Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ff
10—1
Agtelse, deii ømme Skaanscl, fin en Mand skylder
vort Kjon»« —-
Noget forlegen, svarede jeg: »Jfald yait — soin
De siger — virkelig ikke elsker Dem, saa er den Dyd,
, hvorfor De priser ham, visselig let at ndove.« —-
· Med stigende Heeftighed udbrod Clarisse: »Det
skulde man sandelig ikke falde paa, naar maii er Vidne
til de trolose Ord, der lyde saa betydningsfulde og ere
nden al Betydning, det Øiensprog, hvori det synes, at i
Sjæleii naesten ubevidst aabenbarer sin inderligste Følelse,
al denne indsmigrende Kunst, hvormed de bedst begavede
Mænd lege ined et uerfarcnt, troskyldigt Hjertes Rolig-
hed. Jeg veed nok, man kalder alt Sligt elskværdigt;
man beklager, at der findes altfor Lidt af denne Tone
i vore selskabelige Kredse. Men jeg tilstaaer, at jeg ha-
der denne Tone. De skjønne Ord, som man blot siger
for at vise sin elegante Conversation, ere for mig som
smukke Blomster uden Duft. Om jeg end et Øieblik
glædes ved dem, saa foragter jeg dem i Grunden, og
kaster dem langt fra mig–
Og med disse Ord kastede hun alle de Blomster,
som hun nys havde opsainlet og ordnet, saa langt bort
som muligt. Hiin reiste sig med det Samme og lavede
sig til at gaae. Siig selv, Vilhelm! Kunde jeg udholde
Dette? Jeg holdt hende tilbage. »Forlad mig ikke saa-
ledes, Clarissel Det gaae nu som det vil, det er mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
