxe lod paa Jord
Med Skoven Ax og Vipper,
Han bliver hos os med sit Ord,
Det Ord, som aldrig glipper.

5. Ham takke Alle vi med Sang
For Alt, hvad han har givet:
For hvad han voxe lod i Vang,
For Ordet og for Livet.

6. Da over os det hele Aar
Sin Fred han lyser gjerne;
Og efter Vinter kommer Vaar
Med Sommer, Korn og Kjerne.

7. Og naar engang, paa Herrens Bud,
Vort Timeglas udrinder,
En evig Sommer hos vor Gud
I Paradiis vi finder!

8. Da høste vi, som Fugle nu,
Der ikke saae og pløie;
Da komme aldrig meer ihu
Vi Jordens Strid og Møic.

9. For Høsten her og Høsten hist
Vor Gud skee Lov og Ære,
Som ved Vorherre Jesum Christ
Vor Fader vilde være.

10. Hans Aand, som Alting kan og veed,
I disse korte Dage,
Med Tro og Haab og Kjærlighed
Til Himlen os ledsage!

(V/110)

NU HJERTELIG MIG LÆNGES

Længsel

1. Nu hjertelig mig længes
Alt efter Liv og Fred,
Hvor Livet meer ei Trænges,
Men Freden varer ved,
Hvor alle Storme stilles,
Som os omtumle her,
Hvor de ei meer adskilles,
Som har hinanden kjær.

2. Den Længsel i mit Hjerte
Dog under Korsets Tegn
Har mere Fryd end Smerte
I Kjærlighedens Egn;
Thi naar jeg længes efter
De Liv, som mig har kjær,
Da faaer min Længsel Kræfter
Til dem at komme nær.

3. Er vi paa Jorden begge
Af Hav og Land adskilt,
Da vore Længsler strække
Sig mod hinanden mildt
Til de hinanden skimte
Som Vandre-Stjerner to
Og synes, som de glimte,
At synge: "gak til Ro!"

4. Er en af os hjemgangen
Til Hjertets Fædreland,
At boe i Gladhjems-Vangen
Bag Dødens vilde Strand,
Dog lige nær vi ere
I Længslers Mødestund,
Naar "Med hinamlen være"
Er sagt af Hjertens Grund.

5. Gudfaders søn den kjære,
Som evig holder Ord
Og vil i Sandhed være
Hos Vennerne paa Jord,
Til alle Længselsfulde
Han kommer Dag og Nat
I Varme og i Kulde
Som sagt, han kommer brat.

6. Og med Vorherre kommer
Kun for et Suk en Bøn
Vort Hjertes Vaar og Sommer
Med Vennerne i løn,
Saa alle vore Kjære
Vi tage kan i Favn,
Som vilde sammen være
Med os i Jesu Navn.

7. Saa gaae med Længsler milde
Vi Støvets Sneglegang
Til sikkert om end silde
At række Gladhjems Vang,
Hvor glemt er al vor Møie
Og samlet al vor Lyst
Og soleklart vort Øie
Og Frydesang vor Røst!(I/259)

O, DU GUDS LAM!

O, Du Guds Lam!
Med Korsets Skam,
Du bar al Verdens Synder,
Derfra al Trøst begynder;
Miskundelig,
Forbarm Du Dig!

O, Du Guds Lam!
Med Korsets Skam,
Du bar al Verdens Synder,
Dermed al Fred begynder;
Af Kiærlighed
Giv os din Fred!

O, Du Guds Lam!
Med Korsets Skam,
Du bar al Verdens Synder,
Derfra vor Liv begynder;
Vor Død til Trods,
Opliv Du os!
(II/32)

OP DOG, SION! SEER DU EI

Livets Vei

1. Op dog, Sion! seer du ei
Seirens palmestrøede Vei
Til Guds Huus i Himmerig!
Den er og bered for dig.

2. Korset vel for øje staaer,
Langs med Svælget Veien gaaer,
Men hvor Herren har sin Gang,
Der er Engle-Vagt og Sang.

3. Klippegrund giør Foden fast,
Frygten flyer for Haab i Hast,
Troen staaer hvor Tvivlen faldt,
Kiærlighed forsøder Alt.

4. Troens Ord og Sandheds Aand
Os ledsager Haand i Haand,
Aandens Glød og Herrens Røst
Skænker os en evig Trøst.

5. Paradisets Viin og Brød
Styrker os i Liv og Død,
Kæmpeskridt vi giør opad
Til den hellige Guds-Stad.

6. Der er Gammen, Fred og Ro,
Der vi skal for evig boe,
Gaae som under grønne Lind
Til Vorherres Glæde ind!

(I/349)

PAA JERUSALEM DET NY

1. Paa Jerusalem det Ny,
Paa den store Konges By,
Lad os alle bygge,
Med Guds Aand og med Guds Søn,
Under Sang og Suk og Bøn,
I Guds Vingers Skygge!

2. Stadens Grundvold fast og reen,
Kirkens Hoved-Hjørnesteen,
Prise vi saa gierne,
Det er Herren Jesus Christ,
Som urokket staaer forvist,
Falder end hver Stjerne!

3. Baade Sandhed, Liv og Vej,
Steendød er een Grundvold ei,
Dødt vil den ei bære,
Huus af Syll, som Træ af Rod,
Og af Væld den klare Flod,
Voxer op med Ære!

4. Marmor godt har Kongen kiøbt,
Huset staaer, som det var støbt,
Liv og Aand er Balken,
Trængsler gaae for Rasp og Fiil,
Blanke-Tøi er Engle-Smiil,
Alt forener Kalken!

5. Konge-Staden underfuld
Brolagt er med røden Guld,
Som et Speil at skue,
Trindt sig snoer foruden Meen
Mur af Guld og Ædelsteen,
Perle-Port og Bue!

6. Sammen stemme Mur og By
Til med Tone-Flugt i Sky
Skaberen at love,
Strenge-Leg og Orgel-Klang
Sammensmelte her med Sang
Fra al Jordens Skove!

7. Lad det kiendes, Herre god!
Huset her staaer saa i Fod
Paa den sande Klippe!
Leve lad dets Blomster-Krands,
Straale lad det i din Glands!
Aldrig lad det glippe!

8. Regn os til dit Venne-Lag,
Under vort det ringe Tag
Værdiges at træde!
Hør vor Bøn og hør vor Sang!
Giv "din Fred" sin rette Klang,
Os vor Herres Glæde!
(V/123)

SOM DUGG PAA SLAGNE ENGE

Livs-Ordet

1. Som Dugg paa slagne Enge,
Saa falder Livets Ord
Paa Støvets Sottesenge,
I Sky da Haabet groer,
Og snart i Efterhøsten
Det bærer Frugt i Trøsten,
Saa for den bittre Død,
Vi finder Søvnen sød!

2. Som Soel gaaer ned bag Lunden,
Mens Fugle kviddre smaat,
I Sommer-Aftenstunden,
Med Havet lyseblaat,
Saa gaaer den Sjæl til Hvile,
Ifærd med sødt at smile,
Som føler: i sit Ord
Hos os Vorherre boer!

3. Ja, Gudskeelov! Livs-Ordet
Af Sandheds egen Mund,
Ved Badet og ved Bordet,
Med Tro af Hjertensgrund,
Hvad Glæden er til Hinder,
Selv Døden overvinder,
Og Gud til Velbehag,
Dets Lys gjør Nat til Dag!

(II/87)

SOM FORAARS-SOLEN MORGENRØD

1. Som Foraars-Solen morgenrød,
Stod Jesus op af Jordens Skiød,
Med Liv og Lys tillige!
Derfor, saalænge Verden staaer,
Nu efter Vinter kommer Vaar
Livsalig i Guds Rige!

2. Som Fugle-Kor i Mark og Lund
Lovsynger Vaar i allen Stund,
Med deres Toner søde,
Saa alle Tunger trindt om Land
lovsynge Dødens Overmand
I Paaske-Morgenrøde!

3. Som Blomster alle staae i Flor,
Som Skoven grønnes, Kornet groer,
Ved Vaarens Kræfter milde,
Saa blomstrer Alt til Folkegavn
Og bærer Frugt i Jesu Navn,
Som aarle, saa og silde!


(I/58)

SOM HØNEN KLUKKER MINDELIG

Som Hønen klukker mindelig,
Saa Kirke-Klokken ringer:
O kommer, Smaa, nu brat til mig!
See, hvor jeg breder Vinger,
At vogte jer med Kraft og Flid,
For Høg og Ræv til evig Tid,
Som Hønen sine Spæde!

Det Herren er, som kalder saa,
Med klare Klokke-Toner,
O, lad omkap til Ham os gaae,
Vor kiærlige Forsoner!
Hos Ham er Fred og Hvile ret,
Hans Aag er godt, Hans Byrde let,
Som Hønens for de Spæde!

(III/87)

SOM MARKENS BLOMST

1. Som Markens Blomst, henvisner fage
Alt hvad af jordisk Rod oprandt,
Saa talte snart er Støvets Dage,
Selv hvor med Aand det Gud forbandt;
Kun hvad der kom fra Oven ned,
Kan blomstre i al Evighed!

2. O Vee da Hver, som daarlig bygger
Sit Haab paa Støvets Blomster-Tid,
Og gribe vil i Jordens Skygger,
Hvad kun som Aande kommer hid!
O, Daare-Drøm om Evighed
Hos hvad ei kom fra Oven ned!

3. Men Vel Enhver, som Haabet grunder
Paa hvad kun Engles Øine saae,
Den Sjæl, som til det Høie stunder,
Og Støvets Glimmer tør forsmaae,
Til ham det kom fra Oven ned,
Som blomstrer i al Evighed!

4. O Vel da ham, hvis Støv vi bære
Til Sove-Kamret under Jord,
Omringet af de mange Kjære,
Som trøstes ved det Sandheds-Ord:
At hvad der kom fra Oven ned,
Skal blomstre i al Evighed!

5. Ja, Ordet som skal evig blive
Fordi af Jord det ei oprandt,
Det holdt sin Tjeners Sjæl ilive,
Saa ham ei Døden overvandt,
Til ham kom Det fra Oven ned,
Som blomstrer i al Evighed!

6. For ham var Jordens Ære Møie,
For ham var Verdens Glimmer Tant,
For ham var Lys kun fra det Høie,
Og Herrens Ord kun evig sandt;
Hans Haab, som kom fra Oven ned,
Ei visner i al Evighed.

7. Saa hvil da, i dit Sove-Kammer,
Du Støv af ham, som lever hist,
Hvor Himmel-Lyset evig flammer,
Hvor Alt er godt, og Alt er vist,
Hvor Han, som kom fra Oven ned,
Med Sine boer i Herlighed!

8. Engang skal ogsaa du, forklaret,
Beskue grandt, med Lys og Lyst,
Hvad end er ikke aabenbaret,
Men lever skjult i Christnes Bryst:
Hos Ham, som kom fra Oven ned,
Har ogsaa Støvet Evighed!



(IV/29)

SOV SØDT BARNLILLE

1. Sov sødt Barnlille,
Lig rolig og stille.
Saa sødelig sov
Som Fuglen i Skov,
Som Blomsterne blunde i Enge!
Gud Fader har sagt:
Staaer Engle paa Vagt,
Hvor mine de Smaa er i Senge!

2. Med Fingrene grande
Slaa Kors for din Pande,
Med Guds-Barnets Røst
Slaa Kors for dit Bryst,
Saa skal ingen Djævel dig giæste;
Saa skal om din Daab,
Med Saligheds Haab,
Sig Mindet i Barmen rodfæste.

3. Læg Hænderne sammen,
Saa lægger sig Amen
Til Mesterens Bøn,
Som stiger i Løn
Og lyder hvor Englene kvæde.
Det lille Guds-Ord
I Himmerigs Chor
Omfavne Guds Engle med Glæde.

4. De raabe, de sjunge:
Paa Madike-Tunge
Et Ord af Guds Søn
Er bleven til Bøn
Og stiger paa Soelstraale-Vinger;
Gud Fader i Løn
Sig Ja til den Bøn,
Fra Lavland livsalig den klinger!

5. Da alle de Kiøbte,
I Jesu Navn Døbte,
Som Striden har stridt,
Som Døden har lidt,
Gik ind til den evige Hvile,
Istemme saa lydt
Halleluja nyt,
At Englene tie og smile.

6. Sov sødt Barnlille,
Lig rolig og stille,
Og nyn paa det Navn
Med Naaden i Favn,
Al Jorden til Salighed givet;
Nyn: Jesus er min,
Saa faur og fin,
Min Jesus er Lyset og Livet!

(I/302)

TAG DET SORTE KORS FRA GRAVEN!

1. Tag det sorte Kors fra Graven!
Plant en Lilje, hvor det stod!
Ved hvert Skridt i Dødning-Haven
Blomster spire for vor Fod!
Engle-Vinger paa vor Grav,
For den brudte Vandrings-Stav!
Palme-Fugl for Aske-Krukke!
Fryde-Sang for hule Sukke!


2. Solen sortned, da Han blegned,
Som os kiøbde med Sit Blod,
Graven lyste, Mørket segned,
Da forklaret Han opstod;
Ton, vor Lovsang, høit i Sky,
Sødt i Paaske-Morgengry:
Jesus Christus er opstanden!
Evig lever Guddoms-Manden!


3. See Maria Magdalene!
Hænder nys hun vred i Gru,
Sukked til at røre Stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
See, af Øiets Taare-Flod
Morgen-Solen mildt opstod!
I den Grav, hvor Han har hvilet,
Hun har fundet Engle-Smilet!


4. Brister, alle Helgen-Grave!
Herrens Røst, i Dæmring sval,
Lyder i de Dødes Have,
Skaber Lys i Skygge-Dal!
Herren kalder, men ei nu:
Synder! Adam! hvor er Du?
Sødt det toner, Engle tie:
Her er Frelseren, Marie!


5. Ja, Han er her, Guddoms-Manden!
Sprængte er nu Dødens Baand!
Han er visselig opstanden,
Hvert Hans Ord er Liv og Aand!
Bod vi fik for alle Savn;
Staaer nu op i Jesu Navn,
Alle Herrens Dvale-Døde,
Med den gyldne Morgenrøde!


6. Stander op, og seer Guds Finger
I den klare Vidne-Krands!
Iler did paa Ørne-Vinger,
Hvor Han straaler i Sin Glands!
Iler did i Herrens Fjed,
Hvor Han os beredte Sted,
Hvor sig aabner i det Høie,
Himlens Dyb for Støvets Øie!


7. Jord, som af din Vinter-Dvale
Vaagner i den milde Vaar!
Nu du aarlig skal afmale
Dine Barne-Hjerters Kaar,
I din Kjortel lysegrøn,
Virket, som vort Haab, i Løn,
Med din Duft, hvor Roser vrimle,
Med din Røst, hvor Lærker himle!

(I/393)

TALSMAND! SOM PAA JORDERIGE

1. Talsmand! som paa Jorderige
Med et Suk kan Alt udsige,
Hvad vi evig trænge til,
I et Kys kan Alt udtrykke,
Hvad for evig giør vor Lykke,
Du, som kan Alt, hvad Du vil!
Værdiges til os at dale,
Om Guds Storværk med os tale Paa vort jævne Moders-Maal!

2. Kun hvad Du har seet, Du maler,
O vær Du vor store taler,
Kiærligheds og Sandheds Aand!
Du, som skiænker hvad Du nævner,
Giør os, trods de svage Evner,
Visere end Salomon:
Visere til Daad at Øve,
Visere til Aande-Prøve,
Visere til Salighed!

3. Sjæle-Sørger fra det Høie!
Hold med os et vaagent Øie,
Vogt de Smaa for Falk og Høg!
Væk de Dorske, styrk de Svage,
Tugt de Trygge, fryd de Spage,
Giør os daglig Huus-Besøg!
Dan vort Hjerte, løs vor Tunge,
Saa vi bede, saa vi sjunge
Yndelig i Jesu Navn!

4. Trøster over Alt, som truer,
Alt, hvorfor vort Hjerte gruer,
Trøster over alle Tab!
Skiænk os, skiøndt vi boe paa Sletten,
I det Høie Indføds-Retten,
I Guds Rige Borgerskab,
Saa, naar Man os vil forjage,
Glade vi herfra kan drage
Did, hvor vi har evig Fred!

5. Store, himmelske Ledsager,
Som for Støvet Dig umager
Giennem Ild Og giennem Vand!
Før os, bøiet, liljehaandet,
Som de Smaa i Lede-Baandet,
Til Forjættelsernes Land,
Saa os altid Kronen blinker
Skiønt imøde, yndig vinker,
Giør selv Dødning-Dandsen let!

(III/118)

UDRUNDNE ER DE GAMLE DAGE

Udrundne er de gamle Dage,
Som Floder i det store Hav,
Og hvor sig hviler nu den Svage,
Der fandt den Stærke og sin Grav;
Men lovet være Himlens Gud!
De Ædles Æt døer aldrig ud!

Mens Graven kastes, Vuggen gynger,
Og Liv udsletter Dødens Spor,
Saa immer sig igjen forynger
Hver ædel Slægt i Syd og Nord,
Og Mindet, som Guds Miskundhed,
Forplanter sig i tusind Led!

Saa lad derpaa da Syn os fæste,
Hvad Ædle kaldte Livets Lyst!
Ja, lad os kappes med de Bedste
Og vove kjæk med Død en Dyst!
At byde den og Graven Trods
Kan med Guds Hjælp og lykkes os!

(I/24)

VAR I IKKE GALILÆER

1. Var I ikke Galilæer,
Kaldte eder Pharisæer
Ei med Haan ulærde Mænd,
I, som bragde først paa Tale
Hvad vel nys laae dybt i Dvale,
Men stod herlig op igien?

2. Jødelands Apostel-Skare!
Hvad i Verden kan forklare
Kraften i dit gamle Ord,
Som endnu giør Under-Værker,
Har til stolte Mindes-Mærker
Kirker alle trindt paa Jord?

3. Hvor kan vi med eder stemme,
Som har dybt i østen hjemme,
Eders Billeder forstaae?
Hvor kan vi, i fjerne Egne,
Vidne om, paa eders Vegne,
Hvad I hørde, hvad I saae?

4. Ja, hvor kan, skjøndt I er døde,
Eders Ord paa Tunger gløde,
Trodse Vidd og Blok og Baal!
Hvor kan eders Aand i Norden,
Ja, i hver en Vraa paa Jorden,
Tale Folkets Moders-Maal!

5. Ej udlokke, ej udpine
Lader sig af søde Vine
Slig en Kraft med nogen Konst;
Den hver Folke-Aand paa Jorden,
Ogsaa Kæmpernes i Norden,
ønskede sig kun omsonsti

6. Herrens Ord og Pindse-Dagen,
Ikkun de forklare Sagen,
Gav jer alle Tungers Aand,
Aanden, som kan Alt udvirke,
Som i Jesu Christi Kirke
Løser alle Tunge-Baand!

7. Ikke jer det er, som tale,
Siger Han, som kan befale,
Men det er min Faders Aand!
Derfor, skiøndt I tidlig døde,
Ordet lever, Tunger gløde,
Jærtegn giør Guds Høire-Haand.

8. Sandelig, det var Guds Finger,
Som gav Bruden Ørne-Vinger,
Midt i Ørken Huus og Gaard,
Som gav Korsets Ord fra Østen
Kæmpe-Kraften, Kvinde-Røsten,
Her blandt os i tusind Aar!

9. Døde Ordet i Latinen,
Vaanded sig i Skiærsilds-Pinen
Hjertet, som for Himlen slog;
I en Paaske-Morgenrøde
Ordet stod dog op af Døde,
Engle Djævlene forjog!

10. Giennemboret er nu øret,
Løftet er nu Taage-Sløret,
Som tildækked Herrens Bog;
Nu i Nord forstaae vi, bedre
Selv end Kvad af vore Fædre,
Østens høie Billed-Sprog!

11. Moders-Maalet dybt sig bøjer,
Let og liflig det sig føjer
Efter fremmed Tanke-Gang,
Yndigt selv, men blødt derefter,
Laaner Aand og Ild og Kræfter
Det af Zions Helte-Sang!

12. Hvoraf gløde vore Tunger?
Hvad er det, som i os sjunger,
Naar vi prise Jesu Navn?
Hvad hensmelter os i Ordet,
Saa vor Sjæl ved Naade-Bordet
Synker sødt i Jesu Favn!

13. Hvad kan mægte, hvad kan virke
Det der skeer i Christi Kirke,
Alt Umuelighed for os?
Kun Hans Aand, som skabde Solen,
Som paa Almagts-Kongestolen
Byder Død og Djævel Trods!
(I/197)

VELKOMMEN IGIEN, GUDS ENGLE SMAA

1. Velkommen igien, Guds Engle smaa,
Fra høie Himmel-Sale,
Med deilige Solskins-Klæder paa,
I Jordens Skygge-Dale!
Trods klingrende Frost godt Aar I spaae
For Fugl og Sæd i Dvale!

2. Vel mødt, under Sky, paa Kirke-Sti,
Paa Snee, ved Midnats-Tide,
Udbære vor Jul ei nænder I,
Derpaa tør vi vel lide,
O, ganger dog ej vor Dør forbi,
Os volder ej den Kvide!

3. Vor Hytte er lav, og saa vor Dør,
Kun Armod er derinde,
Men giæstet I har en Hytte før,
Det drages vi til Minde,
Er Kruset af Leer, og Kagen tør,
Deri sig Engle finde!

4. Med venlige Ørne himmelblaa,
I Vugger og i Senge,
Vi Puslinger har i hver en Vraa,
Som Blomster groe i Enge;
O, synger for dem som Lærker slaae,
Som hørt de har ei længe!

5. Saa drømme de sødt om Bethlehem,
Og er det end forblummet,
De drømme dog Sandt om Barnets Hjem,
Som laae i Krybbe-Rummet,
De drømme de lege Jul med dem,
Hvis Sang de har fornummet!

6. Da vaagne de mildt i Morgen-Gry,
Og tælle meer ei Timer,
Da nynne de Jule-Sang paany,
Der sig med Hjertet rimer,
Da klinger det sødt fra Morgen-Sky,
Naar Kirke-Klokken kimer!

7. Da vandre Guds Engle op og ned
Paa Psalmens Tone-Stige,
Da siger vor Herre Selv »Guds Fred«
Til dem, den efterhige,
Da aabner sig Himlens Borge-Led,
Da kommer ret Guds Rige!

8. O, maatte vi kun den Glæde see,
Før vore Øme lukkes!
Da skal, som en Barne-Moders Vee,
Vor Smerte sødt bortvugges!
Vor Fader i Himlen! lad det skee!
Lad Jule-Sorgen slukkes!


(II/134)

VIDUNDERLIGST AF ALT PAA JORD

Christus-Riget

1. Vidunderligst af Alt paa Jord
Er Jesu Christi Rige,
Dets Herlighed er og saa stor,
At det har ingen Lige.

2. Usynligt vel som Sjæl og Sind,
Det nemt dog er at kiende,
Alt som en Stad paa Bjergetind,
Der sees til Verdens Ende.

3. Dets Gaade er et Guddoms-Ord,
Som skaber hvad det nævner,
Som fylder Dale Trindt paa Jord
Og Klipperne udjævner.

4. Med det indvies Jesu Daab,
Velsignes Jesu Bæger,
Saa hist udspringer Livets Haab,
Og her det vederkvæger.

5. Med Ordet skabes gode Kaar
For Barnekæmper lave,
Saa de kan lee ad Banesaar
Og springe over Grave.

6. Med det der skabes Viin af Vand,
Og Paradis af Ørke,
Med det der skabes Lys om Land,
Mens Verden gaaer i Mørke.

7. Med Sølv og Guld sin Kæmpe-Trop
Ei Sions-Konden fæster,
Men siger blot: Guds Fred! Stat op
Og sid blandt Kongens Giæster!

8. Lad hvisle kun i Ormegaard,
At Riget er lagt øde,
Gud kroner ligefuldt dets Aar
Med Frugtbarhed og Grøde.

9. Dets Glands opstaaer som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Ja, prægtig under Fugle-Sang
Som Gylden-Soel af Vove.

10. Det er den store Konges Glands,
Som kun paa Korset døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen ham kan møde.

11. Ja, naar han kommer i det Blaa,
Er Christnes Kamp tilende,
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende.

12. Da Riget er med Sole-Kaar
Tilsyne og tilstæde,
I Evighedens Gylden-Aar,
Med Ret og Fred og Glæde!





Project Runeberg, Mon Feb 12 11:30:53 2007 (runeberg) (diff) (history) (download) Next >>
http://runeberg.org/grundtvg/

URN:NBN:se-d1998359
Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free